Læsetid: 3 min.

Kat

Om katte kan der ikke fortælles noget nyt – dog kan den domesticerede skovkat Othello få tankerne på flugt
17. august 2002

Stikord
Sommerhusets mest prominente feriegæst er katten. En norsk skovkat med busket hale, endnu killing. Den siger næsten ingenting, har måske ikke vænnet sig til dansk omgangssprog, selv om den udmærket tolker vores adfærd og selv bestemmer, hvornår den vil forkæles eller distant gennemføre egne forehavender.
Om katte kan der ikke fortælles noget nyt, så vel beskrevne og beundrede de er. Deres fuldkomne tilstedeværelse i kroppen betager os, evnen til total afslappelse i hvilken som helst stilling, selv proptrækkerdrejet med hovedet bagover, ved næste blik rullet sammen med hovedet halvt gemt under en pote, i begge tilfælde med brøkdelen af et sekund parat til hvad som helst, siden ørernes store lytteapparat og kattesjælens radar aldrig er slået fra. Den opfanger pludselig lyde, man ikke kan registrere, men forholder sig ligegyldig over for dem, vi uvilkårligt selv noterer os fra forbikørende biler, fløjtekedler og den slags. En flues afdæmpede skridt hen over divanen sætter dem i alarm til et rask angreb. Endnu er den ikke øvet nok i at beregne vinklen til det mangeøjede insekts domæne, selv om den med held har taget en natsværmer ned med let klo og velbehageligt har fortæret den.
Med omhu har den gennem dagene forsigtigt udforsket sit område på grunden gennem græssets høje mysterier, i mørket under skuret, i et par meters prøvende spring op ad en træstamme, under bortførelse af en tøjdukke til senere fortæring.
Den domesticerede skovkat bærer fra fødslen navnet Othello. Måske er sjælen sort, men af ydre er den rødgylden og kunne minde om jernbanekatten Skimbleshanks blandt T.S. Eliots Praktiske Katte, som den på Nicolas Bentleys tegning danser cancan med stationsforstanderen, efter at den har kontrolleret bagagevognen. En litterær kat naturligvis.

Lige så selvfølgeligt som en kat indtager virkeligheden og gør den til sin, er den trådt ind i litteraturen, hvor æstetikerne har allieret sig med den. Der findes nok hundeelskere blandt kunstnere. Men sin eksklusivitet viser man ved særligt kendskab til arten felix. Ekstremt ved at lade sig afbilde med katten på skulderen eller ved siden af skrivemaskinen som en del af det professionelle og personlige indeliv. Fjernt fra alt hundevæsen. Det ville være som at gå ind i Perchs Tehandel i Kronprinsensgade, København, og spørge efter kaffe. Jeg overværede scenen en dag, hvor en ukyndig frue forhørte sig. Efter en forundret tavshed svarede manden bag skranken: »Jo, jeg har hørt, at der findes en sådan brun drik. Den fører vi ikke.«
Litteraturens kattedepot er stort, en ordentlig lagerbygning fuld af identifikationsmuligheder. Kattens erklærede hemmelige væsen er vækkende for tanken. Og hvad tænker egentlig Othello?
Eliot har blandt sine kattedyr, der alle har særprægede navne, også en vis Macavity, den mystiske kat, den, der bryder tyngdeloven, en levitationens mester, og altid er væk, når forbrydelserne sker, måske udført af håndlangerne Mungojerry og Griddlebone.
Det er ikke et kriminelt netværk, men en højere sammenhæng, der inspirerer Baudelaires ’mystiske kat, serafisk og pretiøs’, som har en stemme af Guds nåde.

Den er stedets fortrolige ånd;
Den dømmer, leder og råder
I sit rige på alle måder;
En gud, måske, en dæmon?

Digtet har tydelige erotiske undertoner, idet bl.a. kattens mjaven er en glasklar stemme, der lyder ind i hjernens mørkeste krog, »som strofens rytmiske sprog, som elskovesdrikken«. Selve den digteriske inspirations legemliggørelse. Dér sad han en aften og strøg dens lysbrune pelsværk, der udsendte en sød vellugt, da han strøg den med sine hænder.

To kattedigte er der i den store digtsamling Helvedsblomsterne, som den hedder i Peter Poulsens oversættelse. Skrevet under indtryk af to forskellige elskerinder, dette fra tiden med Marie Daubrun. Den ellers faste veninde, mulatpigen Jeanne Duval, aner man bag det første:

Gem dine kløer i poten og
kom
I min favn, du dejlige kat,
Og lad mig dykke i øjnene,
som
er gjort af metal og agat.

Når hans fingre glider hen ad dens rygrad, ser han sin elskede for sig. Hun med blikket »spidst som en syl og hårdt som granit«.

Isnende er hendes sfære;
Forfinet, en farlig duft, som
slår op
Og hænger omkring hendes
brune krop.

Og så ligger sommerhusets Othello dér ved siden af, lige til at, ja, klappe, det er noget, man gør med en hund, men stryge over den rødgyldne pels. Man kan så tænke sit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu