Læsetid: 4 min.

Ned i malstrømmen

Med sit syvende album beviser Primal Scream atter, at tages det moderne plade-studies muligheder ordentligt i brug, kan selv et ordinært rock-orkester glimtvis opnå det sublime
6. august 2002

Ny cd
Det britiske rockorkester Primal Scream har alle dage været et interessant band. Hvilket ikke er det samme som at være et godt ditto, selv om gruppen har haft sine stjernestunder i sin efterhånden 18-årige karriere.
I 80’erne leverede bandet to lp’er så uoriginale, at man måtte sig forbarme, om end pladerne påviste, at de var blevet skabt af fanatiske pladesamlere, som hellere end gerne citerede Stones, MC5 og Stooges. I ét væk, faktisk. En praksis gruppen fortsætter den dag i dag og som er med til at sætte spørgsmålstegn ved om den nogensinde har haft en original ide på sangskrivningsplanet.
I det hele taget er sangskrivning i klassisk forstand noget der ligger sekstetten fjernt, den foretrækker i bedste tilfælde at skabe en fascinerende, anarkistisk og lettere væltet mur af mørktonet psykedelisk lyd, hvor hen over sanger Bobby Gillespie med et minimum af melodi kan levere sine militante og misantropiske tekster på sin karakteristisk lakoniske og stenede facon. Gruppen fremstod i 1991 som vaskeægte pionerer med den skelsættende og høreværdige studiekreation Screamadelica, hvor en fusion af pop-, ambient- og house-elementer førte til et groovy og tilgængeligt dance-album med rockattituder.
Problemet – hvis man kan tale om et sådant – var, at albummets succes i vid udstrækning hvilede på diverse udefrakommende producere (først og fremmest Andrew Weatherall!) og remixere og at bandets medlemmer – fraset sanger Bobby Gillespie – næppe medvirkede på mere end halvdelen af numrene.
Det gjorde de til gengæld på efterfølgeren, det katastrofalt dårlige Give Out But Don’t Give Up, som indspillet i Memphis og udsendt i ’94 lød som Black Crowes på en dårlig dag, dvs. jammerlig gospelpåvirket 70’er-rock uden skygge af et personligt bud på genren.
Gruppens force er ikke – hvad enhver der har set den live kan skrive under på, thi på en scene er bandet håbløst uinteressant og ude af stand til fyldestgørende at eftergøre pladernes soniske inferno – det store forkromede sammenspil, men derimod en egofri evne til at lade andre påføre gruppen diverse ideer og visioner, uden dermed at sætte Primal Scream-lyden overstyr.
På dét punkt er gruppen large og fra og med 1997’s Vanishing Point har det været den metode gruppen har benyttet til at skrue sine plader sammen; de medbragte skitser er i hænderne på en kapabel og helst eksperimenterende producer – gerne flere! – blevet til egentlige numre i studiet.
Ofte tættere lydkollagen end det klassiske mix, hvor klarhed og balance tilstræbes, er både Vanishing Point og efterfølgeren XTRMNTR fra 2000 sugende malstrømsplader, hvor anarkiet hele tiden ligger og lurer under de dronende og infernalske et-akkords-udladninger.

Gennemført ujævn
Man kan vælge at se gruppens nye udspil, Evil Heart, som tredje del af den trilogi, der blev instigeret med Vanishing Point – Andrew Weatherall er hjulet ind for at producere fire skæringer og My Bloody Valentine-legenden Kevin Shields står for yderligere seks, mens et enkelt er produceret af Jags Kooner. Det er en gennemført ujævn udgivelse – heller ikke på det punkt er der noget nyt under solen – som svinger fra det sublime til det sanseløst stupide: Et godt eksempel på sidstnævnte er et nummer som »Skull X«, hvor Bobby Gillespie henover et rockriff så gammelt som Metusalem fyrer en associationskæde af discount-apokalyptiske lignelser af, for at munde ud i et omkvæd, der lyder: »Ooh baby, do it again/ Come on baby/ Do it again«. Regressivt og fuldstændigt overflødigt.

Tandlægeborssydende
Der lægges ellers hårdt ud med pladens bedste skæring, det dystert-psykedeliske »Deep Hit Of Morning Sun«, hvor producer Shields pakker den lettere orientalskklingende melodi ind i et sandt helvede af ondskabsfulde effekter og tandlægeborssydende klange – et dejligt ondt stykke musik, der lægger op til det helt store. Det efterfølges så desværre af den kedelige Suicide-pastiche »Miss Lucifer« – med endnu et omkvæd, der blotlægger Gillespies uforlignelige sprogsans: »Shake it baby/ Shake it baby/ Shake it baby« – mens det monotont hypnotiske »Autobahn 66« langsomt udarter sig til inciterende elektrorock. På det Depeche Mode-klingende »Detroit« er den gamle Jesus & Mary Chain-forsanger Jim Reid hjulet ind, uden at man af den grund væltes baglæns over resultatet, selv om det også besidder den der indædt onde lyd, der gør pillen dejlig svær at sluge.
Det samme kunne for så vidt siges om ’protestsangen’ »Rise«, der bæres igennem af en baslinje så slagkraftig, at den burde kunne bruges til terroristbekæmpelse – et typisk Primal Screamsk et-akkordlydhelvede, som garanteret både kan få plak af tænderne og maling til at skalle.
Den sumpede »The Lord Is My Shotgun« bæres igennem af en leadvokal så forvrænget, at teksten bliver stort set uhørlig, men sjovt er det at høre Robert Plant give den én på mundharmonikaen.
»City« er pladens mest traditionelle rocknummer, atter bygget over en garagerock-akkordrundgang, man har hørt en zillion gange før, men intensiteten fejler intet. Pladens store overraskelse er en væltet og uraffineret, men herligt svinsk produceret version af Lee Hazlewood-klassikeren »Some Velvet Morning«, afsunget af Kate Moss, mens dens eneste ballade, »Space Blues #2« er anbragt sidst på albummet, hvor den vel gør mindst mulig skade.
Summa summarum: Endnu et skizofrent, usammenhængende og glimtvist sublimt album fra et band, som tilsyneladende ikke lader sine manglende sangskrivningsevner komme i vejen for dets ambitioner om at lave hårdtslående og kompromisløs rock’n’roll, hvilket især opnås ved at bruge studiet som instrument – en evig balancegang mellem det eksplosivt afsøgende og den rene tomgang. Primal Scream er ikke bange for at slå et par skæve i fuld offentlighed og det er på en måde stadig befriende. Ikke for svage sjæle.

*Primal Scream: Evil Heart. Produceret af Two Lone Swordsmen (Weatherall & Tenniswood), Kevin Shields og Jags Kooner (Columbia/Sony)

*www.primalscream.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her