Ny kortfilm
Der er Jasmin Joseph, som maler menneskelige dyrefabler inspireret af de Tarzan-film, han så som barn. Der er den 90-årige Philomé Obin, som på bestilling fra kunder over hele verden maler motiver fra Haïtis turbulente historie. Der er Rigaud Benoit, som kun laver få malerier om året og nødig sælger dem, fordi han holder mere af sine billeder end af penge. Og der er den populære Préfète Duffaut, som altid arbejder med det samme motiv, en imaginær, svævende by. Tidligere var han plaget af kopister, men siden han dekorerede en ligkiste med sine motiver, har han haft fred.
Sådan er persongalleriet i Jørgen Leths nye værk, Drømmere en film om haïtianske malere. Tolv mænd og en enkelt kvinde, de fleste ældre og næsten alle selvlærte, fortæller om deres motivverden, inspirationskilder og vilkår.
Indledningsvis konstaterer instruktøren i sin speak: »Haïti er et fattigt land. Men rigt. Haïtiansk kunst opstod som et mirakel. Ud af ingenting kom den. Vitalt udviklede den sig, generation efter generation. Historier, fantasier. Voodooen den store inspiration.«
Voodoo-eksponenten over dem alle er mysteriemaleren André Pierre, den eneste af de medvirkende, som filmen vender tilbage til gentagne gange over optageperioden på 20 år. Det er Pierre, der indledningsvis fortæller historien om flodens gud Agasu, som alle rejsende skal passere. Og det er ham, der mest insisterende taler om voodoo som en ren religion, om åndeverdenens betydning og om betydningen af at have kontakt med jorden.
Mennesket er en frø, siger han. Læger vil redde Haïtis syge børn ved at give dem rent drikkevand. Det er en fejltagelse. Mennesket har brug for at være i berøring med bakterier.
Over for André Pierres mystiske univers står filmens øvrige aktører, hvoraf nogle i mindre grad vedkender sig voodoo, mens andre tager direkte afstand og snarere henter deres motiver i kristendom, folkeeventyr, fantasier eller drømme.
Filmisk katalog
Drømmere er ikke umiddelbart en typisk Jørgen Leth-film. Ligesom i den store Haïti-film Haïti. Uden titel er frækheden og de insisterende og dristige greb om stoffet, som kan præge andre af instruktørens film, erstattet af en vis forsigtighed grænsende til ydmyghed. Filmen er mere entydigt observerende, registrerende og informativ, end man er forvænt med fra den kant. Og man skal lede med lup for at finde spor af de karakteristiske og mytologiserende speak-formuleringer, som ikke mindst kendes fra cykelfilmene eller tv-kommentarerne fra Tour de France.
Den tætteste forgænger er måske Dansk litteratur (1989). Men selv om denne og den nye film deler katalogformen som ordnende princip, holder sammenligningen ikke ret langt. Drømmere er mindre dogmatisk og tættere på klassisk dokumentarisme, hvilket formodentlig hænger sammen med, at Leth i mødet med den haïtianske kultur har lettere ved at træde et skridt tilbage til iagttagerens position. Her har virkeligheden ikke brug for filmmagerens spilleregler og meddigtende overgreb for at blive til drama.
Værdifuldt dokument
Det kan indvendes, at Drømmere med sin encyklopædiske opremsning af den ene aktør efter den anden savner dramaturgisk fremdrift og en sanselig formidling af den virkelighed, der omgiver de haïtianske malere.
Eksempelvis er det påfaldende, at en mere reportagepræget scene, hvor medlemmer af gruppen Saint Soleil mødes og taler om deres kunst, puster liv ind i galleriet.
Omvendt sørger de beskedne, men solbeskinnede omgivelser, de lerklinede huse, de enkle haver og de sparsomme gadebilleder, der har fundet vej ind i montagen, for en passende malerisk ramme omkring en kunstverden, hvor grænserne mellem fantasier, omgivelser og det, der er på lærrederne, synes at være ganske flydende.
Og så bør man ikke være blind for, at de færreste andre instruktører ville have været i stand til at lave denne film. Først og fremmest fordi den som nævnt er optaget over en periode på 20 år og således dels udstråler en dyb fortrolighed med stoffet, dels dokumenterer en række kunstnere, som siden er faldet fra. I Jørgen Leth-sammenhæng er Drømmere formelt påfaldende anonym. Men som fastholdelse af den særlige haïtianske malerkunst og dens aktører er filmen et værdifuldt dokument.
*Drømmere en film om haïtianske malere. Instr: Jørgen Leth. 58 min. Distr.: Det Danske Filminstitut.
*Premiere i forbindelse med Odense Film Festival, hvor den vises i Magasinet 17. aug. kl. 10.
*Vises i Cinemateket, København, i september
