Læsetid: 2 min.

Khatami på første visit i Kabul

Den iranske frygt for USA’s tilstedeværelse i Afghanistan og de godt 1,5 million afghanske flygtninge i Iran stod højt på dagsordenen, da Karzai i går fik besøg af Irans leder
14. august 2002

KABUL – »Karzai og Khatami kommer igennem nu, stop!« Trods kæmpe blå ’UN’- bogstaver på fronten af vores hvide firehjulstrækker gav den bevæbnede vagt ved en af Kabuls centrale gader sig ikke. »I må gå hjem«.
Helt i tråd med Kabuls og Afghanistans væld af modsigelser kunne adskillige taxaer ses længere nede ad vejen.
Kun få vil beskylde Kabuls trafik for normalt at være velreguleret, men i går stod den stille i timevis, da Irans præsident Khatami ankom på sit første officielle statsbesøg i Afghanistan efter Taliban-styrets fald. Iranske sikkerhedsfolk og Karzais amerikanske livvagter skabte et trafikkaos, der fik selv de tålmodige afghanere til at bande, mens de to statschefer kørte fra lufthavnen til Karzais residens i Kabuls New City-bydel.

Tvang mod flygtninge
Et af de emner, der formentlig stod højt på dagsordenen, er Irans anvendelse af tvang over for de resterende halvanden millioner afghanske flygtninge, der i årevis har haft ophold i Iran. 500.000 afghanere er frivilligt taget tilbage siden oktober.
Mandag sagde Maki Shinohara, talskvinde i Kabul for FN’s flygningeorganization UNHCR, til Information, at afghanere i Iran var blevet bedt om at tage retur senest 11. august, og at mange afghanske børn var blevet nægtet et nyt skoleår i Iran. Omkring 3.000 flygtninge var mandag på vej mod grænsen ved Herat, hvor flygtningestrømnmen også var taget til dagene forinden. Ifølge Shinohara kom der i den første uge af August godt 10.000 afghanere retur. Karzai-regeringen har endnu ikke udtalt sig om situationen for de afghanske flygtninge i Iran.
Forholdet mellem Iran og den nye Karzai regering er allerede anspændt på grund af den amerikanske militære tilstedeværelse i Afghanistan og det ny styres forholdsvist tætte relationer til USA. Iran frygter, at amerikanerne ikke vil trække sig ud foreløbig – en antagelse, der er blevet bestyrket i de senere måneder, fordi USA efter mange militæranalytikeres mening egentlig afsluttede sin mission med at »knuse terroristnetværket i landet« i juni og kunne lade den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, tager over sammen med afghanske politisoldater.
Intet tyder på, at USA vil trække sig ud foreløbig, tværtimod er der tegn på et dybere engagement for at holde Afghanistan på stabil kurs mod fred og forening. Og for at kunne transportere olie gennem landet under trygge forhold.
Iran frygter ifølge analytikere, at Karzai glider tættere og tættere på Bush-regeringen, og at USA har droppet sin »minimale intervention« i Afghanistan til fordel for en mere omfattende og blivende interventionsstrategi.
USA højeste repræsentant i Kabul, Zalmay Khalilzad, har ved flere lejligheder givet udtryk for, at USA nu opfatter Afghanistan som en geostrategisk juvel, som skal bygges op uden nogen slutdato for gravearbejdet. En udvikling, der kunne trække fronterne skarpt op mellem Iran’s fundamentalistiske styre og Afghanistan’s unge regering under Karzai.

*Jesper Juul Jensen er tilknyttet FN’ befolkningsfond UNFPA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her