(2. sektion)
Synspunkt
Man kunne føle sig helt hensat til 70erne: Kunstnerkollektiver præger bybilledet med venstreorienterede budskaber om, at vi skal være gode og rare ved hinanden. De serverer multikulturel te i Vollsmose og laver plakatkunst med budskaber om, at vi skal være lidt mindre racistiske. Den politiske kunst er med andre ord kommet tilbage. Documenta i Kassel er på sin vis et vidnesbyrd om det samme.
»I løbet af de sidste fire-fem år har kunsten vendt sig mod verden. Det er, som om kunstnernes interesse har udvidet sig fra det helt private til også at omfatte det sted, hvor de befinder sig,« siger Susan Hinnum, der selv er uddannet billedkunstner. I marts forsvarede hun sin ph.d.-afhandling om 90ernes »iscenesatte kunstværk«, og i den forbindelse beskrev hun 90ernes video- og installationskunst med ordene: »Jeg er i verden. Hvordan føles det?« Måske spørgsmålet har ændret sig til: »Jeg er i verden. Hvad kan jeg gøre ved det?«
»Hvis man f.eks. kigger på videokunsten,« siger Susan Hinnum, »er det meget karakteristisk, at hvor kameraet tidligere har været rettet mod kunstneren selv, så vender det nu bort fra kunstneren. Det er selvfølgelig stadigvæk kunstneren, der har fat i det, og som til enhver tid kan træde ind på scenen. Men projektet er mere en registrering. Og mere end det: Det er en afsøgning af virkeligheden.«
Og det er anderledes end før?
»En del af 90er-kunsten var meget optaget af at iscenesætte nogle handlinger. En kunstner som Annika Lundgren iscenesatte sig selv som turguide og kørte rundt i København. Det minder os jo om noget, vi kender at køre rundt som turist i en bus. Den historie, hun fortalte, handlede så bare om en frit opfundet figur, fordi hun påberåbte sig retten til at indskrive en ny person i verdenshistorien. Den handling kan man jo godt se i et 1:1-forhold, men så får man ikke meget ud af det. Man skal kigge på og forholde sig til det, hun efterligner,« siger Susan Hinnum og fortsætter:
»Det, der er anderledes i dag, er, at man ikke efterligner noget. Man går ud og peger direkte på virkeligheden, prøver at arbejde direkte med sine omgivelser som et materiale. På det ydre Nørrebro er der et projekt, hvor en række lokale kunstnere har fået en pose penge til at arbejde med bybilledet. I Vollsmose var der kunstnergruppen CUDI, der slog sig ned i en lejlighed i et år for at præge bydelen.«
Hvordan vil du definere politisk kunst?
»Temaerne har ændret sig gennem tiderne, men det handler dybest set om en kunst, der tematiserer og problematiserer, hvordan mennesker lever indbyrdes som samfundsborgere. Den politiske kunst har jo haft mange forskellige udtryk: iI starten af det 20. århundrede havde man dada, i 20erne den russiske revolutionære kunst, og i 30erne havde man jo politisk kunst i Tyskland.«
Har politisk kunst traditionelt været løsrevet fra det æstetiske udtryk?
»Hvis man kigger på dada og den type politisk kunst, var det jo revygenren, man brugte, selv om det var billedkunstnere, der stod bag. Det siger jo næsten sig selv, at kunst, der i den grad er udadvendt, også skal være hurtigt opfatteligt. Det er jo først og fremmest båret af sit indhold, og der er sgu ikke meget maleri, man kan kalde for politisk kunst.«
Susan Hinnum vil gerne se kunsten som et »frirum«. Et sted, hvor man kan sige det samme som de andre, men fra et andet sted og derfor alligevel noget andet.
»Forleden dag læste jeg på forsiden af Politiken, at jorden ville gå under om 17 år. I går kom der så et dementi: Ups, vi har regnet 60 år forkert. Det var, som om man ikke kunne tillade sig at skrive det. Folk ville gå helt i panik og kræve underjordiske tunneler. Det kunne godt have været et kunstprojekt. Det ville ikke have affødt de samme reaktioner, men måske en spekulation over, hvad der sætter sådan noget i gang. På sin vis er det derfor, kunsten er nødvendig: Fordi den er sådan et frirum, et sted, der giver os mulighed for at reflektere over noget. Viser os, at bordet ikke altid fanger.«
Og med en konspirationsteori, der er Oliver Stone værdig, fremviser Susan Hinnum noget, der ligner det efterlyste kunstværk:
»Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvem der står bag, og hvad der får dem til at plante et dementi i alle verdens aviser. Frygten for statens sammenbrud? Personligt tror jeg stadig, at den asteroide rammer os om 17 år.«
