Læsetid: 4 min.

Må der være en grænse?

Gynther Hansen genfortæller sit barndomsliv
16. august 2002

(2. sektion)

Erindringer
Det var så det, lyder titlen på Gynther Hansens barndomserindringer fra grænselandet, som var det med et lettelsens suk, at han endelig gav den autentiske baggrund fra sig for de barndomsoplevelser, der allerede siden debutnovellerne, Forvandling, ellers har givet stof til roman efter roman med højdepunkt i trilogien 1988-90 med Hitler, min far og mig, Soldaterne og Danskerne og i epilogen Befrielse (1997), hvor historien om Ernst endnu en gang behandles.
Senest med Dødsdrift om en drengs forhold til den dominante mor.
Så det er med en usædvanlig genkendelseseffekt, læseren nu møder Gynther født 1930 i det hjemmetyske, men dansktalende forældrehjem i landsbyen Varnæs syd for Aabenraa – eller Affenrå, som den hedder i dialekten. Det er grænseland i mere end én betydning, der udforskes i den lange erkendelsesproces, han skal igennem frem til Besættelsens ophør, hvor han som 15-årig må se en ny verden i øjnene, en opvågnen som fra et ubevidsthedens limbo. Han vælger sin danske identitet, som egentlig har været der hele tiden gennem sprog, skolegang, læsning, men overlejret af en for ham naturlig sympati for det tyske og familiens uskrømtede beundring for Hitler.
Faderen, papa, var slagter, havde eget udsalg, men bukkede under og måtte tage hvad som helst og blev under Besættelsen så kantinebestyrer, assisteret af mama, i tyske forlægninger højere oppe i Jylland, Langeskov og Starup, altså værnemager. Derimod var han frastødt af nazismen og hele bevægelsen omkring Fritz Clausen, rigelig belært af militarismens uvæsen fra sin deltagelse i ’æ kri’, indkaldt som han blev, da Sønderjylland jo var tysk mellem 1864 og 1920. Halvbroderen Lorenz fra mamas første ægteskab blev derimod en aktiv og brovtende nazist, der i drukkenskab endda drev det til stikkeri og siden fik en langvarig dom for landsforræderi. Bortset fra en kort internering i Fårhuslejren slap papa for tiltale, men døde nedbrudt i 1947.

Plejebarnet
Forholdet til faderen er det bærende motiv i erindringen. Tit utilgængelig, lukket om krigstraumet, som ikke kunne fortælles, mens andre ligestillede havde uudtømmelige anekdoter om deres heltemod.
Det eneste, det lykkedes den nysgerrige Gynther at lokke ud af ham, var, at han under fangenskabet i Frankrig havde måttet spise snegle, og at soldaterne under en march havde fået lov at tage de nedfaldne æbler fra en allé med frugttræer. Han ses nu vandrende udtryksløs op og ned ad gulvet i hjemmet med hænderne begravet i lommerne, på flugt fra enhver konflikt. Han har også kun en stivnen at byde på, da Gynther fortæller ham, at han nu véd, at han er deres plejebarn, men at det kun gør ham mere glad for dem.
Det er med dette ufremkommelige faderbillede, drengen kæmper årene igennem, nøje registrerende hver venlighed, hver antydning af fortrolighed. Gang på gang må han understrege, at papa var god mod ham ved anspændte lejligheder. Han »slog mig ikke. Og det må da skyldes en slags godhed«.
Eller »jeg forstod, at det var et bevis på, hvor varmt han følte for mig.« Savnet fører videre til beundring for denne bror, der også viser ham venlighed, og det fastholder hans idoldyrkelse af Hitler. Og vel også en hengivenhed for lærer Petersen med de hårde lussinger og den tilmålte venlighed.

Brat opvågnen
Han registrerer tydeligt nok kammeraternes, deres forældres, lærernes afmålthed over for ham, hvad der undrer ham, eftersom han kun anser de tyske soldaters tilstedeværelse som noget selvfølgeligt og tror, at alle gør det, skønt stemningen de sidste år af besættelsen ikke skulle være til at tage fejl af. Det var denne kølige skulder, han kom til at mærke, en vis isolation, som måske ikke blev værre end som så, fordi hans begavelse og lethed ved kundskaber og indlæring var såre synlig og skabte respekt – og heller ikke skjules for læseren.
Men grænsen for hans daværende virkelighedssans
er tilsvarende mærkbar.
Og hans enfoldighed så forbløffende, at man må undres.
Straks ved kapitulationen får han fat i de nye overjordiske aviser Morgenbladet og Information og møder dér stumper af en anden verdensfortolkning, nye ord som Dunkerque, El Alamein, Holger Danske, Frihedsrådet, judenfrei, trænger ind i hans ørken af uvidenhed. Han fandt da ud af, at han ikke kunne have mere at gøre med et folk som det tyske og følte sig ikke længere knyttet til det.
Det er så fortællingens chokeffekt. Noget kort og postuleret set fra et kompositionelt synspunkt. Og derfra er bogen nu i det hele taget ikke særlig imponerende.
Stofligt har den en uafviselig styrke ved sin særlige erfaringsverden og den her tilbageholdte lidenskab og nedtonede splittelse, men ellers møder man en løs, springende fortæller med en vis tilstræbt mundtlig jovialitet, fuld af indskud og detaljerede omsvøb, af typen:
»Nå, men det var første klasse i skolen, jeg kom fra«, »Men nu må jeg nok hellere vende tilbage til de to førstelærere, så vi kan blive færdige med dem.« »Men jeg har jo for resten ikke fortalt meget om lejren i Starup«. »Men det er jo mange år siden, og det hele står lidt dunkelt i erindringen«.
Erindringen er ellers uhyre præcis i det tingslige. »Men nu gider jeg ikke... Jo, jeg kan da for resten lige gøre køkkenet færdigt,« og så følger her som alle steder grundigt detaljerede placeringer af rummets genstande og hele indretning med en hyperrealisme, der nærmest fortaber sig i en modernistisk salighed af verden tom for andet end ting.
Gynther Hansen har sin egen stædige stil med mindelser om den folkloristiske genre ’folk fortæller’ i denne gennemføringsdel af livsstoffet med retning mod reprisen.

*Gynther Hansen: Det var så det. Barndomserindringer fra grænselandet. 198 s., 229 kr. Hovedland. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu