Læsetid: 4 min.

Lige eller ulige

Danskere ser ned på norsk fodbold, men Rosenborg er alt det, Brøndby gerne ville være
14. august 2002

Fodbold
»De har altid set ned på os,« sagde Åge Hareide forleden om danskernes syn på norsk fodbold.
Nordmanden, der trænede Brøndby i foråret, og til nytår afløser den legendariske Nils Arne Eggen som træner i Rosenborg turde vide, hvad han taler om.
Om nogen har danskere og dansk fodbold, specielt dem med Brøndby-forbindelser, sat mærker på den tidligere landsholdsstoppers fodboldliv.
Tilbage i 1985 – året hvor Brøndby vandt sit første Danmarksmesterskab – var Åge Hareide stopper på det norske landshold i en afgørende VM-kvalifikationskamp mod Norge i Oslo.
Nordmændene førte 1-0 ved pausen, og det så temmelig skidt ud for Michael Laudrup og de andre stjerner i svøb på dét danske landshold.
Havde det ikke været for Hareides totalt kiksede tilbagelægning, som Klaus Berggreen snappede op og udlignede på, var de danske ikke blevet fodboldverdenens yndlinge for deres flamboyante boldspil i VM-slutrunden i Mexico et halvt år senere.
Nordmændene, der selv drømte om Mexico efter netop at have slået Italiens verdensmestre 2-1 i en venskabskamp, gik helt ned og tabte 5-1. Vi danske takkede og trak lidt på skuldrene af den stakkels Hareide – de er jo ikke bedre til bold, ’fjeldaberne’.
»Der er stadig mange fordomme om Norge og norsk fodbold. »I Danmark ’spiller’ de fodbold, mens vi nordmænd ’sparker’ fodbold,« uddybede Hareide forholdet over for det norske telegram bureau NTB.
Ironien er, at Hareide blev hentet til Brøndby for et år siden for at forny og udvikle de blå-gule fra det traditionelle, men stivnede 4-4-2 ’power bold’ til det mere moderne, mere seværdige, mere offensive, fløjspillede og målsøgende 4-3-3, efter de norske mestre Rosenborgs model.

Strakte gevær i Bryndby
Hareide, der i efteråret 1999 havde gjort Helsingborg til svenske mestre på den norske model, kom aldrig rigtigt igennem i Brøndby med den norske model.
I foråret strakte han gevær og trådte tilbage, da en sikker føring på ti points fra efteråret 2001 var sat over styr – og klubbens ottende mesterskab hang i en tynd tråd.
Et kvarter efter havde Hareide job i Rosenborg, der skulle finde en afløser for den 61-årige Eggen, der som venstre back var med til at vinde Trondheim-klubbens første titel, pokalturneringen, i 1960.
Det var fire år før serieklubberne Brøndbyøster og Brøndbyvester overhovedet var fusioneret til Brøndby IF.
I aften mødes de to, der sammen med IFK Göteborg og Malmö FF har skabt de største skandinaviske resultater i europæisk klubfodbold.
Det gælder adgangen til Champions League, som Brøndby har deltaget i én gang, mens Rosenborg har været med syv gange i træk - som det eneste hold i Europa.
Det gælder kvalifikation til en minimumsgevinst på 65 millioner kroner, som Brøndby lige nu – efter halvandet år med driftsunderskud på små 30 millioner kroner – har mere brug for end Rosenborg med en egenkapital på godt 250 millioner kroner.
Pengene er tjent på Champions League og spillersalg af tæt ved to hold over de sidste fem år. Forskellen er, at Brøndby ikke har Rosenborgs Champions League-indtægter. Det er på det punkt, at de to klubber, der ifølge Hareide styrkemæssigt er meget lige, er ganske ulige.

Afgørende forskel
Men dertil kommer en afgørende forskel på trænerposten:
Michael Laudrup er chef-trænerdebutanten, der valgte at tage et skridt ad gangen og derfor som første skridt valgte en mindre storklub, han kendte og selv havde spillet for.
Nils Arne Eggen, filolog af uddannelse og filosofisk i sit syn på spil og mennesker, personificerer Rosenborg, som han spillede for – og blev mester med i 60’erne. Og som træner i debutåret 1971.
»Rosenborg vandt ikke titel i 1971 med mig, men på trods af mig,« siger den tidligere venstreback ironisk.
Han spilfilosofi er enkel: Uden mål vinder man ingen kampe. Vi skal spille direkte, underholdende og målsøgende, og det gør vi med fløjspillere, så vi kan komme ind i de tomme rum bag modstanderens forsvar.
I 1978 kom han tilbage og hev klubben op fra 2. division til toppen af 1. division.
Efter et mellemspil midt i 80’ erne i Moss, der også blev mester, kom den karismatiske træner, der hellere citerer norske digtere end fodboldtaktiske læresætninger, hjem til Rosenborg i 1988. Siden har klubben vundet 11 norske mesterskaber – de ni med Eggen som træner – og været i kvartfinalen i Champions League i 1996.
I søndags vandt Rosenborg 3-2 over Bryne sin fjerde ligasejr i træk og kom for første gang i 2002 i spidsen af Tippeligaen.

Slut med skader
Skaderne på nøglespillere, der ifølge Åge Hareide er en væsentligt årsag til, at Rosenborg ikke har været så suveræn i Tippeligaen som de foregående ti sæsoner, er overstået. Topscorer Harald Brattbak, der ikke var nogen succes i FC København, men har lynet med 11 mål for RBK i denne sæson og den 34-årige midtbanespiller Ørjan Berg skulle være klar. Lejeaftalen med Hertha Berlin om den 20-årige angriber Trond F. Ludvigsen faldt på plads i forgårs, og den unge sydafrikanske landsholdsspiller MacBeth Sibaya fik sin debut i søndags på en midtbane, hvor strategen er den rutinerede Bent Skammelsrud. »Det var en dårlig generalprøve, vi skal flere niveauer op for at slå Brøndby,« sagde Eggen efter kampen mod Bryne.
Det samme kunne Michael Laudrup sige efter Brøndbys kamp i Aalborg mod AaB. Også i den retning er de lige. Forskellen er, at Rosenborg vandt 3-2, Brøndby tabte 1-3.
Signalet er ikke til at tage fejl, før det, der ifølge Per Bjerregaard, Brøndbys svar på Nils Arne Eggen, er klubbens vigtigste kamp siden UEFA Cup-semifinalen mod Roma i 1991.
Det handler om meget mere end retten til at se ned på norsk fodbold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her