Læsetid: 3 min.

Latter lige fra dåsen

Hvordan får man egentlig latteren ind i dåsen? Det demonstrerede folkene bag sitcom’en ’Langt fra Las Vegas’ en hed mandag aften i Comedy Zoo
28. august 2002

Sitcom
Tænk sig, når hele Danmarks tv-publikum tirsdag den 17. september lukker op for den nye sæson af TV2 Zulus sitcom Langt fra Las Vegas, så kan de høre mig på lydsporet. Jeg er nemlig en del, en meget væsentlig del, forstås, af den dåselatter, som mandag aften blev optaget med et live studio audience i Comedy Zoo i København.
Zulu og holdet bag Langt fra Las Vegas har inviteret den samlede, danske verdenspresse til at overvære de såkaldte ’laughtrack’-optagelser, og selvfølgelig er Informations lattermilde medarbejder på pletten.
Dér sidder Klaus Bondam, Iben Hjejle, Baard Owe, Lars Hjortshøj og andre af seriens medvirkende og propper sig med nogle af de rygende varme pizzaer som de prikkede bude fra Donmino’s Pizza bærer ind i store stakke.
Zulus kanaldirektør, Palle Strøm, tager glad imod og taler stolt om Langt fra Las Vegas som Zulus »store guldklump, vores Koh-i-Noor.«
Og manden bag Langt fra Las Vegas, komikeren Casper Christensen, pacer frem og tilbage foran lærredet på den lille scene længst tilbage i det aflange, højloftede lokale, som er Comedy Zoo, og hvor danske standup-komikere gerne gør sig. For år tilbage havde artbiografen Delta Bio til huse her.

Folks spontane reaktion
Der er stegende hedt i Comedy Zoo, ventilatorerne arbejder på højtryk, og som Casper Christensen bemærker det, så griner folk ikke så meget i varmen. Men stemningen er nu ikke dårlig, da han fra scenen kæmper for at ’varme’ det inviterede publikum op inden visningen af de to første afsnit af tredje sæson af Langt fra Las Vegas.
Måske skyldes det, at publikum denne presseaften hovedsageligt består af holdet bag serien og folk fra Zulu, der sikkert har fået lov til at afspadsere mod at grine ekstra højt for vores skyld.
Casper insisterer på, at vi mange journalister lægger pennen og vores kritiske sans fra os og griner med på lige fod med alle de andre. »I betonbyggerier finder vi folk, der aldrig har oplevet noget spændende i deres liv,« siger Casper. »Og så kører vi dem her ind i busser, og de griner af alt det, de ser. Med pressefolk er det noget andet, de har oplevet så meget og er sværere at få til at grine. Så nu fratager vi dem retten til at være presse!«
Lige fra begyndelsen for godt 20 afsnit siden har Casper Christensen & Co. vist Langt fra Las Vegas for et publikum i Comedy Zoo – man kan tilmelde sig på Zulus hjemmeside. »Det er godt at få folks spontane reaktion,« siger instruktøren Jonas Elmer, der har instrueret anden sæson af serien og også skal instruere dele af sæson tre.

Manipulerer hele tiden
»Vi kunne godt have brugt et amerikanske laughtrack, men det ville virke artificielt,« siger Elmer, som dog ikke ville have skrupler over at skrue lidt op for latteren i en scene. »Vi laver i forvejen ikke andet end at manipulere med seerne for at få dem til at grine.«
Langt fra Las Vegas handler om livet på en tv-station ledet af den seksuelt forstyrrede Niels Buckingham (Klaus Bondam) og befolket af en håndfuld mærkelige eksistenser. Men den egentlige hovedperson er Casper (Casper Christensen), stationens komiker, der er kæreste med Liva (Iben Hjejle).
I tredje sæson flytter Casper og Liva sammen, hvilket giver store problemer, da en allergisk Casper nægter at lade Livas elskede kat flytte ind. Det bliver en krig på ord og handlinger, og publikum i Comedy Zoo synes at more sig over det, de ser.

Angstprovokerende
Selv er jeg ikke fan af Langt fra Las Vegas – jeg synes ikke, at den er særlig morsom – men tager alligevel mig selv i at sidde og klukke med. Lidt skamfuldt kigger jeg rundt på mine kolleger for at se, om jeg er den eneste, som reagerer med smil. Hvilket jeg heldigvis ikke er. Måske er det rigtigt, at latter smitter.
På lærredet er Liva ved at flytte ind. »Er det en lampeÇ« spørger Casper hende, da hun kommer ind ad døren med en lavalampe formet som en raket under armen. õJa,« svarer hun. »Nå, jeg troede et øjeblik, at det var en radioaktiv dildo.«
Bagest i salen sidder en storrygende Klaus Bondam og følger anspændt med i både serien og publikums reaktion. Og ind imellem skoggerler Baard Owe af en sjofel joke eller en velplaceret punchline.
Iben Hjejle beskriver det som »angstprovokerende« at se Langt fra Las Vegas sammen med et publikum, mens Casper Christensen synes, at det er værre end standup, »for der kan man gøre alt muligt for at rette op på en dårlig joke. Det kan man ikke her.«

*Langt fra Las Vegas, TV 2 Zulu fra den 17. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu