Læsetid: 7 min.

Jeg er klar nu

40 film på 30 år. Jørgen Leth fejres med udgivelse af en række af perlerne på video
23. august 2002

(2. sektion)

Film på video
Det synes at være tid til statusopgørelse og tilbageblik for digteren og filmmageren Jørgen Leth (f. 1937). For nylig udkom de samlede digte i stift bind. I midten af september præsenteres hans film retrospektivt i New York. Hans seneste film – Drømmere – opsamler 20 års interesse for haïtiansk malerkunst. Og den kommende premiere – Nye scener fra Amerika – genbesøger konceptet fra klassikeren 66 scener fra Amerika (1982).
Oven i dette flow af hyldester og personligt-kunstneriske tilbageblik har Gloria, den lille københavnske art cinema, udsendt seks videokassetter med et udvalg af Leths film fra alle årene.
Fortjent eller selvsving? Heldigvis det første. Det vidner gensynet med de 15 klassikere og kuriositeter i Glorias videoserie om. Redaktør Erik Lennart Petersen har valgt at lade udvalget cirkle om de to kategorier af film, der i tilbageblik efter stort set enhver målestok må rejse sig som de væsentlige søjler i Leths bidrag til filmkunsten: cykelfilmene og de skævt antropologiske og pseudo-dokumentariske blikke på hverdagslivet, startende med Det perfekte menneske (1968) og kulminerende med hovedværket Det gode og det onde (1975).
Omkring disse ligger andre grupperinger eller enkeltværker: eksperimentet Motion Picture (1969) med tennislegenden Torben Ulrich. Den allerede nævnte 66 scener fra Amerika. Verdensomrejsen Det legende menneske (1986). Den visuelle notesbog Notater fra Kina (1987). Det personlige, litterære album Dansk litteratur (1989). Den uventet kaotiske Haïti. Uden titel (1995). Og flere andre.
Hver for sig alle seværdige og givtige at genbesøge. Og samlet et respektindgydende oeuvre om hvilket, man med sikkerhed kan sige, at dansk
film havde været fattigere foruden.

Metode
Jørgen Leth indleder Det legende menneske med en monolog, der i let ændret form går igen i digtsamlingen Hvordan de ser ud (1987):
»Jeg er klar nu/ Jeg flytter lige rundt på et par ting/ og lader som om alt er muligt/ intet er umuligt/ jeg siger ’det regner’/ og jeg siger ’nu regner det ikke mere’/ og så er det sådan// Jeg stiller spørgsmålet ’hvorfor?’/ og går ud fra at intet er givet/ alt er nyt/ det er den leg jeg leger.”
Monologen (og digtet) betragtes ikke uden grund som en slags poetik og filmisk programerklæring for Jørgen Leth. Ordene indfanger ganske præcist den blanding af passiv iagttagelse og aktiv iscenesættelse, der karakteriserer hans film og placerer dem i et grænseland mellem dokumentarisme, fiktion og personlige, poetiske visioner.
Nogle af Jørgen Leths vigtigste egenskaber som instruktør er konsekvens, modet til at fravælge og sansen for metodens vigtighed. Man kan få indtryk af, at uanset hvem, Leth arbejder sammen med, og uanset hvor meget ansvar, han lægger over på filmholdet, så kommer de
lethske intentioner altid op på lærredet – som en tone, en vinkling, et sprogligt greb. Og i yderste konsekvens som et kunst- og livssyn, der manifesterer sig med en kraft, således at selv det mindste uddrag fra en Leth-film uden videre lader sig identificere.
I disse dogmetider er det værd at bide mærke i, at vi i Jørgen Leth har en filmkunstner, for hvem det at tænke i spilleregler fra starten har været en uadskillelig del af den kreative proces. For Leth starter arbejdet med en film naturligt med at opridse en metode, et regelsæt, ikke for på forhånd at definere indholdet eller udelukke tilfældet fra at spille ind, men for hele vejen igennem at have en ramme og en klangbund for de beslutninger, der skal træffes. I kunst er formen alt. Og hos Jørgen Leth kan man iagttage, hvordan formelle og metodemæssige regler ikke nødvendigvis virker begrænsende, men tværtimod kan være udfordrende for kreativiteten.

Antropolog?
Selv har Leth peget på, at to af de metodiske grundsten i hans univers er antropologien og journalistikken. Som ung studerede han i en kort periode antropologi på Københavns Universitet. Og det journalistiske har i alle årene løbet som et parallelt spor ved siden af film og digte.
Fornemmelsen af at være vidne til en antropologs filmkunstneriske undersøgelse af verden træder tydeligst frem i den serie, der omfatter titler som gennembrudsværket Det perfekte menneske, Livet i Danmark (1971) og Det gode og det onde. Her skinner spillereglerne klart igennem, ligesom instruktøren på lydsiden med nøgtern stemmeføring gør rede for sine intentioner. Filmene vil undersøge deres emner: mennesket, den danske hverdag, selve livet.
Men samtidig er der konsekvent glimt i øjet. Det er jo nogle absurde projekter! Mennesket og livet hentes ind i filmstudiet og holdes under mikroskop. I Det perfekte menneske er præmissen, at mennesket kan beskrives som summen af en række detaljer og isolerede handlinger. Og i Det gode og det onde udvides undersøgelsesfeltet til at omfatte selve livet, som nedbrydes i 10 kategorier: Ansigterne, Kroppene, Tingene, De nødvendige handlinger, De unødvendige handlinger, etc.
Har man først fået øje på, hvad der er på færde, indfinder smilet, alvoren og eftertanken sig i en behagelig blanding. Og ved at postulere, at det er muligt at stille sig fremmed over for det velkendte, opnår Leth ikke blot en skærpelse af sanser og opmærksomhed. Også relationen mellem værk og omverden, mellem filmmager og publikum, kompliceres og nuanceres gennem det drilske greb. Som beskuer udfordres man i usædvanlig grad af filmmageren, som et andet sted i det før citerede digt konstaterer: »jeg laver min egen verden/ systematiserer kaos.«

Journalist?
Også i cykelfilmene – først og fremmest Stjernerne og vandbærerne (1973) og det vældige drama En forårsdag i helvede (1976) – gøres forsøg på at systematisere kaos. Samtidig med at Leth, som altid, laver sin egen verden.
I Stjernerne og vandbærerne følges 1973-udgaven af etapeløbet Giro d’italia, for rytterne en seriøs strækning fra Nordtyskland til Trieste. I dag kender vi sportsjournalisten Jørgen Leth som en indsigtsfuld tv-formidler. Men allerede fra de første feststemte minutter af filmen om Giro d’Italia bliver det klart, at her træder den objektive journalist til side og lader den lidenskabelige historiefortæller komme til orde. Ganske vist rummer speaken faktuelle oplysninger om løbets historie. Men filmens montage af ankomst og forberedelser, sammen med den næsten cirkusagtige musik, lægger op til det mytologiske drama, der skal komme.
Efterhånden som Stjernerne og vandbærerne skrider frem, tildeler Leth aktørerne roller og karaktertræk. Og han nøjes ikke med at beskrive, hvad han ser. Han går også ind i deres tanker: »Calvancanti kigger sig tilbage. Hvor er Simonti?« Filmen er lavet med et ganske lille hold, hvilket burde være en umulighed. Et cykelløb kan ikke overskues af et nysgerrigt kamera. Men netop dette dispenserer Leths engagerende speak for. Dramaet indfinder sig som et resultat af syntesen af speak, musik og reportage. En effektiv nyskabelse i den dokumentariske film.
Den mytologiserende læsning af cykelsporten får en ekstra tand i En forårsdag i helvede om løbet Paris-Roubaix, »det hårdeste og smukkeste af cykelsportens klassiske løb«. Den sidste del af løbet køres på de frygtede brostensbelagte markveje og pavéer. Om denne strækning hedder det, idet Leth på lydsiden svinger sig helt op: »Et i sandhed legendarisk terræn. Dette helvede er år efter år skueplads for danteske infernoscener, utrolige strabadser, martyrier.« Det er denne strækning, titlens ’helvede’ henviser til.
Reelt befinder metoden i cykelfilmene sig lige så langt fra journalistikken, som de ’antropologiske’ film befinder sig fra antropologien. Leth overtager nogle greb, redskaber og synsvinkler fra andre felter. Men han inkorporerer dem i en helt personlig diskurs, hvor det ganske vist er overflader, der betragtes, men hvor de sandheder, der læses frem, rækker langt videre end de snævre felter, der er genstand for undersøgelse.
De to store cykelfilm er suppleret med den kortere Den umulige time (1975) og – som noget af et scoop – tv-eksperimentet Eddy Merckx i nærheden af en kop kaffe (1973). I den sidstnævnte indgår instruktørens private optagelser fra Tour de France (»min yndlings-roman som fortsætter år efter år«) i et særegent miks sammen med digtoplæsning, musik af favoritten Antonio Carlos Jobim samt en undersøgelse af tv-studiets muligheder.
Alt i alt udgør pakken af Jørgen Leth-film et inspirerende bibliotek af metodiske tilgange til filmmediet. Og et fornemt overblik over en vældig produktion, hvor kontinuitet og fornyelse i alle årene har eksisteret side om side.
Skal man absolut finde på noget mere at ønske sig, kunne det være, at formatet havde været dvd og ikke vhs. Men det ville en udgivelse af denne karakter formodentlig ikke kunne bære rent økonomisk. I stedet kan vi nøjes med at opfordre Gloria til ikke at sætte punktum for serien med de seks bånd. Jørgen Leth runder med efterårets premiere på Nye scener fra Amerika de 40 film, og selv om de 15 udvalgte titler stort set rammer plet, er der absolut belæg for at udsende i hvert fald en håndfuld mere. Vi er klar nu.

*15 film af Jørgen Leth fra perioden 1968-96, udgivet på seks videokassetter af Gloria Film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her