Et kursus, der skulle lære medarbejderne i Tele Danmark Forlag at samarbejde og blive bedre kollegaer, endte katastrofalt for flere deltagere.
En af kursisterne fik en psykose og blev tvangsindlagt, en anden fik insulinchok og en tredje forsøgte at begå selvmord efter at have deltaget i første del af det såkaldte teambuildingkursus. I alt 15 kursister har siden haft brug for hjælp.
I morgen indleder tre af kursisterne en retssag i Østre Landsret mod TDC Forlag A/S. De kræver hver en kvart million kroner i erstatning.
»Siden jeg tog på det kursus, har jeg været helt indelukket og har haft svært ved at smile. Jeg har ellers aldrig været syg, men jeg fik et sammenbrud. Så det vigtigste for mig er, at Tele Danmark påtager sig skylden, så jeg kan sige til mig selv, at det ikke er mig, der er noget galt med,« siger den 52-årige Bodil Kiel. I 2000 fik hun Arbejdsskadestyrelsens ord for, at kurset havde gjort hende 15 procent arbejdsskadet.
Presset i den varme stol
Kort før Tele Danmark blev til TDC sendte firmaets forlag i foråret 1997 sine 200 medarbejdere til Hotel Kong Frederik i Slagelse, hvor man havde hyret Personal Management Institute (PMI) til at forestå kurset i teambuilding. Medarbejderne fik at vide, at der var mødepligt. Hvis man ikke ønskede at deltage i kurset, som ingen i øvrigt vidste, hvad indebar, kunne man risikere at blive forflyttet til andet arbejde.
På kurset benyttede PMIs psykologer sig af en gestaltterapeutisk metode, der blandt andet indebar, at medarbejderne blev sat i den varme stol, hvor de i deres kollegaers påhør blev udspurgt om personlige forhold som f.eks. sexliv og ægteskab.
»Terapeuten ville presse mig til at fortælle, hvilken en personlig sorg jeg bærer rundt på, men jeg kunne ikke forstå, hvad det havde at gøre med mit arbejde,« siger Bodil Kiel.
Selv om hun flere gange sagde fra over for psykologerne blev hun presset til at fortsætte. Det fremgår af de videooptagelser, som blev lavet under kurset og bragt i Danmarks Radios Pengemagasin den 19. juni 1997.
»På et tidspunkt rejste jeg mig og gik, men han fik mig til at komme tilbage. Han pressede mig, og jeg følte, at jeg ville tabe ansigt, hvis jeg gik. Og jeg vidste også at firmaet skulle fyre 2.500 medarbejdere, og de havde jo fortalt os, at vi ikke kunne arbejde i teams, hvis vi ikke deltog i kurset,« siger Bodil Kiel.
Målet er effektivisering
Da Telekommunikationsforbundet (TKF) blev bekendt med kursets metoder forbød forbundet den 26. maj 1997 sine medlemmer at deltage. Samtidig rettede forbundet henvendelse til Tele Danmark i et forsøg på at få arrangementet stoppet. I første omgang svarede Tele Danmark igen ved sammen med Dansk Arbejdsgiverforening at true med at trække TKF og forbundets afdeling 12, som kørte sagen, i retten. Først da en af kursisterne blev tvangsindlagt besluttede koncernledelsen den 12. juni at indstille kurset.
»Vi finder det helt uacceptabelt og dybt irrelevant for medarbejdernes håndtering af arbejdet, at man på denne måde borer i folks personlighed oven i købet mens alle kollegaerne hører på,« siger Carsten D. Nielsen, der er afdelingsformand i TKF afdeling 12.
I følge Carsten D. Nielsen er målet med den slags kurser at effektivisere arbejdskraften.
»På et møde den 26. maj spurgte vi Tele Danmark, om formålet med kurset var at skille fårene fra bukkene. Til det svarede Forlagets direktør, ja sådan kan man godt se på det,« siger han.
Som Information beskrev i fredags bliver psykologer i stigende grad brugt i forbindelse med arbejdsmiljø- og medarbejderkurser både i den offentlige og den private sektor. Hos Dansk Psykolog Forening mærker man også en stigende efterspørgsel fra erhvervslivet.
»I den forbindelse er det meget vigtigt, at psykologerne er trænet til at arbejde med virksomheder og organisationer. At de er i stand til at skelne mellem det organisatoriske og det personlige niveau. Samtidig må medarbejderne under ingen omstændigheder udsættes for pres, som det var tilfældet i PMI-sagen,« siger Roal Ulrichsen, der er formand for Dansk Psykolog Forening.
Han oplyser samtidig, at de implicerede psykologer fra PMI har fået en påtale for deres fejlagtige opførsel under Tele Danmark kurset.
Siden PMI-sagen er det i telekommunikationsmedarbejdernes overenskomst blevet tilføjet at, arbejdsgivere ikke må anvende personlighedstest »i forbindelse med den almindelige udvikling af medarbejdere, herunder i forbindelse med medarbejdersamtaler.«
Det betyder, at arbejdsgivere, der bruger denne form for kurser, i fremtiden vil kunne hives i Arbejdsretten for brud på overenskomsten.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra PMIs direktør John Ewans Porting. Overfor Jyllands-Posten erkendte han i juni 1997, at »kurset var gået for tæt på.«
Direktør for TDC Forlag Keld Holland ønsker først at udtale sig, når retssagen indledes i morgen. Forlagets presseafdeling henviser til en pressemeddelelse, som Forlaget udsendte den 20. juni 1997, umiddelbart efter Pengemagasinets udsendelse, hvor koncernen kalder kurset for »beklageligt«.