Qlummen
Kassel i regnvejr. Dybt inde i Tyskland opsøger jeg som kunsttroende Documentamekkaet, indtager mit opium for hvide europæiske mellemklasseborgere, trasker gennem tonsvis af kunstværker sammen med alle de andre velklædte eller mærkeligt klædte. Et lidt sent besøg inden lukketid i det legendariske 100-dagesmuseum sammen med bedsteborgere og kunstnere fra hele verden, der er nødt til at vide, hvad den kunstneriske dagsorden står på. Man må overnatte mindst én nat for at deltage i hele orgiet, folk føres flokkevis rundt af selvsikre unge kunstguider, der kan forklare hvad som helst, enkelte tydeligvis stinkende rige VIPs, i diskret Guzzitøj får særbehandling og når det hele på to timer. Uomgængeligt er det, for at kunne tale med ved middagsselskaberne i den kommende sæson i de europæiske hovedstæder, for de henslængte og dybe bemærkninger, for ferniseringssnakken, for at tjekke, om man er for eller mod den afrikanske kurator Okwui Enwezor og hans seks internationale væbnere, eller for at kunne sige den bemærkning, jeg indtil nu oftest har hørt: »At der er da gode værker ind imellem«.
Indimellem hvad?
Efter to dages glanen, og øjen-, hjerne-, hjerte- og fodvabler daler jeg ned i en slidt lænestol midt i schweizeren Thomas Hirschhorns monument over filosoffen Georges Bataille (1897-1962).
Det er her det går op for mig, at jeg har kvalme. At der er et eller andet rivende galt med en masse af det, jeg har set. Er der gode værker ind imellem? Uden tvivl. Det er måske ikke mindst dét, der er problematisk. Der er simpelt hen ikke grænser for, hvor megen menneskelig lidelse, jeg har været vidne til i de hundredvis af værker, de syv kuratorer har udvalgt. Politisk korrekt er det blevet kaldt. Kunsten er i al fald igen blevet bogstavelig politisk, i modsætning til den rene kunst, som nu er en foragtelig affære.
Men hvad vil det så sige, at der er gode værker indimellem? Hvad er forholdet mellem form og indhold, når det handler om lidelse? Lykkes det bedst i Allan Sekulas fotografiske plancheudstilling af havnearbejdere verden over, eller i Eival Sivans smukke arkivfremstilling Rwanda One Genocide Later, med de mange sorthvide fotos af rådnende ligrester og kors? Eller er det mon, som Informations anmelder Lisbeth Bonde skrev det, lykkedes allerbedst i den italienske video-gruppe Multiplicitys store værk A Journey Through a Solid Sea om tavsheden, eller den flertydige tale omkring hundredvis af bådflygtninges druknedød?
Det er i favnen på Bataille, jeg så småt får hold på, hvorfor jeg har kvalme. Jeg er glad for, at jeg ikke er anmelder af udstillingen, for så blev man vel nødt til at forholde sig til om det ene eller det andet kunstværk nu var et godt værk og til hele globaliseringsdiskussionen, og til hvorvidt det nu er lykkedes at udvande eller udbrede Documenta med diskussionsplatforme, demokrati- og kolonibevidsthed og så videre. Det eneste, jeg her har tænkt mig at gøre rede for, er min egen kvalme, eller det forhold mellem tilskuere og værker, jeg var vidne til i en midttysk by i starten af et nyt årtusind. For det, jeg konstaterede hos mig selv og andre, var jo ikke alene, at man nyder kunsten, men at man nyder andres lidelse.
Og det er nok noget af det mest politisk ukorrekte, man kan sige. Documenta er et orgie af menneskelig lidelse og det er lige præcis det, der virker. Man nyder lidelsen i kunsten iklædt Guzzi og politisk korrekthed.
Det var den slags ulidelige paradokser, den berygtede Bataille kendte til, men som alle tilsyneladende har glemt igen. Han vidste, at der måtte orgier og overskridelse til, og at det altid ville indfinde sig på den ene eller den anden måde. Han sagde det uudsigelige, nemlig at vi nyder lidelsen. Den betyder vor eget vilkår som lidende og dødelige, og dermed samtidig som nydende og levende. Det er jo mildest talt ikke et nyt tema i vestlig kunst. Det nye ved Documenta er til gengæld, at så mange af værkerne i en forhippethed på at drive til handling, tilsyneladende har glemt noget af det, der ligger gemt i lidelsen. Og i beskuelsen af den. »Jeg tror, kunsten kan åbne folks øjne, så de måske handler anderledes,« som den indonesisk fødte kunstner Fiona Tan uskyldigt udtalte det til Information. Og selvfølgelig må man håbe, at lidelserne driver til handling. For hvem tør indrømme, at det bare er en nydelse at se på?
I en forstad til Kassel har kunstneren Hirschhorn, som en mærkelig kommentar til det øvrige kunst-show, så bygget et monument, et bibliotek og en bar til Bataille i pap, klisterpapir, sølvpapir og masonit. Det passes af de lokale beboere fra det omgivende etagebyggeri. For at fordrive tiden ser de unge vagter tysksynkroniserede amerikanske serier på videoskærmene, og næsten ingen af VIPerne vover sig ud i den vitterligt truende virkelighed. Eller også ender de midt i ubehaget, som her klistrer til tøjet og kroppen og sjælen.
Kvalmen indfandt sig således midt i dette værk i lænestolen midt i alle dokumenterne om Bataille. Blandt andet de fotografier, Bataille var så fascineret af, der viser en ekstatisk udseende kvinde, der ved en berømt kinesisk torturmetode skæres i hundrede stykker, inden hun dør. Og det kan man jo ikke lide at se på eller kan man? Er det ikke hamrende naivt, efter (endnu) et århundrede, med krig, tortur og lidelser, at tro, at den grundlæggende bestræbelse er, at undgå det? Og deltager beskueren af Documenta ikke stadig, anende eller uanende, i den selvsamme nydelse?
Problemet er ikke kun, at lidelsen gøres æstetisk for det gør den uden tvivl, og er blevet det i hundredvis af år, hvilket sikkert har sine gode og dybe grunde fra Katharsis til Actionfilm. Problemet er, at værkerne ustandselig ser med det gode øje. Et nærmest frelst øje. Næsten at forveksle med Guds øje, lige meget hvor lokalt, etnisk eller globaliseret emnet er. Det velmenende, politisk korrekte øje, der viser beskueren alle de uhyrligheder, som andre kan finde på at bedrive. Og alle de andres lidelser. Så man rigtig kan fryde sig over, dels at man selv er levende, dels at man selv er god, og så begive sig på politisk animeret korstog, mod alle de andre onde mennesker her i verden.
»Helvede er de andre«, sagde filosoffen Sartre, der også havde tendens til at være politisk korrekt. »Jeg er krigen«, sagde Bataille og vedkendte sig den perversion, som ikke kun er andres, men som er hin enkeltes. En lektie, som vel snart ikke kan blive tydeligere end i det nydelige Tysklands midte, hvor det eneste rigtige mudder i Kassel var at finde hos Hirschhorn og Bataille...
Tilbage foran min computer er kvalmen taget af. Der er den sædvanlige kvalme tilbage over de lidelser, som aviserne dokumenterer for mig hver eneste dag, for selvfølgelig fortæller aviserne om det, som de andre gør. Kunsten skulle måske gøre noget andet? I weekendens Information læser jeg så forfatteren Jens Smærup Sørensen udtale, at journalistikken lukker det onde uden for fællesskabet, men at litteraturen lukker forbryderen ind igen. Jeg tror, det var dét, der stort set blev glemt på Documenta: At lukke forbryderen ind igen.
