Læsetid: 3 min.

Landligger

12. august 2002

Stikord
Øvelsesskydningen fra Jægersprislejren får ruderne til at klirre herovre på den anden side af Isefjorden, hvis man ikke har passet kitningen af sommerhusets vinduer. Dumpe drøn af artilleri, med mindelser om ledsagende beskydninger fra en fjern efterårsmanøvre, hvor vi krøb frem mod fjenden med vores skudklare geværer rettet mod papfigurerne ude i terrænet.
I en endnu langt fjernere fortid af sjællandske sagn havde også trolden i Jægerspris travlt med skytset. Irriteret over lyden af klokkerne sigtede han mod Rørvig kirke, men ramte ikke. Stenen ligger endnu på stranden ved Nakke med mærkerne af hans hånd, fortæller Anders Uhrskov.
Så den fint gulmalede kirke står endnu, ikke længere nær så synlig langvejs fra som før, hvor den lå ensomt i sandet og lyngen.
I dag er den omgivet af tæt bevoksede veje og sommehusbebyggelse. På et maleri af den stedlige kunstner N.P. Mols, 1914, ser man Henrik Pontoppidan på den øde kirkevej med den da hvide kirke i baggrunden, som kom han fra en stille andagt.
Nu finder man den mangeårigt landliggende forfatters gravsted på kirkegården under den store kastanje, han plantede ved sin elskede Antoinettes tidlige død.

Rørvig har ikke nogen fremtrædende plads i litteraturen. Ingen hjemstavnsdigtere har området at byde på, men nok har stedet leveret streger eller miljø til adskillig poesi. Pontoppidan, der allerede fra midten af 1890'erne lejede sig ind på skiftende skrivesteder, synes at have brugt sit første indtryk i Dommens Dag, tredje del af Det forjættede Land, hvor 'Sandinge Leje' har lånt visse træk: 'Hotel Kattegat' har givet fiskerlejet en vis berømmelse som badested, hedder det, et førsterangs kursted med vildt romantiske omgivelser, der har hidlokket en halv snes sværmeriske københavnere, der driver omkring ved stranden og hver aften andagtsfult stiller sig op ved havstokken for at betragte solens nedgang. Det gør vi jævnlig endnu, så mange vi er blevet.
Allerede en halv snes år forinden havde Holger Drachmann opdaget stedet, hvor han malede og skrev i den 'troskyldige idyl'. Han ironiserede i et brev over sin forfatterkollega Vilhelm Bergsøe, der år forinden havde skrevet den store, kulørte roman Bruden fra Rørvig (1872), en romantisk historie om erotik og dæmoni i det vilde, nærmest ørkenagtige landskab, hvor man rigtig kunne fare vild og og måske havne i den berygtede kogryde og så finde trøst i Lodsoldermandsgården, der kunne huse de rejsende.

I 1500-tallet var Rørvig blevet ramt af en ødelæggende sandflugt. Bergsøe var blevet introduceret til stedet af M.A. Goldschmidt, ophavsmand til mesternovellen »Guds Engel fra Rørvig«, som den botaniserende hovedperson da også gør reverens for.
Der var noget at rive i for Bergsøe, som øste af de sagn og myter, der er knyttet til Rørvig, det uhyggelige brudemord i kirken, Marsk Stigs hemmelige begravelse samme sted og anden folkesnak. Den var der så meget af, at den fandt genklang i tysk romantik, siden Henrich Steffens, som havde slægtninge på egnen, skrev en skræknovelle på tysk over stoffet, til filosoffen Schelligs begejstring.
Steffens havde den evne, hvad Oehlenschläger dokumenterede med digtet »Guldhornene«, skrevet efter en lang opgejlet samtale med ham ved de tider. Det handler dog ikke om Rørvig, hvor dog nogle fund er gjort, bl.a. en fint flettet guldring fra vikingetiden -i lavt vand lige her udenfor.

Sand er der stadig alle vegne, ved strandene, som det sig hør og bør, og medbragt til sommerhuset af børnefødder. Og meget skal der ikke skrabes i jorden her på grunden, før sandet breder sig og forklarer, hvorfor kun nåletræer, birk, hybenroser og andre hårdføre vækster slår rod.
En større vandreklit fra sandflugtens tid er forlængst tæmmet og ligger som en velbevokset banke til erindring om gammel vildskab. Ved indgangen til dette Højsand står det korslignende lodsmærke, engang synligt for søfarende, forsvundet, atter genopstillet af Naturfredningsforeningen.

Undværligt for stedets ånd, om ikke andet så som litterært kendetegn, for det optræder gang på gang i den litteratur, de årvågne digtere har skabt. Bl.a. Sophus Bauditz, der boede i Højsandhuset lige under, Bertha Holst, Louis Levy, Kai Hoffmann. Nu skal man længere op ad landevejen til dens højeste punkt, også en fast ingrediens i den litterære topografi, før man endelig, endnu, kan se ud over kattegat og Isefjorden, med det langtrækkende Jægerspris derovre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her