Læsetid: 10 min.

Midnatssol og markedsføring

Snapshots fra det norske Nordland, Hamsuns land – og famøse Dinas
10. august 2002

En ting kan jeg godt lide ved nordlændingene: I modsætning til danskerne synes de ikke, at de egentlig burde gå rundt i en lille solbluse og et par shorts hele sommeren. Hvis altså ikke lige vejret havde misforstået situationen. Nej, de trækker med selvfølge og et glad smil den mønsterstrikkede genser over hovedet midt i sommerens solskin. For så varmt er der jo heller ikke heroppe ved Bodø på 67 grader, 17’ N – nord for polarcirklen, på højde med Kola-halvøen. Men gennemsnitstemperaturen er som i Danmark, hævder de, vinter + 1,3 grader, sommer + 15,2. Det er Golfstrømmen.
Jeg tror ikke, nordlændingene strømmer til Gran Canaria, så snart det regner lidt. Faktisk tror jeg, der er noget om, som der står i turistbrochuren fra Nordlands Reiseliv AS, at »patriotisme er noget vigtigt, endog noget essentielt, en forudsætning for alle dem, der er fast besluttet på at bo i byerne og landsbyerne på denne yderste udpost med stejle bjerge, mørke vintre og overvejende modvind.«
I hvert fald præges vore guider af en stolthed over alt, hvad de kan vise os, som ville være nærmest provokerende, hvis den ikke var så ligefrem og selvfølgelig. Og hvis det ikke var fordi landet faktisk er fuldt af fantastiske fjelde, krystalblåt vand, pittoreske træhuse og -både samt midnatssol og en bjergtagende vegetation.
Vi, som får vist frem, er en flok journalister fra forskellige danske aviser, inviteret af Norges Turistråd. Man er på ludertur og tager fromt imod naturoplevelser og kulinarisk forkælelse.

INDFLYVNINGEN afslører sne i højdernes fordybninger. De kullede fjelde ligger som sortbrogede køer omkring en fjord, kantet af kulørte træhuse i legetøjsstørrelse. Fjorden er blå som paradisets floder. Til den anden side trækker fjeldet en sirligt bugtet linje som ramme om vandet. Det er Lofoten.
Nedenunder os hvirvler Saltstraumen rundt, verdens stærkeste malstrøm, op til 10 meter i diameter og fire-fem meter dyb. Hver sjette time presses 400.000.000 kubikmeter vand gennem det 150 meter brede og tre kilometer lange sund, der forbinder Saltenfjord med Skjerstadfjord. Med en fart af 20 knob. Godt fiskevand, siges det. Fra båd. Hvis man tør.

INDTIL 1750 VAR der ingen byer i Nordnorge, og handel var et byprivilegium, fortæller Nils Magne Knutsen, førsteamanuensis ved universitetet i Tromsø. Han er indforskrevet af turistrådet til at levere et kulturelt indslag, før middagen på fiskerestaurant Molostua ved havnen i Bodø. Men under protest fra Bergen fik Nordland alligevel sin første handelsstation, og omkring 1800 var der 2-300 handelsstationer op langs kysten. I morgen skal vi besøge en af de bedst bevarede og kendte, Kjerringøy Handelsstation, hvor Erausmus B.K. Zahl residerede fra 1859 til 1900 og blandt andet hjalp Knut Hamsun i gang med et stort lån, der aldrig blev betalt tilbage. Men Pan er filmatiseret på Kjerringøy, og i Zahls reolskab på handelsstationen står dedicerede førsteudgaver af alle Hamsuns værker.
Knutsen udreder, hvordan synet på Nordnorges natur har skiftet fra rationalismens afvisende nyttesynspunkt til Romantikkens sværmeri for de barske fjelde. Og han redegør for litteraturens dobbeltholdning til denne yderste provins: Såvel et fredens Arkadien som et latterligt naivt, primitivt og udannet sted.
Men i virkeligheden er Nordland et kosmopolitisk område, forstår man. Forbindelser til vands rejser viden om, i Bodø var og er man verdensvant. I Nordland, hvor det var handelsstationernes pligt at huse rejsende, var det desuden i modsætning til andre steder, hvor man gjorde bedst i selv at medbringe sit sengetøj, overklassen, forpligtelserne påhvilede. Så her serveredes cognac på sølvfad og sengen var god. Helt gratis.
»Det skulle bare mangle,« hedder det her, en solid tradition, hævder Knutsen.
Som for at overbevise os om såvel gæstfrihed som internationalisme, serverer Molostua havtaske og en forret af røget hval på crèmesauce-kantet tallerken og »på en seng af salat«, som vores opvarterske på internationalt kokke-lingo opremser det. Molostua holder på traditionerne, men vil også videreudvikle dem, siger hun. Hvalen må vist være videreudviklet.
Klokken er fem minutter i ti, og man begynder så småt at få fornemmelsen af, at solen er ved at gå ned. Som om den var halvotte derhjemme.
Havtasken med aspargeskartofler – man piller selv – er himmelsk, og desserten: Cognacmultebær med vaffelagtige pandekager og is uovertruffen. Der er kanel og sukker indeni pandekagerne. Jeg noterer mig, at de nye kartofler heroppe ikke er fremme endnu. Ej heller jordbærrene, som ellers skulle være verdens bedste, fordi de vokser langsomt og får 24 timers sol. Har man smagt et stenhårdt, hurtigtvoksende spansk jordbær, tror man det gerne.

I MODSÆTNING TIL mange danske provinsbyer, der har bevaret en smuk bykerne, men omgives af et depressivt ingenmandsland af parcelhuskvarterer, byggemarkeder og autoforhandlere, består Bodøs udkanter af smukke, malede træhuse, mens centrum ved havnen domineres af beton og noget postmoderne rædselsbyggeri fra 1999 med en forfærdelig sortgrøn klods Radisson hotel som centrum.
Uden om trævillaerne strækker sig haver med løvemund, tagetes, sibiriske valmuer og tusindstråle, afbrudt af et stykke dekorativt klippegrund. Lupin, akeleje og rynket rose blomstrer – alt det, der er afblomstret i Danmark, er vi rejst tilbage til. Overalt er der også bjørneklo, Tromsøpalme hedder den her, for den er importeret fra Tromsø – som dyrefoder. Det viste sig at være en dårlig idé, men nu kan nordlændingene lige så lidt som danskerne slippe af med den majestætiske invasion.
Inde i centrum er den eneste nogenlunde pæne gade Dronningens Gata, der fører op til katedralen. Omkring kirken en stor grøn plads, udsmykket med en liggende kolossal-hvalros i granit. Man skulle tro, den var levende, sådan stinker der af fisk. I en hvid gitter-pavillon ved siden af står en forladt Cola-dåse.
Kafé Kafka ned mod havnen har opsat en mandshøj kulisse af et rødt træhus med påmalede vinduer og dinglende blomsterampeller uden om den grå betonfacade. En ufrivillig indrømmelse af grimheden bagved? Ovenpå har Kristeligt Folkeparti lokaler.
Lyset er messinggult. Selvom solen står lavt, bliver den ikke rød som derhjemme.

DER ER ÉN fordel ved Radisson. Den har tagrestaurant, hvorfra man kan se midnatssol til alle fire verdenshjørner. Det gør vi så. Vi ser mod nord, øst, syd og vest, fotograferer og går hjem i seng. Lysten til natteliv kan ligge på et lille sted efter en rejsedag.
Fra mit hotelværelse kan jeg følge solen. Klokken fem minutter i tolv, forsvinder den bag den højeste top på det bjerg, jeg har udsigt til. Klokken to minutter over kommer den atter frem.
En spilvågen drossel hopper rundt i syrenen nedenfor. Jeg kan heller ikke sove, vågner hele tiden og tror, det er morgen.

BJERGENE ER ØER. Det kan man se fra den udsigtplads, vi er blevet kørt op til. Og øerne affolkes, her som andre steder. På Fugeløy, der har en koloni af alkefuglen lunde, er der kun to faste indbyggere tilbage. I det fjerne anes Lofoten. Der er havblik på Vestfjorden.
Det bjerg, jeg kan se fra mit vindue, er den største ø, Landegode. Jeg tager et billede, for den er smuk.
Fjeldsiderne er et kig ind i verden, som den burde være, dækket af rødkløver, hvidkløver, røllike, kællingtand, løvefod, hvid snerre, ærenpris, små violblå storkenæb, og musevikke i en dybere blå. »Fuglevikke« kalder guiden dem. Over det hele summende sol og en dårende duft af kvan, der her kun når op i ankelhøjde. »Se Norges blomsterdal...«

ALT HAR EN forklaring, således også Bodøs grimhed. En fjerdedel af Bodø centrum blev jævnet med jorden den 27. maj 1940 af tyske bombere. Der er ikke meget gammelt at bevare. Dresden er jo heller ikke for køn, eksempelvis.
Des mere hæges der om et historisk sted som Kjerringøy handelsstation, hvor 15 ud af 18 bygninger er bevaret. Her er Ole Bornedals Dina optaget, og vi får at vide, hvor Gerard Depardieu har stået på en stige, og »hvor Dina skyder russeren«.
»Men vandet er jo helt lavt her,« indvender én, og ganske rigtigt har broen været forlænget under optagelserne.
»Han ramler litt længre ut«, siger Arild Nohr, der er snedker og statist.
Dina er kun den sidste i rækken af mange film. I Zahlfjøsen kører nonstop udgaver af Hamsun-filmatiseringer. I krambua, den gamle købmandshandel, der er bevaret i sin oprindelige skikkelse, sælges otte slags hampereb, heraf tre slags tjæret. Her sejler man nemlig. I Arild Nohrs snedkerværksted ligger en næsten færdig båd, som de bygger dem her på stedet.
»Gokstadskibet!« udbryder jeg forbløffet, da mændene vender den om, men det er en Nordlandsbåd. Ude på vandet ligger de i flere størrelser, der hedder fembøring, seksring og færing, beretter Salmonsen, for jeg slår den op, da jeg kommer hjem.
»Den har stor Længde i Forhold til Bredde; Stævnene ere rette, Forstævnen hælder endog lidt bagover. Den er lav paa Vandet, skarp baade for og agter, men flad i Bunden.«
»En udmærket Sejler undaf Vejret, men mindre god bidevindssejler. Typen har holdt sig uforandret gennem lange Tider.«
Solen skinner fra en skyfri himmel, og ikke en vind rører sig. I Bodø siger man, at man kun har seks vindstille dage om året. Vi har allerede brugt de to.

GUIDEN FORSØGER at få os til at udtale rorbua korrekt. En rorbua er en fiskerhytte til overnatning. De ligger i klynger på rad og række og er bygget ud over vandet med et hul i gulvet – så kan man selv fiske aftensmaden.
Kjerringøy Rorbusenter er renoveret og indrettet til feriehytter – med brusebad og tv. Men hullet i gulvet er til min skuffelse væk. Badstue og et udendørsbad, som de kalder en ’badestamp’ er der også, kafé og pub, fiskevand og natur. »Ja, lysteligt det er i Nord/blandt fjeld og li og fjord.«
Men vi kan stadig ikke udtale rorbua.
Guiden fortæller, at han som barn talte dialekt, det gjorde børn og voksne. Men når børnene legede, talte de bokmål, for sådan talte man i børnefjernsynet.

NYHOLM SKANDSE er turistchefens legeplads. Det er her, vi skal spise til aften, og da vi ankommer, springer han til velkomst frem i historisk soldateruniform med fane. Senere får vi stor fiskesuppe med kartofler til. Og en dram. Glasset kan vi beholde, desværre glemmer jeg mit.
Skansen er fra Napoleonskrigene, hvor Norge var så uheldig at være dansk og derfor på den forkerte side mod England. Men skansen har aldrig været i kamp.
Under Anden Verdenskrig anlagde tyskerne imidlertid kanonstillinger og dækningsrum på Nyholmen og byggemateriale var de tidligere skansevolde. Stenene fra skansen har også været brugt som ballast og summa summarum var der kun otte sten, som lå på deres plads i 1994, hvor genopbygningsarbejdet begyndte.
Hvorfor man har genopbygget skansen?
Fordi Bodø blev jævnet med jorden i maj 1940. Den gamle historie er væk, skansen er genopbygget for at værne om den, lyder svaret.
I turistbrochuren står der om Nyholm Skandses Compagnie, at det »i tidsriktige uniformer og dertil hørende eksersis og kanondrill nærmest benytter enhver anledning til å saluttere...«
Det er også det indtryk man får af den glade turistchef. Dog er det trods alt ikke en ære, der bliver vort lille journalistkorps til del.
Derimod vender vi alle tilbage som medlemmer af Bodø Havørneklub – med ret til at bære havørneemblem. Optagelsesbetingelserne er nu heller ikke krævende. Man skal have besøgt Bodø personligt og have set havørnen – hvilket guiden sørger for, at vi gør (i det fjerne) – samt betale et kontingent, som vi på stedet eftergives. Så nu har jeg en havørnenål og et medlemsbevis ifølge hvilket Karin Syberg er medlem nr. 8.023.

Sidste punkt på programmet er luftfartsmuseet. Bodø lufthavn er central i NATO-sammenhæng, fremhæver personalet med en selvfølgelighed, man ikke ville møde i Danmark. Men i Norge er NATO et indiskutabelt gode. Man husker tyskerne for godt.
Bodø lufthavn har ekstra lang rullebane og kan tage de største amerikanske transportfly samt de spionfly, amerikanerne sendte ind over Sovjetunionen, forklarer de stolt.
Nu regner det skomagerdrenge, og bjergene er forsvundet. Det klare, skønne vejr er opbrugt for denne gang. Men vi har haft 48 timers uafbrudt sol og vindstille.
Anden Verdenskrig spiller en central rolle for museet, størst indtryk på mig, der hellere vil prøve simulatoren, hvor man kan loope, gør kortet over den flugtrute, nordmændene benyttede for at slutte sig til de norske styrker i Canada. Den gik over Sverige og Rusland og faktisk hele jorden rundt. En kvinde derovre fik alle soldaterne til at skrive deres navn på en dug, som hun derefter broderede. Den er udstillet sammen med modellen af nordmændenes kvarter, bygget som et blokhus, så de skulle føle sig hjemme.
Ellers svæver flyvemaskiner af alle årgange, militære og civile, overalt. En plakat for Nordnorge-Ruten, forkynder, at man tre gange ugentligt, nemlig tirsdag, torsdag og lørdag kunne komme med en fire-motors Skymaster med 55 sæder. Den klarede trafikken mellem Oslo, Trondheim og Bodø i 1950erne.
I forhallen er ophængt ’drømmen om at flyve’. Her er heksen på sit skaft, Tor med sine gedebukke, en engel og en Ikaros i selskab med en flok måger.
Men simulatoren er det bedste, selv om vi kun er to, der tør.
De andre udtrykker deres benovelse over vores mod.
»Hvad gør man ikke for sin avis,« svarer jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her