Voldsomme regnskyl og oversvømmelser har præget sommervejret i det sydlige Rusland og Nordkaukasus, men også politisk og militært trækker stormskyerne op. Og igen er det den nordkaukasiske republik Tjetjenien, hvor russiske styrker kæmper med lokale rebeller, der befinder sig i orkanens øje.
Nedskydningen af en russisk militær transporthelikopter med omkring 150 soldater ombord mandag understregede endnu engang, at Tjetjenien-krigen, som snart går ind i sit fjerde år, langt fra er forbi. Kreml og generalstaben i Moskva har haft travlt med at erklære, at krigens militære
fase er overstået, men tabet af omkring 115 soldater i helikopterstyrtet mandag de største russiske tab på en enkelt dag under den nuværende krig har endnu engang udstillet hulheden i disse proklamationer.
På hjemmefronten er episoden en alvorlig begmand til præsident Vladimir Putin, der mere end nogen anden russisk politiker har identificeret sig med det, der i den officielle jargon kaldes »den anti-terroristiske operation« i Tjetjenien. Helikopterstyrtet har da også udløst skarpe reaktioner
i russiske medier.
»Putin må stå til ansvar for den nedskudte helikopter,« skrev netavisen Gazeta.ru og trak paralleller til katastrofen på ubåden
Kursk, der sank i Barentshavet i disse dage for to år siden.
»I politisk forstand er dette et næsten lige så stort nederlag for Putin som katastrofen på Kursk,« skrev Gazeta.ru.
Kursk-historien gav Putin alvorlige ridser i lakken, men denne gang har præsidenten søgt at komme kritikken i forkøbet ved straks at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen. Og den russiske offentligheds fortsatte ligegyldighed over for krigen vil give Putin betydeligt manøvrerum, påpeger netavisen.
»Præsidenten har allerede vænnet sig til, at landets borgere ikke spørger sig selv om, hvorfor den afsluttede krig i Tjetjenien hele tiden koster nye liv,« siger Gazeta.ru.
Men denne uges hændelser i Tjetjenien understreger endnu engang, hvor bekostelig og besværlig en affære krigen er blevet for den russiske ledelse. Det har sat gang i modsatrettede bestræbelser fra grupperinger i og omkring Kreml med henblik på at få ændret den tilsyneladende så fastlåste situation.
En slapper-fløj under ledelse af den tidligere parlamentsformand Ivan Rybkin søger at bane vejen for forhandlinger med den tjetjenske leder Aslan Maskhadov i stil med de fredsaftaler, der i 1996 gjorde en ende på den første krig mellem Rusland og Tjetjenien. I sidste uge mødtes Rybkin, der menes at have forbindelser til den såkaldte familie, en af klanerne i Putins bagland, med
Maskhadovs repræsentant i
Schweiz, og hans bestræbelser synes at have vundet nogen opbakning fra den liberale fløj i russisk politik.
Imens har høge i russisk militær en ganske anden opskrift: De vil optrappe konflikten, hvis det bliver nødvendigt. I sidste uge sendte Ruslands forsvarsminister Sergej Ivanov, en nær allieret til præsident Vladimir Putin, således en kraftig advarsel til det selvstændige Georgien, der ligger syd for Rusland ved Sortehavet. Ivanov og andre russiske militære og politiske topfigurer hævder, at Georgien aktivt støtter separatisterne i Tjetjenien.
»Det internationale samfund har lige ødelagt en rede for den internationale terrorisme i Afghanistan,« sagde Ivanov i forbindelse med en militærøvelse i det sydlige Rusland.
»Vi må ikke glemme Georgien her i nærhededen, hvor en tilsvarende rede for nylig er begyndt at opstå.«
Udtalelserne fra Ivanov, hvis bånd til Putin skriver sig tilbage til deres fælles karriere i den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, er det hidtil mest utvetydige udtryk for, at kredse i Kreml er klar til at føre krigen ud over Ruslands grænser i et forsøg på en gang for alle at afgøre den. De verbale udfald mod Georgien viser også, at Kreml for alvor er ved at tabe tålmodigheden med Georgien og dets aldrende leder Eduard Sjevardnadse, der i en årrække i 1980erne var sovjetisk udenrigsminister, og som har søgt at placere Georgien som Vestens alliancepartner i Kaukasus.
Rusland beskylder georgierne for at bidrage til at holde konflikten i Tjetjenien i live dels ved at acceptere, at tjetjenske rebelgrupper skjuler sig i Pankisi-slugten, en ufremkommelig bjergegn i den nordlige del af Georgien, og dels ved at lade disse grupper krydse stort set uforstyrret frem og tilbage over grænsen til Rusland. Den russiske irritation over dette blev for alvor til raseri tidligere på måneden, da Georgien afviste at udlevere en gruppe tilbageholdte tjetjenske partisaner til Rusland.
Den georgiske regering i
hovedstaden Tbilisi har afvist Moskvas beskyldninger, og påpeger, at hverken Rusland eller Georgien reelt kan afpatruljere hele den fælles grænse, der for en stor dels vedkommende løber i bjergrigt terræn. Samtidig har Georgien nu fået assistance fra amerikanske militære instruktører, som uddanner landets specialstyrker til at tage kampen op mod rebellerne i Pankisi-slugten. Den amerikanske regering har involveret sig, fordi nogle af de tjetjenske rebeller menes at have forbindelser til terroristerne i al-Qaeda netværket.
Der er bred enighed blandt russiske og vestlige iagttagere om, at Moskvas skærpede retorik i forholdet til Georgien stikker dybere end blot spørgsmålet om at forhindre passage af små grupper af tjetjenske rebeller gennem uvejsomme bjergegne. For Kreml handler krigen i Tjetjenien nemlig i høj grad om at befæste Ruslands geostrategiske positioner i Kaukasus, og sikre sig kontrol over regionens energiressourcer.
Moskva-avisen Komsomolskaja Pravda mener, at der bag »luftige fraser« om kampen mod international terrorisme og for Ruslands enhed ligger mere håndfaste interesser. »I virkeligheden drejer det sig efter vores mening som altid om penge og olie,« skrev avisen sidste uge.
Kreml ser Georgien som den måske sidste mulighed for at øge sin regionale indflydelse og påvirke udvindingen og transporten af områdets afgørende ressource, olien i og omkring Det Kaspiske Hav. »For at undgå en georgisk alliance med USA og NATO forsøger Rusland at bringe Georgiens ledelse i miskredit ved at bevise dens forbindelser til terrorismen. Tjetjenske terrorister med forbindelser til Osama bin Laden passer perfekt i disse bestræbelser. Derfra stammer al ståhejen omkring Pankisi-slugten.« skrev Komsomolskaja Pravda.
