Læsetid: 5 min.

Der er noget i luften

...der kalder på mennesket. Efter utallige benbrud og det, der er værre, har mennesket nu fundet ud af at færdes i de højere luftlag – men hvorfor ville vi i det hele taget derop?
9. august 2002

(2. sektion)

Opdrift
Bønderne i den franske landsby Gonesse fik deres livs forskrækkelse en augustdag i 1783, hvor djævelen pludselig dalede ned fra himlen og lagde sig på en mark uden for byen. Da den værste skræk havde lagt sig blandt indbyggerne, besluttede man at gå løs på uhyret, og bevæbnet med markredskaber og angstens raseri lykkedes det snart bønderne at sønderlemme det onde fuldstændigt. At man 45 minutter tidligere havde sendt verdens første gasballon til vejrs fra Paris ganske få kilometer derfra, havde ingen informeret bønderne om.
På det tidspunkt havde man simpelthen ikke stort belæg for at forestille sig, at noget menneskeskabt sådan kunne komme dalende ned fra himlen. Talrige forsøg på at komme op i luften strækker sig langt tilbage i tiden, og først nu var denne stræben ved at bære frugt. Men hvorfor i det hele taget søge derop?
»Mennesket opfattes på en måde som levende i en form for ufuldkommenhed,« siger professor og filosof Carsten Thau.
»Menneskeheden er bundet til tyngdekraften, dens kroppe bliver tynget ned, jo ældre man bliver, jo mere måske. Man ser det også i kristendommens begravelsesritual – af jord er du kommet, til jord skal du blive. Mennesket opfatter på en vis måde, at det er sat i en endelighed.«
»Over dette jordiske hvælver sig den fantastiske, krystallinske konstans. Stjernerne, der lyser på himlen og rækker uendelig langt ud over den menneskelige eksistens’ afmålthed i tid,« forklarer Carsten Thau med henvisning til gamle kalenderreligioner, der baserede sig på stjernernes regelmæssige bevægelser og altså vidnede om noget vedvarende, der var værd at stræbe efter.
»Drømmen om at blive projiceret op i stjernehimlen er enorm. Og den er altså forbundet med evnen til at sætte sig i kontakt med eller ligefrem stige op til de himmelske sfærer.«

Hvornår mennesket første gang søgte opdriften, står ikke helt klart. I Kina eksperimenterede man tidligt med at sætte drager op, og det fortælles, at det allerede 1500 år før Kristi fødsel lykkedes kongen af Persien at blive løftet i luften af en flok ørne, som var fastgjort til hans trone og blev lokket opad med lunser af lammekød. På Nazca højsletten i Peru har man desuden fundet så store tegninger ristet ind i sletten, at de kun kan ses fra luften. Det kunne tyde på, at indianerne har haft varmluftballoner, men det er aldrig blevet bevist.
Til gengæld kan det med sikkerhed siges, at mange måtte betale en høj pris for deres eksperimenter med at gøre sig i luften. Myten om, hvorledes Daidalos og sønnen Ikaros flygtede fra Kreta med selvgjorte vinger af gåsefjer og bivoks, har ganske givet været til stor inspiration, og det til trods for at Ikaros jo netop kom for tæt på solen og styrtede i havet.
»Det er klart, at der også ligger en vis fatalitet i det, at mennesket ophøjer sig til den himmelske sfære, altså en hybris,« mener Carsten Thau.
»Ikaros var grebet af en olympisk impuls, der optræder en form for overmod i dette, at mennesket begynder at få et guddommeligt perspektiv. Dette overblik er ligeledes interessant, og det indgår i de fleste tolkninger af Ikaros. Der er på den ene side hans tragiske endeligt, at han styrter, men også dette, at det er ambitionen om det store overblik.«
Overblik var måske ambitionen, men det var også selve udgangspunktet i mange år. Luftfart op til det 18. århundrede bestod stort set i at kaste sig ud fra høje bygninger, gerne med hjemmelavede vinger, og de lykkeligste slap med et heldigt fald.
Der er ganske vist beretninger om forholdsvis vellykkede forsøg på at svæve ned – eller i hvert fald bremse nedturshastigheden en smule – men længere ophold i luften var der aldrig tale om.
»Det frie fald er jo også fascinerende, for der har tyngdekraften fat i os,« siger Carsten Thau.
»Det frie fald er et billede på det ultimative tab af kontrol, det er på en måde en gennemspilning af fascinationen ved Ikaros-faldet. Det der med at blive konfronteret med sin egen dødelighed, det er ligesom spilleren, der sætter hele sin formue på ét nummer. Idet rouletten hvirvler er han så at sige også i et frit fald, han oplever den potentielle konfrontation med sin egen død. Det samme kan man sige om disse eksperimenter med frit fald, de gennemspiller fascinationen af den ultimative fatalitet, som vi mytologisk har set i Ikaros-myten.«

Allerede i 1486 tegnede Leonardo da Vinci et forstudie til propellen – også han var blevet besat af tanken om at komme op i luften. Han nåede at tegne mere end 500 skitser til forskellige flyvemaskiner, men ud at flyve kom de aldrig. Menneskets muskelkraft er ikke stærk nok til at drive en propel, og motoren var ikke opfundet.
Da djævelen besøgte Gonesse i august 1783, havde de franske Montgolfier-brødre få måneder forinden haft held med at opsætte den første varmluftballon, og senere samme år, den 21. november, kunne mennesket for første gang svæve op i luften, da Pilâtre de Rozier og Marquis d’Arlandes fløj en tur over Paris. Små to år senere sikrede førstnævnte sig endnu et par linjer i historiebøgerne, da han mistede livet i ballonflyvningens første dødsulykke.
Det blev helt afgørende for luftfartens tiltagende succes, som op gennem 1800-tallet bød på succesrige svæveflyvninger og i 1903 på Wright-brødrenes motorfly, at man holdt op med at tænke i fugledragter og i stedet lavede balloner og andre flyvemaskiner.
Til gengæld kostede det lidt på den guddommelige konto:
»Det indskriver sig i højere grad i den tekniske luftbeherskelse, hos os formentlig allerede siden renæssancen, og for så vidt bliver det helt profant. Der indgår selvfølgelig poetiske og mytiske fornemmelser, som ligger i det med at flyve og det at opleve ens krop vægtløs. Der har naturligvis været et legende, fabuløst element i det, noget fantastisk vi stadig forbinder med luftfart,« lyder forklaringen.
Modsat mange andre mener Carsten Thau ikke, at mennesket ’blot var misundelig på fuglene’:
»Det er klart, at vi i nogle af vores forestillinger om, hvad der vil være et adækvat apparatur, projicerer det over i fugle og deres udrustning med vinger. Men det er også et led i menneskets drift efter mening, menneskets forståelse af sit eget
liv som udspundet mellem liv og død. Det er et led i en gennemspilning af sin egen endelighed op imod en kosmisk evighed. Og den er forbundet med en særlig lykkefølelse, som hvis man har en særlig god dag på tennisbanen. Så er man flyvende.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her