Læsetid: 3 min.

I det mindste

Anders Søgaards nye digte filosoferer med sanserne åbne. De har anfægtetheden som ærinde. ’Hans undren bør beskrives som et frontalsammenstød imellem det oplevelige og det erkendbare, mellem perceptionen og ordet,’ skriver Erik Skyum-Nielsen
30. august 2002

(2. sektion)

Digte
Hvorfor er vi mennesker så lede, uanfægtede og ufølsomme? Og hvor langt kan vi nå?
Således spørger Anders Søgaard (f. 1981) i sine Tasseografier, der efterfølger sidste års debut med den prunkløse titel digte 1.
På det første spørgsmål, om menneskene, giver han ingen svar. På det andet svarer han sprogligt konkret ved legende at udvide og overskride sin egen form. Hans lyrik er forsøg på at sprænge rammerne for virkeligheden »uden at have lyst til at flytte sig«, for nu at citere et af hans digte. Et godt digt udgør for ham (og for Dylan Thomas. Han sagde det!) »et bidrag til virkeligheden«.
Men lykkes det for digtet at bidrage til virkeligheden, modvirker det jo indirekte netop dén ufølsomhed og uanfægtethed, Anders Søgaard selv peger ud. For så opflammes læserens årvågenhed, så stimuleres vor evne til undren.
Det hændte nok så tit i debuten, båret som den var af friskhed, følsomhed, nysgerrighed, af uspoleret humor, og af ubekymret lethed. Ganske vist fremtrådte Anders Søgaard som intellektuel og belæst, men han formåede i kraft af sit legende overskud at filosofere konkret, reflektere ude på kanten af sproget.

Lacan som bagage
Denne bestræbelse har han i sin nye bog drevet endnu videre ud. Og når det gennemgående lykkes, tror jeg, det hænger sammen med, at han har spændt sit talent op imod visse formelle vilkår og samtidig fastholdt sin sprudlende fantasi på et menneskeligt ærinde, kærligheden især.
Tasseografi betyder ifølge en note tydning af bundfaldet i en kop, et studium, der omfatter meditation, og som vi f.eks. kan lære af Henrik Nordbrandts berømte tekst »kina betragtet gennem græsk regnvejr i café turque« (fra Syvsoverne, 1969). Søgaard har utvivlsomt læst det digt, men han søger også i modsætning til forgængeren at integrere indsigter fra psykoanalyse, filosofi og semiotik. Enkelte tekster kan nok bedst sammenfattes som: Lacan i bunden af koppen med Derrida på randen af kroppen.

Konstant konkret
Hans undren bør beskrives som et frontalsammenstød imellem det oplevelige og det erkendbare, mellem perceptionen og ordet. Når han digter på kant med sproget, er det, fordi han åbenbart har opdaget en sprække mellem vores totale psykiske potentiel og det til rådighed stående sprog. Det særlige ved ham er bare, at han administrerer den indsigt aldeles
u-tragisk og upatetisk. Han afstår fra at række afmægtigt klynkende hen over kløften mellem sansningen og sproget, men han giver også afkald på at overbinde afstanden med en triumferende metafor eller tanke.
Hvad der filosofisk er abstrakt, forvandles konstant til noget konkret.
Forklaringen ligger som antydet både i formen og stoffet. Dels har Anders Søgaard samlet sig om at afprøve fire-, fem- eller sekslinjede strukturer, indimellem afløst af disse rektangulære kasser, der dannede stil i 90’ernes digtning. Dels koncentrerer han sig om, på én gang afslappet og avanceret, at udforske det, der fører og holder os sammen, længslen i alle dens skikkelser. Det handler i digt efter digt om at forstå intet mindre end »det umulige, som kærligheden støder mod«. Om at være opfyldt til randen af undren og glæde. »Man kan ikke få et ord / til jorden her.«

Stammende strofe
Men her bliver han svær at citere, i det mindste hvis det skal gøres kort. Så lad os i stedet fremdrage en enkelt finurlighed, der kendetegner Søgaards projekt ganske godt. Et sted citerer han William Carlos Williams, der skærper vores opmærksomhed over for det mangfoldige ved naturen, idet han, som det hedder, på bemærkelsesværdig vis formår at gå bag om helheden og give detajlerne sikkert fodfæste: I det mindste er det omsider blevet forår!
Citatet genoptages og varieres nogle sider senere, men typisk nok med en drejning, der røber den unge digters besættelse af trangen til viden. »Det mindste« omskrives til filosofisk credo:

Under træet samler sig
nyligt nedfaldent
løv i bunker af nyligt
nedfaldent løv
efterårsblade, om man vil,
lykken
findes i det mindste hér, i
det mindste

Gentagelsen, strofens stammen, demonstrerer, at vi er trængt om på den anden side af troen på digtningens umiddelbarhed. Her kan der heldigvis stadigvæk skrives smukke digte, blot man som Anders Søgaard hele tiden formår at vende tilbage i åbenheden.

*Anders Søgaard: Tasseografier. Digte. 62 s. Kr. 150,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her