Læsetid: 2 min.

Jeg melder mig

Jeg iler med at lægge kortene på bordet og tilstå, at jeg havde endda overordentlig venlige forbindelser med DDR
31. august 2002

Studiestart 2002

Indstik
Med store overskrifter meddeles det i dagspressen, at den siddende regering med sine støttepartier vil nedsætte en kommission, der skal kulegrave de danske venstreorienteredes forbindelser til det gamle DDR for at finde ud af, hvem der rakte rædselsregimet en hjælpende hånd og dermed gjorde sig skyldig i landsforræderi.
Da det gælder om at være på forkant med tingene, og da jeg altid er villig til at række mit elskede fædreland en hjælpende hånd, og da jeg hører at professor Bent Jensen er udset til at være formand for omtalte kommission, iler jeg med at lægge kortene på bordet og tilstå, at jeg havde endda overordentlig venlige forbindelser med Den Tyske Demokratiske Republik, at de var gensidige, at mange af mine bøger er oversat og udgivet i DDR, at jeg har trykket både Stephan Hermlin og Hermann Kant i hånden og moret mig dejligt sammen med både Stephan Heym og Christoph Hein, at jeg har modtaget Christa Wolf i mit hjem sammen med flere andre østtyske kollegaer plus et par af de sindelagskommissærer, der altid fulgte forfatterne i hælene for en sikkerheds skyld.

Læg hertil at jeg har været den østtyske forfatterforenings gæst, har læst op i et teater fuldt af partipampere og modtaget lykønskningstelegrammer både i anledning af min halvtredsårs og tres års fødselsdag fra DDR’s ambassade i København og fået gaver af min østtyske forlægger »Volk und Welt«.
Der er sikkert mere, meget mere, som jeg ikke lige nu kan komme i tanke om, derfor glæder jeg mig også til resultatet af den nysudnævnte kommissions arbejde.
Vi må have alt på det rene, der skal ikke fejes noget ind under gulvtæppet, og jeg fortryder nu, at min tyske ven og oversætter, Dr. Lutz Volke, altid valgte at gå udenfor, når vi skulle snakke sammen, for det har jo forhindret Stasis altid årvågne mikrofondrenge i at lytte med, hvorved værdifulde oplysninger og interessante sammenhænge, der ville have været til gavn for kommissionen og Bent Jensen i deres prisværdige arbejde, kan være gået tabt.
Må jeg slutte mit indlæg med at forsikre enhver om, at jeg står til rådighed med alle oplysninger, hvad angår mit forhold til DDR og alle østlande i det hele taget. Sit fædreland skylder man alt – ikke mindst med den siddende regering in mente. Alligevel vil jeg sige som Thomas More, da han lagde hovedet på blokken: »Let me remove my beard, ’cause it has done no treason!«

*Klaus Rifbjerg skriver jævnligt i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her