LUANDA José Domingos Manuel mistede sit højre ben for 15 år siden.
Han var menig i Angolas Væbnede Styrker og havde kæmpet i fire dage mod UNITA-oprørere i den østlige del af landet.
»Vi gik over en mark, og pludselig sagde det BUM. Jeg vidste med det samme, at det var en landmine. Men jeg troede, at det var en af mine kammerater, der havde trådt på den. Først da jeg mærkede, at mit ben var vådt, og at jeg ikke kunne komme op at stå, forstod jeg, at det var mig selv, der var såret,« beretter den 34-årige eks-soldat.
Han blev båret til et feltlazaret i skoven og senere overført til et provinshospital.
»Da det for alvor gik op for mig, hvad der var sket, tænkte jeg, at livet er slut. Jeg var kun 19 år og troede ikke, at der var nogen, der ville gifte sig med en invalid og have børn med ham,« mindes José Domingos Manuel.
Han tog fejl. I dag har han en kone og tre børn. Og hans største bekymring er, om han kan tigge penge nok til husleje, mad og skolepenge til børnene. Hans hustru har ikke fast arbejde, men går rundt i hovedstaden Luandas gader og sælger bananer som tusinder af andre kvinder.
To ulykker om dagen
José Domingos Manuel står dagen lang med sine krykker i et lyskryds ved 1. maj-rundkørslen og holder hånden ud mod de ventende bilister. Stedet er kendt som Krykkernes holdeplads. Her er ét-benede soldaterveteraner i falmede uniformer, kvinder som er blevet lemlæstet under markarbejde, og børn, der tog fejl af en mine og et stykke legetøj.
»Alle tigger, så konkurrencen er hård. Og der kommer hele tiden nye mineofre til. Selv om der er fred, fortsætter minerne med med at føre krig,« forklarer Domingos Manuel.
For en måned siden satte ministeren for hjælp og social integration, João Baptista Kussumua, tal på tragedien. Han skønnede, at der lever 80.000 mineofre i Angola, og at der er fire-fem millioner miner spredt ud over landet. Der sker cirka to ulykker om dagen, og hvert tredje offer dør.
Mindst seks udenlandske organisationer rydder miner i Angola. Siden våbenhvilen 4. april har de været på overarbejde.
I den østlige Moxico-provins, hvor José Domingos Manuel mistede benet, arbejder den britiske organisation MAG for eksempel sammen med hjælpeorganisationen LWF, Den Lutherske Verdensføderation, om at rydde veje og stier, så nødhjælpen kan komme frem, og de mange flygtninge og internt fordrevne kan vende hjem.
Folkekirkens Nødhjælp er partner med LWF, som bl.a. støtter teater- og dansegrupper, der rejser rundt og advarer landsbyboere om de farer, der lurer omkring mange brønde, sundhedsposter og skoler. Nogle miner blev gravet ned for at terrorisere befolkningen til at flygte eller forhindre fjenden i at overtage et område efter en tilbagetrækning. Andre skulle beskytte vigtige installationer, for eksempel el-master, broer, dæmninger og baser.
70 slags miner
Over 70 forskellige typer af miner produceret i mere end 22 lande gemmer sig i Angolas rødlige jord. De blev lagt af regeringshæren og politiet, UNITA og andre væbnede grupper, sydafrikanske, cubanske og russiske soldater. Minerydningseksperter siger, at kun cubanerne tegnede præcise kort over minefelterne.
»Angola er et af de mest mine-plagede lande i verden. Landminerne skaber ufattelige lidelser og bremser udviklingen. Folk kan ikke arbejde på mange af markerne, og handelen i det meste af landet er gået i stå, fordi vejene og broerne er lukkede på grund af sprængfare,« forklarer vicechefen for Norsk Folkehjælps minerydningsprogram i Angola, Mário Nunez.
Norsk Folkehjælp begyndte allerede at rydde miner i Angola i 1995. Siden har hundene, metaldetektorerne og de dansk-byggede Ardvaark-køretøjer sporet og sprængt over 4.000 anti-personminer og 466 anti-tankminer.
»Men der er lang vej igen. Det er let at lægge landminer, men farligt og besværligt at fjerne dem,« siger Nunez. Norsk Folkehjælp støttes bl.a. af den norske, svenske og amerikanske regering.
Ottawa-traktaten
Noget af det første, Angolas præsident, José Eduardo dos Santos, gjorde efter våbenhvilen, var at ratificere Ottawa-traktaten, som forbyder udvikling, produktion, lagring, salg og brug af antipersonminer.
Ottawa-traktaten er fra 1997 og er foreløbig blevet ratificeret af 125 regeringer. Men et halvt hundrede lande har endnu ikke skrevet under. Blandt andre Kina, Cuba, Israel, Irak, Tyrkiet, Pakistan, Indien, Rusland og USA.
Nogle af minerydnings-firmaerne har lovet at træne tidligere soldater og oprørere til at fjerne miner. Det er José Domingos Manuel glad for.
»Det varmer mit hjerte, men der bør også gøres en større indsats for mineofrene. Et olierigt land som Angola må have råd til at give krykker og kørestole til alle, der har brug for det. Jeg fik mine krykker af Røde Kors ikke af regeringen. Og staten må have råd til at betale en ordentlig pension til de handicappede. Mange får ingenting. Men jeg er krigsveteran og har krav på 196 kwanzas (ca. 35 kr.) om måneden. Det er ikke nok til at leve for, og de sidste tre måneder har jeg slet ikke fået udbetalt noget, fordi kontoret for krigsveteraner påstår, at kassen er tom. Er det en måde at behandle sine medmennesker på,« spørger Manuel.
*Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af U-landsorganisationen Ibis til det sydlige Afrika
