Kræft
Alle, der har haft kræft tæt inde på livet, ved, at kræft er dødsens alvor. Mange vil kende til magtesløsheden og det frygtelige dilemma, man stilles over for i valget af eksisterende behandlingsformer. Kemoterapi er så giftig, at det altid udvikler sig til et kapløb med tiden om at dræbe kræftcellerne, inden patienten selv dræbes af kemoterapien. Selv når behandlingen lykkedes, kan behandlingen efterlade patienten så svag, at andre opportunistiske infektioner kan gøre det af med patienten.
De fleste læger anbefaler alligevel, at man påbegynder behandling med det samme, for alternativet er næsten altid den visse død. Døden er vores ene vished, men visheden indfinder sig ikke altid i overensstemmelse med lægernes forudsigelser.
I sin nye bog beskriver Michael Gearin-Tosh, hvordan han indtil videre har overlevet otte år efter en diagnose på knoglemarvskræft, hvor lægerne gav ham højst et par måneder tilbage at leve i. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Gearin-Tosh har overlevet denne normalt meget aggressive og terminale kræftform i så lang tid, men det er endnu mere bemærkelsesværdigt at Gearin-Tosh ikke har modtaget nogen form for konventionel behandling som kemoterapi eller strålebehandling.
Ikke en selvhjælpsbog
Boghandlerne er fuld af selvhjælpsbøger om alternative kræftterapier, som alle lover hurtig helbredelse med ofte minimal indsats. Mange læger anklager med rette disse bøger for at skabe urealistiske håb hos nogle kræftpatienter, som venter alt for længe med at påbegynde en behandling, som ellers potentielt kunne have hjulpet dem med at overleve. Denne kategori af selvhjælpsbøger inkluderer ikke Gearin-Tosh nye bog, som ikke indeholder opskrifter for overlevelse, men i stedet er en modig og ofte ganske morsom beskrivelse af en mands kamp mod alle odds i kræftens lotteri.
I juni 1994 blev Michael Gearin-Tosh pludselig ramt af længerevarende høj feber, der blev diagnosticeret som knoglemarvskræft (myeloma, der udgør cirka én procent af alle kræftformer). Som mange andre kræftpa-
tienter følte Gearin-Tosh ikke, at lægerne gav nok information om sin dødelige sygdom og søgte derfor selv mere information.
Knoglemarvskræft
Gearin-Tosh fremskredne form for knoglemarvskræft (diffus myelomatosis) er ikke mulig at helbrede og giver blandt andet voldsomme knoglesmerter med patologiske brud og nyresvigt. Sygdommen blev diagnosticeret til at være så fremskreden, at Gearin-Tosh havde, hvad der svarer til en 90-årigs skelet. Uden behandling dør 15 procent inden for de første tre måneder, og selv med behandling overlever man kun to eller højst tre år. Den slags oplysninger kan tage modet fra enhver, og da den ene læge efter den anden dernæst anbefalede ham hurtigst muligt at begynde kemoterapi for i det mindste at forlænge tiden blandt de endnu levende, må det have syntes som et håbløst kapløb, hvor taberen er givet på forhånd.
I dette mørke lykkedes det alligevel Gearin-Tosh med hjælp fra gode venner at finde den vej som holdt ham i live. Særligt en tidligere studerende Carmen Wheatley hjalp med at finde mening i et væld af ekspertudsagn fra forskellige læger. Fra starten var Gearin-Tosh meget imod kemoterapi, hvilket blev for-stærket af, at statistikken viste, at for denne type knoglemarvskræft kunne kemoterapi højst forlænge overlevelsen marginalt.
I stedet begyndte Gearin-Tosh at undersøge diverse
alternative behandlingsformer. Han blev hurtigt meget interesseret i muligheden for at kontrollere kræft gennem madtilskud. Efter megen tvivl og søgen, som er fint beskrevet i bogen, valgte Gearin-Tosh den såkaldte Gerson-terapi.
Denne ernæringsterapi hævder at kunne hjælpe mod kræft og særligt kræftknuder ved blandt andet at benytte sig af de videnskabelige fremskridt inden for ernæringstilskud. Terapien foreskriver en diæt, som hovedsalig er vegetarisk med højt mineral og vitaminindhold, men med lavt proteinindhold. Hovedformålet er at forøge patientens almenvære ved at nedsætte leverstress gennem at bruge friske fødevarer uden tilsætningsstoffer. Den mest kontroversielle del af terapien er brugen af kaffelavementer op til fire gange om dagen i begyndelsen. Ideen er at afgifte leveren og kroppen så meget som muligt.
Gearin-Tosh går ikke i detaljer med terapien, hvilket i stedet overlades til Carmen Wheatleys essay The 0.005% Survivor, der bringes i slutningen af bogen, og som beskriver hele sygdomsforløbet fra diagnose til behandling med fuldt noteapparat. I stedet skriver Gearin-Tosh om de bøger, de venner og den støtte, han fik til at gennemgå processen i kræftens mørke. Han understreger, at blot fordi at denne terapi virkede for ham, så er det ikke sikkert, at den vil hjælpe andre.
Smittende overskud
Gearin-Tosh skriver med et overskud, som smitter, og som måske kan bære andre igennem mørket. På et tidspunkt skriver han om, hvordan han fik lejlighed til at fortælle om sit sygdomsforløb til David Weatherall, Oxford Regius-professor i medicin, der lyttede eftertænksomt og sagde så efter nogen tøven: »Vi ved så lidt om, hvordan kroppen fungerer«.
Man kan ikke undlade at håbe denne beskedne ærlighed vil inspirere nogle fagfæller.
Living Proof er et væsentligt personligt indlæg om en videnskab, der hidrører os alle, og hvor der stadig mangler en grundlæggende forståelse af kræftens gåder. Netop fordi videnskaben endnu ikke tilnærmelsesvis har noget, der ligner en effektiv behandling for mange kræftformer, er det værd at lytte til dem, der har besøgt kræftens
mørke.
Det er muligt, at Michael Gearin-Tosh blot har været umanerligt heldig i kræftens lotteri, men det kan også være, at der i hans personlige mytteri mod lægevidenskabens etablerede dogmer om kemoterapi og i hans stædige afsøgen af mulige kostforbedringer ligger en interessant strategi, der kan komplementere eksisterende og nye kræftbehandlinger.
*Michael Gearin-Tosh: Living Proof. A medical mutiny, Simon & Schuster: London, £14.99
