Læsetid: 5 min.

Kraftvarmehærværk

’I hashmiljøerne er man tættere på kanten og det uventede. Man går ind i miljøerne for at undgå at kede sig,’ siger Jakob Ejersbo, forfatter til samtidsromanen ’Nordkraft’. ’Storværk’ lyder ekkoet fra anmelderne
24. august 2002

Litteratur
En glad og selvsikker omend en kende stresset Jakob Ejersbo tager imod i sin lejlighed på Nørrebro. Telefonen ringer ustandselig. Ejersbo ved ikke om han eller telefonsvareren skal svare, men det ender som regel med at svareren kommer til kort.
Natten var hård uden megen søvn. Ejersbo ventede på anmeldernes dom over hans første roman, Nordkraft, og da de kom, lignede det et gennembrud. Her er måske den samtidsroman, kritikerne efterlyste for nogle år og en anden samtid siden.
»Jeg er lidt stegt i hjernen,« siger Ejersbo, der oven i alt det andet er i færd med at ruste sig mentalt til aftenens live-optræden på nordjysk regional-tv. Det er to år siden han debuterede med den roste og sprogligt lige-ud-af-posen novellesamling Superego.
»Et talent af de allerstørste folder sig ud,« skriver Jens Kistrup i Weekendavisen om Nordkraft, mens Politikens Bjørn Bredal mener, at vi måske hér har det 21. århundredes svar på Hærværk. I herværende dagblad kunne man forleden læse, at Nordkraft var en glimrende bog, dog ikke stor litteratur. Nordkraft foregår i Ålborg, der hermed har fået en plads i samtidslitteraturen, hvilket Jyllands-Postens Jon Helt Haarder hamrer fast med et udråbstegn.
»Jeg er lidt spændt på reaktionen deroppe,« siger Ejersbo, »omsider kommer der en bog om Ålborg, og så viser den bagsiden af mønten.«
Der ryges hash i pladevis i Nordkraft. Der junkes igennem så det koster en af romanfigurerne livet. Men der leves og elskes og hærges også så grundigt og morsomt, at hashpiben næsten får en anden lyd.
Det er nærliggende at spørge, hvor Jakob Ejersbo selv står i forhold til hashen.
»Hash er ikke hverken værre eller bedre end alkohol. Begge kan bruges og misbruges,« siger Ejersbo, der ikke selv er forfalden til stoffet, »der er småpushermiljøer i alle byer, det foregår i det skjulte, og miljøerne lever bedst i stilhed. Det er hyklerisk at samfundet stiltiende har accepteret hash i årtier, selv om vi har en lov imod det.«
– Helge Adam Møller mener, hash leder til hårdere stoffer. Bør hash forbydes totalt?
»Jeg prøver at forholde mig til realiteten, og jeg synes, det ville være en bedre model at legalisere det. I praksis er det jo så godt som lovligt.«
»Man siger fra regeringens side, at man vil begrænse rockernes udfoldelsesmuligheder, samtidig med at man opretholder en lovgivning, som giver dem et helt sikkert indtægtsgrundlag. Det er jo absurd,« siger Ejersbo og understreger, at han ikke er ude i noget narkopolitisk ærinde.
»Bogen handler jo også om så meget andet end stoffer, om forældregenerationen og deres forhold til arbejde; forholdet til familien, om kærlighed og venskab etc. Den menneskelige del af historien kunne lige så godt være henlagt til et andet sted, men stofmiljøet er nu engang spændende. Man er tættere på kanten og det uventede.«
Personligt kender Jakob Ejersbo ikke miljøerne indefra, men han har venner i Ålborg, der gør.
»Jeg færdedes i musikmiljøet omkring café 1000fryd sidst i 80’erne. Der mødte jeg nogle folk, som jeg begyndte at stå og svede med i et øvelokale. En, jeg spillede i band med, blev pusher. Man går ind i miljøet for at undgå at kede sig. Det er gennem min fortsatte kontakt med mine venner fra dengang – som i øvrigt er udmærkede folk, der laver andre ting i dag – at jeg har haft adgang til de anekdoter fra miljøet, som Nordkraft bl. a. er baseret på.«
Som forfatter benytter Ejersbo sig af omfattende research. Nordkraft kan i passager læses næsten som en slags dokureportage, der trænger ind og belyser, hvor medierne tier på grund af pladsmangel eller sensationshunger. Ejersbo forlod Ålborg i 1991 for at læse til journalist, en bagage, han har stor glæde af i forfattergerningen:
»Jeg har interviewet omkring 20 personer i løbet af skriveprocessen. Hundeavlere, en tandlæge, en sygeplejerske, en sømand, en tidligere storryger af hash, folk, der har taget syre, en iraner. Det er begrænset, hvor meget jeg selv ved og har oplevet. Det ville ikke gøre nogen særlig spændende roman.«
– Når man læser om Hossein i romanen, kan man spekulere på om hans univers er opdigtet eller baseret på fakta?
»Personer og hændelser i bogen er opdigtede, men detaljerne og de sproglige kendetegn er i høj grad hentet fra virkeligheden. Jeg har længe haft lyst til at skildre en flygtning eller indvandrer, og når nu der skulle være en iransk mand med i bogen, var det vigtigt at skildre ham som et rigtigt, sammensat menneske og ikke bare Vollsmoseprototypen ’den fremmede’. Jeg tænkte længe, før jeg fandt et greb på det, som jeg syntes holdt vand. De unge, iranske mænd der kom til Danmark efter den islamiske revolution, er blandt de største antimuslimer man kan finde hertillands. De er i den grad iranere mht. kønsroller, men samtidig er de tit ateister og demokrater. I en bog får man præsenteret et nuanceret billede, fordi der er plads. Det er derfor man bør læse bøger somme tider, i stedet for at læse aviser.«
– Men har man råd til det?
»Det er ikke noget, der passer til min pengepung, men jeg håber selvfølgelig at mine bøger når ud til så mange så muligt. Nordkraft skal ikke skabe debat, og det tror jeg bestemt heller ikke den vil gøre, men den kan vække til mere eftertanke hos den enkelte læser. Det, synes jeg, er langt vigtigere. Bogen giver læseren mulighed for at spejle sit eget liv uden at få serveret et facit,» siger Jakob Ejersbo, »litteraturen lever i bedste velgående.«
Det er mere, end man kan sige om Ejersbos litterære forbilleder. Han nævner i flæng Hans Kirk, Hemingway, Steinbeck, Remarque og Solsjenitsyn.
»De benyttede også research i deres brede, realistiske skildringer. Det er den genre, der interesserer mig. Metoden er central i både russisk og amerikansk litteratur.«
– Kan du nævne et nyere, levende dansk navn, du sætter pris på?
»Så skal vi over sundet til Kerstin Ekman,« undviger Ejersbo.
Hårdt presset rejser han sig trods alt og går over til den monumentale, firkantede gigareol, der synes at trodse tyngdekraften langs stuens ene væg, hvor den hænger med sine godt to hyldetons tætpakkede bøger.
»Onko-mus af Hans Lucht,« siger Ejersbo og fisker et undseligt bind ud af ordhavet, »det er en god bog.«
Telefonen ringer igen. Snart letter flyet til Ålborg. Jakob Ejersbo hader at være på tv.
»Det er rædselsfuldt.«
Man fornemmer, at Ålborgs reaktion på bogen ikke lader ham kold. Et opgør med hjemstavnen?
»Ålborg har forvandlet sig betydeligt siden de tidlige 90’ere, som Nordkraft foregår i,« siger Ejersbo, »musikmiljøet fra dengang findes ikke mere. Kraftvarmeværket Nordkraft er lukket og ved at blive revet ned. Ålborg er blevet en pæn by, ligesom Århus. Det er sværere at se, at den tidligere var arbejderby.«
»Selv om bogens handling foregår i et noget flosset miljø, så er der meget saft og kraft i personerne og også i de ting, der foregår. Derfor titlen,« siger Jakob Ejersbo, der ikke har planer om at vende tilbage til hverken Ålborg eller de musikerdrømme, han dyrkede i miljøet omkring café 1000fryd i starten af 90’erne.
En westernguitar, en elbas og en forstærker skutter sig langs væggen modsat den monumentale bogsamling.
»Det er kun til hyggebrug,« siger Ejersbo, og så ringer telefonen igen.
Ålborg kalder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu