Læsetid: 7 min.

Inspiration har fanden skabt!

Verdens største forbrydere har været inspirerede, inspiration kan splintre folk, den er virkelig farlig, siger middelalder-historikeren Aksel Haaning
7. august 2002

Verdens største forbrydere har været inspirerede, inspiration kan splintre folk, den
er virkelig farlig, siger middelalder-historikeren Aksel Haaning

Inspirationens veje
»Videnskab er ikke sandhed. Den er en foreløbig opsummering af de erfaringer, vi har. Videnskab er bare en søgen efter mysteriet,« står der på middelalderforskeren Aksel Haanings opslagstavle.
Den, der har sagt det, er Jens Martin Knudsen. Som har sendt mig videre til Aksel Haaning. De to kender ikke hinanden personligt, men alligevel er forbindelsen åbenbart mere end blot udvendig.
– Hvorfor har du kastet dig over Giordano Bruno og middelalderforskning?
»Det er til dels et generationsspørgsmål. Jeg er samtidig med Michael Strunge, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsen, den 80’er-generation, der gjorde oprør mod 70’erne, og jeg følte trang til at opsøge vore vestlige traditioner dér, hvor hippie-generationen havde vendt blikket mod øst.«
»Det hårde arbejde med at lære middelalderlatin tog mig seks år. Den er jo Vestens mystiske sprog, det forbliver et udviklet fagsprog højt op i tiden, og også et lidenskabeligt sprog, et sprog for mystikerne og for digtningen. Latin udvikler sig som et levende sprog i det mindste indtil renæssancen.«

Stof og ånd
– Hvad består den fortrængte tradition af?
»Der er skam mange traditioner, men de deler sig i to hovedtraditioner: Mystikken og så den, der har at gøre med naturen. Og de står stadig for skud, også i dag.«
»Det er naturtraditionen, Bruno er eksponent for, en tradition, der står i modsætning til kristendommens skarpe adskillelse af det skabte og skaberen.«
»I kristendommen er skaberen uden for det skabte, Gud er hævet over det, han har skabt. Naturtraditionen forsøger at skabe begreber, der forbinder Gud og naturen. Og disse forsøg på at forstå stof og ånd har altid været en anstødssten, folk er blevet hængt, brændt og fængslet og undertrykt. Også for Bruno var det kernen i anklagerne mod ham, at han vil indsætte en verdenssjæl i stedet for Helligånden og reetablere en forbindelse mellem skaberværk og skabergud.«
»Fra antikken har en dominerende forestilling været, at der øverst var firmamentet med stjernebilleder, der bevægede sig efter en evig orden. Men fra månen og nedefter forgik ting – det kunne man jo konstatere – så der har været en oppe-nede-tænkning, der har gennemsyret den vestlige kultur. Og når man tænker sådan, er det nærliggende også at opfatte mennesket som delt mellem en evig ånd og et forgængeligt legeme. Der har givetvis fra begyndelsen været en forbindelse mellem ånd og åndedræt, dette usynlige, man trækker ind, og som kan stamme fra en usynlig verden.«
»Med kristendommen får denne struktur en stærk værdiladning: Det lyse og strålende, overjordiske bliver det gode, mens det jordiske, legemlige og forgængelige bliver et onde. Så opstår tanken, at vi ikke kommer herfra, vi er faldet ned, og ånden må bringe os op igen. Det fører til forestillingen om, at mennesket først og fremmest er ånd.«
– Men Bruno har da også et åndsbegreb?
»Hos Bruno er alt ikke afledt af ånden, Bruno ser grundlæggende ånden som et aspekt af stoffet. Dette er meget vigtigt for følelsen af at være hjemme i verden, en del af det hele, hvilket dog ikke skal forstås i forfladiget materialistisk forstand. Tværtimod er det et forsøg på at bringe underet ind i denne verden og ikke anbringe det i en hinsides,« fastslår Haaning, mens intervieweren begynder at forstå, hvorfor Jens Martin Knudsen-citatet har fundet vej til hans opslagstavle.
– Men Bruno har ikke fundet på verdenssjælen, han trækker på en ældre tradition?
»Verdenssjælen stammer fra Platon, fra Timaios kosmogoni. Platon nævner den forholdsvis kortfattet, men tanken udvikles i den tidlige middelalder af navne som David af Dinant og Salomon ibn Gabirol, en af den jødiske filosofis første store skikkelser i middelalderen.«

Det enkle mysterium
– At vi må vende os mod vores egen kultur, er en argumentation, man ofte hører fra intellektuelle, der er endt med at gå til alters?
»Men den tradition, vi taler om her, er en eminent udfordring for kristendommen! Den bliver tvunget til at se sine egne fortrængte sider i øjnene. Det største mirakel i kristendommens historie er i virkeligheden sket i de sidste 150 år i Danmark! Fra at være en udøvende magt, der torturerede og myrdede, har kirken forvandlet sig til noget godt: Noget, vi forbinder med menneskelig værdighed, menneskerettigheder og kærlighed. Det er virkelig et bedrag, for kirken har været livsfarlig! Og menneskerettighedstanken og ideerne om menneskets værdighed er opstået på trods af kristendommen, i forlængelse af de borgerlige revolutioner.«
»At det er lykkedes kirkens folk at få hele kristendommens historie vendt til sin modsætning vil jeg kalde et sandt mirakel. Kristendommen rummer mange gode ting, men også den største djævelskab, verden har set! Derfor er historiestudiet også nødvendigt for at kunne korrigere alt det letkøbte vås, de nykristne disker op med. Og det er de intellektuelle!«
»Det ligger grundlæggende i kristendommen, at vi er de bedste. Som Pontoppidan skriver, at så snart præstekraven sænker sig over hovedet og lægger sig til rette om halsen, lurer faren for, at man føler sig bedre end andre.«

Bonderøve
– Jens Martin Knudsen fremhævede Pontoppidan som én af sine yndlingsforfattere?
»For mig har det været en stor glæde at opdage, at den fortrængte tradition i europæisk kultur har udløbere i dansk digtning. Og det har den hos netop Pontoppidan, og hos Thøger Larsen, Sophus Claussen og Ludvig Holstein, samt længere tilbage romantikerne Staffeldt og Steffens. Det kan jeg blive utroligt inspireret af. Jeg bliver lykkelig, når jeg kan konstatere de store temaer så tæt på. »Danmark nu blunder den lyse nat« udtrykker jo samme naturopfattelse som Bruno.«
– Netop den sang er det, Jens Martin Knudsen gerne vil have sendt ud med en rumsonde!
»Ja, for glem ikke, at forfatterskaber som Thøger Larsens og Pontoppidans er skrevet op imod den kristne tradition. Vi har en dyb, ægte dansk alternativ tradition; noget af det smukkeste, der er skrevet på dansk, tilhører en anden europæisk tradition end den kristne.«
»Når den er blevet skubbet til side i Danmark, er det nok fordi den knytter sig til landkulturen og er blevet banaliseret af bykulturen. Aakjær blev gjort til grin i København, og Brandes var et storbymenneske, der ikke forstod landet.«
– Også Bruno var jo en bonderøv fra Syditalien, fra Nola, et hul i jorden?
»Når han hele livet kaldte sig ’Nolaneren’ var det nok netop for at holde fast i den landlige tradition, han kom fra.«
– Det er en tradition, der baserer sig på iagttagelse af naturen?
»Ja, det truende ved den er præcis, at den henviser til naturen og ikke til skrifterne. Men man skal passe på ikke at forveksle begreberne, for Galilei og Newton henviser jo også til naturen, men på en anden måde. Bl.a. bidrager de til at forstærke kristendommen, fordi de blot passivt betragter skaberværket. De ser kun naturen som en stor maskine, der demonstrerer Guds underfulde skaberkraft, de ophæver netop ikke adskillelsen af Gud og naturen. Brunos naturiagttagelse har ånden med i naturen.«

Hadet til naturen
»Der sker det ubehagelige i den kristne tankegang, at naturen kommer til at stå i vejen for Gud. Mennesket må forcere naturen for at nå sit åndelige hjem. Selv om de kristne hævder at beundre naturens undere, så er den i virkeligheden noget, der skal bekæmpes.«
»I antikken havde man hellige lunde, hvor man dyrkede stedets hellighed – uden at bygge templer eller altre. Men da de kristne missionærer kom, havde de udtrykkeligt til opgave at fælde dem, fordi hedningernes opmærksomhed på naturen ledte tanken bort fra naturens skaber.«
»Hvis Vesten har en kultur, der svarer til den orientalske, så er det de fortrængte mystik- og naturtraditioner. Vi har de samme tankestrømninger i Vesten, som vi normalt forbinder med Østen, men de er blevet forfulgt, fortrængt eller gået i glemmebogen. Så skal vi forny den vestlige kultur, er det ikke sikkert, at vi er nødt til at opsøge Tibet. Men den skal genopdages.«
– Og derfor inspirerer Middelalderen dig?
»Inspiration har fanden skabt! Verdens største forbrydere har været inspirerede, inspiration kan splintre folk, den er virkelig farlig. Men når det er sagt: Mange forbinder inspiration med noget passivt, men for mig er den ikke noget momentant eller pludseligt.«
»Den er snarere et tilskud, en konstant glødende kerne langt væk, som man ikke skal puste til – snarere hælde godt med koldt vand på.«

Aandens Modersmaal
»Den er uundværlig i det daglige arbejde, men den er også svært tilgængelig,« tilføjer Aksel Haaning og citerer med tilslutning Thøger Larsen:
Med Øret vendt fra Døgnets Skraal/jeg stundom tror at fange/et anet Aandens Modersmaal/i fjerne, dunkle Klange.«
»Jeg nævnte tidligere, at naturtraditionen stadig står for skud. I dag kan man eksempelvis nævne forsøgene på at reducere ånden til ren kemi, og her er det en pointe, at man ikke kan reducere inspiration til kemi. Den er et spring, der ikke kan uddrages af det foregående, den består i uforudsigelige hop mellem forskellige planer i bevidstheden.«
»Derfor vil man heller aldrig kunne skabe kunstig intelligens,« slutter Aksel Haaning og sender mig videre til religionshistorikeren Per Bilde, der har skrevet »en af de mest nødvendige bøger på dansk i mange år« om kristendommens første århundrede, En religion bliver til.
»Han har arbejdet på bogen i ti år, hvilket jeg finder beroligende. Det beroliger mig, at der eksisterer folk, som arbejder i et helt andet tidsperspektiv end ’Døgnets Skraal’.«
»Lad hundene glamme, karavanen drager videre.«

*Dette er det fjerde interview i stafet-serien om inspiration. De foregående stod i Information den 27. juli, 31. juli og
3.-4. august. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her