Læsetid: 4 min.

En kamp om jord

Uden retten til jord er der ingen bæredygtig udvikling på landet i Sydafrika. Jordreformen er gået i stå og frustrationerne vokser
31. august 2002

Johannesburg 2002
»Se der,« siger Chris Williams og peger ned i dalen. Mere end tusind bittesmå huse ligger tæt på rad og række. »De er bygget af RDP (Udviklingsprogrammet for Landdistrikter), for kun tre-fire år siden. Hvert hus er beregnet til en husvild familie på otte-ni personer. Folk kalder dem Uno’er, opkaldt efter den mindste Fiat-bil. Der er ingen skole, ingen sundhedsklinik.«
I udkanten af alle Sydafrikas byer kan man se den slags bebyggelser i townships, hvor sorte familier blev tæt stuvet sammen under apartheid-regimet. Men disse her er opført under den nye regering, fem år efter systemskiftet. Beboerne har ikke en chance for at dyrke en smule jord omkring deres hus, sådan som fattige familier ellers forsøger overalt i verden.
Chris har kun ét ord til forklaring på denne kynisme: »Snæversyn.«
I 1995, året efter systemskiftet, lovede den nye regering at omfordele 30 procent af Sydafrikas jord på fem år, siger Chris Williams. I dag har man kun omfordelt 2 procent. Og budgettet er nede på 0,2 procent af de offentlige udgifter, siger han.
Tre år endnu. Længere frist har regeringen ikke, mener Chris Williams. Hvis ikke den får gang i fordelingen af jord inden da, så mister de jordløse deres tålmodighed. Nogle vil begynde at kræve jordbesættelser. Sydafrika risikerer en ødelæggende kamp ligesom den, der foregår i Zimbabwe, frygter han.
Chris Williams er agronom. Han er leder af organisationen TRAC, som arbejder for de fattiges ret til jord i Mpumalanga-provinsen, et område i nærheden af det kendte reservat for Afrikas vilde dyr, Krugerparken ved grænsen til Mozambique. TRAC får støtte fra bl.a. bl.a. Danmark, Sverige og Ford Foundation.
»Retten til jord er den allerførste betingelse for udvikling i landdistrikterne,« siger Chris Williams. Folk investerer ikke deres kræfter og sparepenge på en langsigtet måde, hvis de risikerer at miste det hele igen. De kan heller ikke få lån til at udvikle bedrifterne uden sikkerhed i fast ejendom eller garanteret brugsret. De sociale modsætninger, volden, krænkelserne af menneskers rettigheder og presset på naturen vil fortsætte, så længe jorden er så uretfærdigt fordelt.
»Frustrationen er stor. Vi ønsker, at alle respekterer loven og forfatningen. Respekt for menneskers rettigheder er vores ledetråd. Vi går ikke ind for civil ulydighed – endnu,« siger Chris Williams.
Inde i Johannesburg demonstrerer de jordløse ved topmødet om bæredygtig udvikling. Myndighederne og medierne venter voldelige sammenstød.
Frugtbar jord er der nok af. På vejen fra Johannesburg til Mpumalanga kører man gennem områder, hvor de hvide farmeres marker strækker sig kilometer efter kilometer langs vejen. De jordløse landarbejdere bor tæt i afgrænsede områder uden den lille jordlod, der kunne sikre familiens overlevelse, hvis der ikke er arbejde at få på de store farme.
Sammen med Chris besøger Information en af de grupper, TRAC forsøger at hjælpe.
I modsætning til Zimbabwe er magten i Sydafrika delt mellem tre grupper, siger han: Regeringen balancerer mellem virksomhederne og de store ejendomsbesiddere på den ene side – og de folkelige organisationer, især fagforeningerne og landbefolkningens organisationer, på den anden side.
Der er to slags hvide farmere, siger Chris. Mange af dem er dygtige forretningsfolk, der driver et effektivt landbrug. Andre opfører sig stadig som konger. Hele landbruget er økonomisk under pres på grund af de lave priser på verdensmarkedet og konkurrencen fra det statsstøttede landbrug i Europa og USA.
Men netop derfor burde alle farmerne indse, at de skader deres egen fremtid, hvis ikke de behandler de jordløse landarbejdere bedre – blandt andet ved at give dem en smule jord til privat brug, mener han. De jordløses elendige forhold kombineret med mangel på uddannelse, aids, vrede og kriminalitet vil ramme de hvide farmere i form af dårlig arbejdskraft, mener han.
Nogle af de hvide farmere sætter deres jord til salg, men staten har ikke penge til at købe og fordele den. Statens egen jord bliver heller ikke udstykket og fordelt. Meget af den bliver i praksis brugt af nogle, mens andre gør krav på den.
Der er vedtaget love både om ejendomsretten til jord, om omfordeling af jord og om indbyggernes ret til at flytte tilbage til jord, de er fordrevet fra, eller få en erstatning. Men det går meget trægt med at opfylde kravene.
»Regeringen gør ikke sine egne love til virkelighed, den respekterer ikke forfatningen,« siger Chris Williams.
I Mpumalanga er der rejst 5.000 krav om jord fra grupper af mennesker, der mener sig uretmæssigt berøvet deres ret til jord. Kun fire af sagerne er behandlet. »Jeg bliver en meget gammel mand, før det her er færdigt,« siger han.

Gave til folket
Et eksempel er befolkningen fra Tenbosh, et område som den britiske dronning gav til folk, der blev tvangsforflyttet fra Krugerparken, da den blev skabt i 1930’erne. I 1950’erne blev de tvangsflyttet fra dette frugtbare område til en række andre områder med dårlig jord længere sydpå. Nu kræver disse 80.000 mennesker at komme hjem igen – eller få erstatning.
Mange mange andre er blevet tvangsforflyttet i tidens løb. Og jordreformen vanskeliggøres endnu mere, fordi det er uklart, hvem der bestemmer hvad. Det traditionelle system i Afrika er, at høvdingen afgør stridigheder om jord på grundlag af konsensus i stammen og det lokale samfund.
I Sydafrika blev særlig mange af disse høvdinge underkøbt af de hvide. Men det traditionelle system eksisterer stadig side om side med det nye, hvor den demokratisk valgte regering og lokalregering skal sørge for at føre landets love ud i virkeligheden.
Et nyt program går ud på, at jordløse kan låne 20.000 Rand til at begynde for sig selv, eller mere, hvis de selv kommer med et indskud i form af redskaber, dyr eller lån fra anden side.
»Men jeg tror ikke, det kommer til at virke,« siger Chris Williams. Der er en stor risiko i de første år, hvis høsten slår fejl. Og der mangler et ordentligt system til vejledning og optræning af nye bønder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her