Læsetid: 2 min.

Kritik af ny EU-fond

EU opretter katastrofefond. Men politikere tvivler stærkt på, at EU på forsvarlig vis kan forvalte milliarder katastrofehjælp
30. august 2002

Efter sommerens oversvømmelser i Centraleuropa vil EU-Kommissionen nu oprette en fond, så unionen i fremtiden kan træde til med hjælp efter primært naturkatastrofer. God idé, siger medlemmer af Europa-Parlamentet, men de tror ikke rigtig på Kommissionens evne til at forvalte bistand fornuftigt.
»Et budskab om solidaritet,« siger formanden for Kommissionen, Romano Prodi, om katastrofefonden. Den skal oprettes inden årets udgang og rumme op til en mia. euro (ca. 7,5 mia. kr.).
Forslaget skal diskuteres på EU’s udenrigsministermøde i Helsingør, som er i dag og i morgen. Udenrigsministrene, heriblandt Per Stig Møller, støtter på forhånd forslaget, men ministrene kan gå hen og få problemer i Europa-Parlamentet. Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Torben Lund, siger:
»Umidelbart er fonden en fin ide. Men EU er ikke kendt for at være for god til at administrere midlerne, så derfor er det en afgørende forudsætning for sådan en fond, at man får tilstrækkeligt med personale og faglighed til at sikre, at midlerne ikke anvendes forkert.«

Dybt kritisk
Europa-parlamentariker Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen er også skeptisk:
»Jeg er dybt kritisk over for EU’s forvaltning af katastrofemidler på grund af de mange skandalesager. F.eks. skete der det efter orkanen Mitch i Mellemamerika, at EU bevilgede en masse penge, men næsten ingen af pengene nåede frem til ofrene. Hvis vi skal stemme for sådan en fond, må der være fuld kontrol og gennemsigtighed,« siger Jens-Peter Bonde.
Europa-parlamentariker Niels Busk fra Venstre er imod en fond og siger:
»I stedet for at stable penge oven på hinanden i en fond så jeg meget hellere en langt større forebyggende indsats. Man kunne f.eks. bruge nogle af de regionale midler til at forbedre sikkerheden i byer og ude på landet. Det kunne eksempelvis være via EU-støtte til at fjerne huse i højrisikoområder eller lave reservoirer, hvor vandet kan ledes hen, når det stiger.«

Ekspert-kritik
Forslaget fra Kommissionen mødes også med skepsis hos en af eksperterne i nødhjælp. Katastrofe-koordinator Lennart Skov-Hansen fra Folkekirkens Nødhjælp siger:
»Det her forslag lugter af noget politisk fnidder-fnadder op til valget i Tyskland 22. september. Der er selvfølgelig stor brug for hjælp i Tyskland, men det ville have været langt mere interessant, hvis EU satte ekstra mange penge af til sultende i Afrika eller til miljøforbedringer.«
Talsmand for Romano Prodi, Reijo Kemppinen, afviser, at der er gået tysk valgflæsk i Kommissionen og siger:
»Der er støtte til det her forslag fra både oversvømmelsesberørte og ikke-berørte lande. Man må jo ikke glemme, at ødelagt infrastruktur som veje og togskinner i et EU-land påvirker økonomien i de øvrige lande.«

*Læs Kommissionens forslag på http://europa.eu.int/comm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her