Analyse
Læsetid: 6 min.

En kunstig krise

Den taiwanske præsident har udløst en sprængfarlig, men også kunstig, krise ved at tale om uafhængighed for øen, for i virkeligheden har Kina og Taiwan aldrig har været så afhængige af hinanden, som de er i dag
7. august 2002

Hvem skulle nogensinde have troet, at Nauru– en uanselig lille ø med bare 11.845 indbyggere fordelt på 21 kvadratkilometer, der ligger strittet ude midt i Stillehavets ingenmandsvand – skulle blive årsag til en politisk krise, der ryster hele Asien og endog skaber bekymring i Det Hvide Hus?
Den her gang handler det ikke om »en loppe, der gør« og prøver at irritere de store. Det handler simpelthen om penge, og hele baggrunden er så banal, som den næsten kan være.
Øens præsident, Rene Harris, havde gennemgået en øjenoperation i Sydney i Australien, og på vej på en efterfølgende ferie i Malaysia gjorde han ophold i Hongkong for at få syet nogle jakkesæt. Ikke engang hans egen regering havde nogen anelse om, at han også havde bestemt sig for at mødes med Kinas viceudenrigsminister Zhou Wenzhong med det formål at oprette diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken – mod til gengæld at modtage økonomisk bistand på 60 millioner dollar og yderligere lån for 77 millioner, der skal bruges til gældslettelse.
Sikkert en god forretning for Nauru og Harris, som hævder, at han i et halvt år ikke har kunnet låne penge andre steder.
Men for Taiwan kom nyheden som et chok: Endnu en af landets få ’allierede’ var blevet købt af fjenden i Beijing, som med succes forsøger diplomatisk at isolere det, man betegner som sin »oprørske provins«.
Nyheden slap ud den 21. juli – samme dag som præsident Chen Shu-bian efter en række kontroverser overtog formandsposten i sit parti, DPP. Ophidset og ydmyget langede Chen ud efter Beijing i sin tiltrædelsestale og sagde, at der findes to adskilte nationer på hver sin side af Taiwan-strædet, og at kun de 23 millioner taiwanesere kan afgøre landets fremtid.
For første gang – og i strid med de løfter, han afgav, da han tiltrådte som præsident for lidt over to år siden – talte Chen om muligheden for en afgørende folkeafstemning.
Og politisk sprængfarligt blev det indlysende nok for alvor, da han i lørdags gik skridtet videre og opfordrede parlamentet til hurtigst muligt at vedtage love, der ville sikre gennemførelsen af en sådan afstemning. Den politiske krise var en realitet.
Udtalelsen var lige hård kost nok – også for hans tilhængere – og i Udenrigsministeriet i Taipei arbejder man nu i døgndrift for at minimere skaderne. Oppositionen – gamle Kuomintang, som støtter ’et Kina-politikken’ i tykt og tyndt – raser. Befolkningen hælder mest til, at der var tale om en »unødvendig provokation«, men at Chen dybest set har ret. 47 procent mener, at Taiwan er en selvstændig nation, men mere end 70 procent foretrækker status quo for ikke at vække den sovende drage... Kun 24 procent er stemt for Hongkong-modellen – altså en genforening efter én nation, men to systemer-modellen.
Reaktionen i Beijing er afventende, men med en undetone af giftige advarsler om, at Chen er i gang med at føre Taiwan mod en katastrofe, og at en selvstændighedserklæring aldrig vil blive accepteret. Og samtidig høres den rutinemæssige sabelraslen i kystprovinserne, hvor en øvelse med hæren, luftvåbnet og flåden og 10.000 soldater er blevet forlænget helt frem til nationaldagen den 1. oktober. Og naturligvis indgår en simuleret invasion og erobring af Taiwan i de militære strækøvelser.
Men befrielseshæren kan nu ikke engang skræmme børnene på Taiwan længere.
Mere interessant er det måske, at partiledelsen – efter fire dage – endnu ikke har udtalt sig. Ledelsen er netop trådt sammen til det traditionelle sommermøde i badebyen Beidaihe, og magtkampen forud for det forestående magtskifte og den 16. partikongres til efteråret fylder formodentlig så meget på dagsordenen, at partitoppen prøver at undgå at få flere problemer på halsen.

Det store spørgsmål er, hvad præsident Chen har tænkt sig. Var det følelserne, der løb af med ham, mistede han kontrollen over sig selv – eller er der i virkeligheden ikke noget nyt i det, han sagde?
De fleste iagttagere i Taipei ser hans tale som en del af de igangværende forhandlinger med Beijing om de »tre direkte forbindelser« – dvs. forbindelser med fly, båd og post. Chen vil ikke lade
Jiang Zemin kunne betragte det kommende møde mellem de to som en »intern affære«, og han vil tvinge Jiang Zemin til at behandle Taiwan som en ligeværdig part i samtalerne.
Andre mener, at udspillet er dikteret af indenrigspolitiske overvejelser, eftersom hans eget parti, DPP, evig og altid plages af en debat om selvstændighed.
Men i baggrunden lurer naturligvis det faktum, at Chen trods sin pragmatisme, gode hensigter og udvist goodwill aldrig har haft held til at etablere en dialog med Beijing, som fra dag ét har betragtet ham og DPP med åbenlys mistro og har betegnet dem som »splittelsesmagere«.
Beijing hadede Chens foregænger, Lee Teng-hui, som i sine ti år ved magten ikke bare sænkede ét Kina-politikken på dybt vand ude i Stillehavet, men også demokratiserede og taiwaniserede øen i en sådan grad, at det lille ørige vakte beundring i Vesten og stod som et foregangseksempel og udviklingsmodel.
Det var Lee, som for tre år siden skabte to stats-teorien, og som åbent sagde, at Taiwan er en suveræn stat – noget, der fik de kinesiske ledere til at sende missiler hen over øen og true med økonomisk blokade.
Og det, som Chen nu har har sagt, er i det store hele en gentagelse af Lees doktrin – han har bare sagt det tydeligere og uden at gøre det til en formel selvstændighedserklæring. Han siger, at Taiwan ikke tilhører andre end øens befolkning, at hans regering ikke er ’lokalstyre’ for nogen anden regering, og at Taiwan ikke er nogen andens provins.
Ingen spørgsmålstegn, ingen men eller hvis – kun klar snak.
For de fleste taiwansere er det her sund fornuft og nærmest selvindlysende. At man på fastlandet taler om landsforræderi, viser bare blot, hvor langt Beijing og Taipei har bevæget sig væk fra hinanden, siden Chinag Kai-shek-dynastiet gik i graven og diktaturet på øen blev nedbrudt i starten af 1990’erne.
Trods hårdt pres fra Vesten nægter Kina at opgive ideen om en militær ’befrielse’ af Taiwan, og oprustningen i regionen er langsomt, men sikkert taget til. Taiwan, som for ti år siden blev opfattet som et usænkbart hangarskib, har stadigt sværere ved at følge med, selv om der siden nytår er blevet rettet op på det med en stærkere politisk støtte fra Washington.

Præsident Bushs nye Taiwan-politik er da også en af de afgørende grunde til, at præsident Chen vælger at sige som han gør netop nu. Meget taler derfor for, at den her krise vil drive over. Beijing har ganske enkelt for travlt med sine egne problemer. USA har Mellemøsten og krigen mod terrorismen at tænke på. Tanken om, at Kina vil slå til og udnytte den klemme, Washington storpolitisk befinder sig i, er i bedste fald et skud i tågen.
At Kina og Taiwan økonomisk er blevet gensidigt afhængige spiller også en vis rolle. Beijing vil tænke sig godt om, før man slagter en gås, der lægger guldæg, og som har en stor andel i, at den økonomiske vækst på fastlandet kan holdes oppe på omkring 7 procent 70 milliarder dollar og en stor del af Taiwans industriproduktion er flyttet over strædet og beskæftiger mellem fem og syv millioner kinesere.
De konservative kræfter i Beijing er trætte af, at Taiwan-spørgsmålet trækker ud, og Jiang Zemins forsøg at holde fast sin post som formand for militærkommissionen har formodentlig en vis sammenhæng med Taiwan-forholdet.
Men det er i Taipei på den anden side af Taiwan-strædet, fremtiden afgøres. For at kunne blive genvalgt til præsident om to år, må Chen forbedre relationerne med Beijing – og derfor vil han næppe fremprovokere nye episoder, som den vi lige har set.

*Oversat af Jens Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her