Læsetid: 4 min.

Du må, hvad du føler

Instruktør og teaterleder Peter Langdal mener, at både teateret og klassikerne har en fremtid. Men der er ingen grund til berøringsangst
16. august 2002

(2. sektion)

Synspunkt
Peter Langdal, instruktør og leder af Betty Nansen Teateret, fremhæves ofte som et eksempel på en teatermand, der har formået at lave nyskabende teater, der samtidig kan sælge billetter. Opskriften har ofte være nyfortolkninger af den klassiske teaterskat. Betty Nansen arbejder for øjeblikket på en opsætning af Molières Misantropen med kvinder i alle rollerne.
»Der har jo været en skolemesterholdning med, at der er noget, man må, og noget, man ikke må. Men uanset hvad man gør, uanset om Bachmann havde smadret Hamlet på Det Kongelige, så er jeg helt sikker på, at der er nogen, der til næste år vil lave Hamlet igen. De tekster er jo meget større end os. Derfor synes jeg, at den frygt for, hvad der kan ske med dem, er vildt overdrevet.«
Problemet hænger sammen med, at teksten forveksles med teateret. Tanken med teksterne har aldrig været, at de skulle læses op fra en scene, men derimod at de skulle spilles.
»En teaterforestilling – i modsætning til en film, som du kan se på klippebordet og sige: Nå, det er vores film – er jo ikke det, der er oppe på scenen. Det er jo heller ikke det, der sker inde i hovederne på dem, der sidder nede i salen på sæderne. Det er det, der sker i rummet imellem. Altså det er noget metafysisk.«
Netop fordi teateret først opstår på scenen, i mødet med publikum, er det vigtigt, at teateret har noget på hjerte, mener Langdal.
– Men er netop klassikerne ikke stærke nok i sig selv? Kan I ikke bare spille teksten, som den står skrevet?
»Det gør vi også. Jeg afviger ikke fra teksten. Vi spiller hvert et ord, som det er. Ghita hedder Alceste. Så vi spiller stykket efter teksten, bare på vores egen måde. Med klassikerne er det jo tit måden, man gør det på.«
»Måden at spille et stykke på kan være med til at give tilskuerne nogle bestemte briller på. I vores opsætning træder relationerne mellem mand og kvinder klarere frem.«
»Og når teater er bedst, er der jo mange forskellige lag, hvor man aldrig kan trænge helt ind til kernen. Man ser på nogle elementer, og det, jeg synes er interessant i vores opsætning, er at stille spørgsmålet, om en kvinde overhovedet kan være en misantrop. Og så vil jeg gerne beskrive, hvordan vi egentlig er som mænd. Derfor er det sjovt at se, hvad der sker med sådan et mandestykke. For eksempel at se, hvordan Ghita som kvinde vil forføre Sidse.«
– Men Molière havde jo ikke tænkt sig en kvindelig misantrop?
»Det er det, litteraterne har fået galt i halsen. De tror, de kan finde nogle sandheder for, hvad man må og ikke må. Det er noget ærkevrøvl. Nogle gange er det en god ide at spille stykket helt i tiden, fordi det er så moderne, at det behøver vi ikke gøre noget ved. Andre gange må det tilpasses.«
– Hvordan skal en instruktør gå til klassikerne?
»Jeg opfatter klassikerne som nogle breve, vi har fået. Et brev, som Molière har sendt. Og tak for det. Egentlig er det ligegyldigt, om teksten er skrevet i går eller i morgen eller for 500 år siden. Bare den siger noget om det liv, vi lever her og nu.«
»Så hvis jeg skulle sige, hvad vi skal gøre med klassikerne, så er der kun én ting at sige: Læs lortet. Læs det kærligt. Nogle gange er det også skønt, når det irriterer en, hvis det sætter noget i gang, så prøv at formidle det. Men ellers: Læs det igen og igen. 1.000 gange måske, under hovedpuden, over hovedpuden, stå på hovedet...«
– Og gør med det, hvad du vil?
»Ja... nej, ikke hvad du vil. Det er en fordrejning. Hvad du føler. For det er jo noget, man føler stærkt for. Det handler om at foretage en dyb læsning af teksten og fortolke den.«

Peter Langdal giver ikke meget for påstanden om, at dansk teater skulle være i krise. Tværtimod. Vi lever i en tid, hvor teateret mere end nogensinde har sin plads.
»Det er jo noget vås, at teateret er i krise. Teateret er i forandring, fordi publikums vaner ændrer sig. ARTE er i krise, siger man, folk køber ikke billetter! Og så bliver det læst som at teateret er i krise, men det er jo noget vås. Publikums vaner ændrer sig. Der bliver jo bare et større løssalg. Folk planlægger jo heller ikke et biografbesøg seks måneder i forvejen.«
– Hvad er teaterets rolle i forhold til andrer medier?
»Teateret er jo en kollektiv kunstart i ordets bedste forstand. Altså, der skal mange til at lave det, men der skal helst også mange til at se det.«
»Det fantastiske er jo netop, at det handler om mødet mellem mennesker. Og hvis der er noget, vores kultur og liv er fattigt på, så er det mødet mellem mennesker. Vi har enormt mange pseudo-møder via nettet, men er det virkelige møder – jeg spørger bare?«
»Så er der nogle, der er så bange og siger: Jamen Gud, I kan slet ikke konkurrere med fjernsynet og alt det der, og hvad vil I dog stille op? Jeg må indrømme, at jeg er ikke en skid bange for alt det der. Jeg tror, at når alle videoskærme er brændt sammen, og når alt celluloid er brændt op, så render der stadig nogle rundt i hjørnet og spiller teater.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her