(2. sektion)
Outsideren
I det nye stykke, jeg instruerer, har en af personerne en monolog om, at han vil reparere på sit ægteskab. Han vil begynde at være sød ved sin kone, gøre flere ting sammen med hende, invitere hende på hotel og vise hende sin kærlighed. Det er en meget varm monolog,« forklarer instruktøren Emil Korf Hansen som et eksempel på, hvordan han har til opgave at skabe en genkendelighed, der ikke er forudsigelig.
»Så siger jeg: Lad os placere den monolog i en scene, hvor manden er midt i at voldtage en anden kvinde. På den måde bliver monologen scenens varmeapparat, mens voldtægten bliver dens køleskab. Og det er dér, at en repræsentant for det traditionelle teater ville sige: Hvad skal det dog til for? Er teksten ikke fin som den er? Mit svar er, at jeg skal finde frem til tekstens ærlighed. Alle kender den slags konflikter mellem hensigter og handlinger. Jeg skal finde ærligheden gennem min subjektivitet; gennem at gøre forsøg og sammen med skuespillerne lege mig frem til det, teksten handler om. Når min subjektivitet er ærlig nok, er det den, der finder frem til det almene og sande i teksten; det, der gør den vedkommende for tilskueren.«
Korf Hansens stykke hedder Top Dogs og er skrevet af Urs Widmer. Det har premiere i oktober på Bådteatret, der 30. juni fik frataget al økonomisk støtte af Teaterrådet efter den nye regerings finanslovsbeskæringer. Emil Korf Hansen var netop tiltrådt som den ene af tre nye direktører for teateret og har siden kæmpet for at skaffe midler til dets overlevelse. Men ingen ved, om teateret lever om et halvt år.
Angst er for udbredt
»Der er syv skuespillere på scenen i Top Dogs, og det er ærligt talt lidt af en luksus i vores situation. Ingen ved, hvad den forestilling vil gøre ved teaterets økonomi. Men man kan ikke bruge angst til noget, når man skal lave kunst. Angst er i det hele taget for udbredt også i den danske teaterverden. Hovedsynden er, at forretning og kunst er blevet blandet alt for meget sammen. Både for skuespillerne, som tænker på deres næste engagement, og på det større plan: I den nye regerings optik skal vi kunne præsentere en vare, som kan sælges. Men det er det modsatte af kunst. Så snart man har en vare, der kan beskrives, bliver kunsten til underholdningsindustri,« hævder Emil Korf Hansen.
»Også som skuespiller må man kunne lægge sin stolthed på hylden og leve sig ind i for eksempel en schweizers syn på Ofelia som handikappet. Det handler om tillid og om at skabe noget nyt. Jeg insisterer på min ret til at gå i gang med noget, som jeg ikke kan se hvor ender. Hvordan skaber man nicher til at opfinde det ny, hvis kongen fyrer hofnarren? Hvis man har en regering, der er så hovmodig, at den beslutter, at oppositionen, kritikken og negationen er unødvendig? Den plads må vi finde.«
For Emil Korf Hansen har kunstens plads altid været i oppositionen. »Vi skal være outsideren. Og i teateret skal vi give folk det nye, men vi skal også give dem genkendelsen. Det er ligesom, hvis du går til koncert og hører Niels Henning Ørsted-Pedersen spille Lille Peter Edderkop. Hvis du kommer tre minutter for sent, aner du ikke, hvad det er, han spiller. Mens hvis du var der fra starten, er du blevet taget med på en proces fra genkendelsen til det unikke. Så møder du pludselig nye melodier, rytmer, tonearter, et nyt syn på verden. Teater, som ikke er abstrakt som musik, har endnu mere brug for genkendelsen for at få folk til at opleve det nye. Men det gør de ikke, hvis de er inde og se et teaterstykke, som bare skal tilfredsstille et behov.«
Har instruktøren total frihed til at gøre ved teksten, som han vil?
»Han har frihed til at finde frem til det væsentlige. Det er væsentligt, at en velformuleret erhvervsleder som ham i mit stykke har en skyggeside, som er hans seksualdrift. Men han bør ikke bruge sin frihed til at udglatte og harmonisere alle modsætninger, for eksempel i Holberg, for at få det til at glide lige ned hos et moderne publikum.
Stenet ud af Bergen
Kanterne og modsætningerne er tit netop det væsentlige. Holbergs outsider så anderledes ud, fordi han levede i et anderledes samfund, nemlig det feudale. Men han var stadig en outsider. Jeg blev stenet ud af Bergen for min opsætning af Erasmus Montanus, hvor jeg gjorde ham til den, der kunne gennemskue byens selvtilfredse, nationalistiske hykleri. Anmelderne var rasende, og der kom en kæmpe reaktion. Men der var også unge folk, der græd efter forestillingen. Reaktionerne var et chok for mig, men jeg oplevede det som en stor succes. Det var muligt, i et endimensionelt samfund som Bergen at lave teater, der ridsede i lakken,« siger Korf Hansen, der også har oplevet at måtte opgive eksperimenter, som ikke lykkedes blandt andet på Mammutteateret.
»Jeg tænker aldrig på effekten, selv om jeg i Bergen nok havde en motor af oprør i mig, men når jeg ser tilbage på det, er jeg stolt. Ikke fordi nogle er blevet vrede, men fordi jeg har lavet min subjektivt sandfærdige version af Holberg uden at forråde ham.«
Korf Hansen har meget på hjerte, men han bliver også nervøs for, at jeg forkorter hans meninger til paroler.
»Det er altså vigtigt, at du får modsætningerne med. Det betyder meget for mig, også i det jeg siger. Liberalismen udglatter alle modsætninger og insisterer på, at alt skal være positivt og spiseligt. Og det er det vigtigste, man kan sige om teatrenes situation i dag: Det økonomiske pres er større end nogensinde før, og de samfundsmæssige værdier at alt skal kunne gøres op som varer er også ved at absorbere teatrene, hvis vi ikke passer på.«
FAKTA
Emil Korf Hansen
Født 21. maj 1956, udd. Statens Teaterskole, instruktørlinien, 1989. En af de tre kunstneriske ledere af Bådteatret. Instruktør af bl.a. Erasmus Montanus (Den Nationale Scene,Bergen), Black Rider (Aalborg Teater), Først bliver man jo født... (Dr. Dante). Tildelt Teaterkatten (Bedste instruktør), 1998. mss
