Læsetid: 5 min.

Mongoler er de eneste engle

Måske måtte Hamlet på Det kongelige Teater aflyses, fordi kunstnere tror, at sand godhed ikke er af denne verden
16. august 2002

Qlummen
»Hun taler dunkle ord,
halvt meningsløse, /
som ingenting betyder,
men som lokker/
tilhørerne til
af de spredte ord /
at drage slutninger;
de prøver på det/
og flikker sammen,
hvad de synes der passer./ «

Sådan siger hofmanden i Shakespeares Hamlet om den unge pige Ofelia, der efter sin fars død og sin brors og kærestes bortrejse er blevet vanvittig. Netop den passage kan have inspireret den schweiziske instruktør Stefan Bachmann til at caste Ofelia med Christina Knudsen, en ung pige med Downs syndrom, populært kaldet mongolisme.
Meget er sagt og påstået i den særprægede sag om Hamletforestillingen på Det kongelige Teater, der måtte aflyses netop på grund af Ofelias rolle. Den danske presse gik som en selvfølgelighed ud fra, med det redebonne had til store nationale institutioner, som er specielt for Danmark, at skylden lå hos teatret:
*For det første hos de skuespillere, der sprang fra forestillingen, specielt Henning Jensen. Han var den virkelige skurk, der præcis som hans rolle som Claudius i stykket ville undlive den sårbare og visionære unge prins, instruktøren!
*For det andet lå problemet hos teatrets ledelse, direktør Michael Christiansen (med en fortid som departementschef i Forsvarministeriet aldrig en populær skikkelse i kulturkleresiet) og hos skuespilchef Klaus Hoffmeyer. I Weekendavisens leder mente Henrik Wivel, at Hoffmeyers forkærlighed for både tradition og avantgarde gjorde ham uegnet til sit job...
Skulle nationalscenen da enten kun spille Sparekassen eller kun den rene skære avantgarde?
Opgaven må da gå ud på begge dele. Altså engagerer man Bachmann, all the rave på de tyske scener, til sæsonens store klassikersatsning. Fornuftigt nok, måske – det gik bare ikke.

Men hvad er problemet med Ofelia – Bachmanns problem? Hvorfor skulle hun af alle stykkets roller spilles som en art gimmick?
I en tidligere Hamlet-opsætning af Stefan Bachmann blev Ofelia spillet af en tyk, skaldet mand med bomuldsundertrøje og strutskørt. Verfremdung, kalder man det, når teatrets udøvere så gerne vil have teatret til at afsløre sin egen illusion og få publikum til at indse, at det hele kun er gøgl og blændværk. Som om noget menneske over fire år nogensinde var i tvivl.
Denne gang skulle Ofelia spilles af en handicappet, der næppe ville spille ordene, men sig selv. Rørende kunne hun være blevet, måske. Som de to sympatiske mongoler, der som kælderens opvaskere dannede græsk kor i von Triers formidable Riget.
Dog en praktisk bemærkning: De spillede jo ikke teater, men film. Der kunne tages om og klippes, til scenen var rigtig, og så kunne de to gå hjem igen og drikke kaffe i sofaen, de skulle ikke som i Hamletforestillingen stå på scenen 40 aftener og være til rådighed i timevis.
Endnu mere sært er det, at Bachmann ikke ville give en professionel skuespillerinde chancen for at forsvare Ofelias synspunkt. Endda i et skuespil, der vrimler med spændende manderoller, men kun har to kvinderoller, Dronningen og Ofelia.

Af alle roller i Hamlet er Ofelia den figur, det er mest ’synd for’, den som virkelig ikke kan gøre for det, som kastes hid og did af hoffets intriger.
Hamlet gør kur til Ofelia, vi får at vide, at han har opsøgt hende på værelset og fedtet sig ind med gaver... Men for at Ofelia ikke skal blive forført og udnyttet af prinsen, der måske kun vil have sex, ikke ægteskab, forklarer både broderen Laertes og faderen Polonius hende, at hun skal holde afstand, tvivle på sine egne sanser: Når Hamlet påstår, han elsker hende, skal hun ikke tro ham, det er kun luner, som prins er han højt hævet over hende.
Egentlig vil de vel sige: »Pas på hvad du gør«, nemlig, at hun skal spille sine kort klogt, trumfen, hendes jomfruelighed, kan hun kun disponere over én gang. Men det siger de ikke rent ud, for så ville de bryde den illusion om total uskyld, som Ofelia selv spiller med på:
Hamlet (som afslutning på en serie lumre ordspil, red.): Troede I, at jeg mente noget uanstændigt?
Ofelia: Jeg tror ingenting, Eders Nåde.

Først da Ofelia senere bliver vanvittig, røber hun, at hun ved både det ene og det andet og udmærket har forstået både de sjofle vittigheder på hendes bekostning og den mandlige dobbeltmoral, der lover ægteskab for sex, men bagefter trækker i land.
Hamlet på sin side fejer Ofelia til side, da spillet om magten og moralen kræver alt hans engagement. Han er i en umulig situation, hvor hans ømhed for Ofelia vil blive misbrugt til at få ham til at røbe over for hende, at han ikke er, men spiller skør.
I mellemtiden har rænker og halvkvædede beskeder undergravet Ofelias tro på, at tingene er, som hun ser dem. Hun har ingen fortrolige, hendes far er dræbt, hendes bror rejst, der er ikke mere i den ydre virkelighed, hun kan handle på:
Hamlet: Jeg elskede jer engang.
Ofelia: I fik mig virkelig til at tro det.
At være isoleret i sin virkelighed er en form for sinds-syge. Da Ofelia endelig bryder med sin påtvungne passivitet, er det som vanvittig, og hun drukner, fordi hun ingen fremtid har.
Ofelia er stykkets første helt uskyldige offer. Hun er svær at spille, fordi hun er god – ikke så seksuelt uvidende som hendes omverden tror, men uskyldig i forhold til magtspillet, hun forstår det ikke og ingen fortæller hende noget.
Selv om Ofelias rolle er lille, viser stykket, hvordan hun trin for trin ofres i den intrige, der også tager livet af de
fleste andre medvirkende. Hamlet er simpelt hen en historie om, hvordan magtspil kvaser det almindelige liv, hvor man forelsker sig, gifter sig, får børn. Som Hamlet siger: Ikke flere ægteskaber!
Men hvorfor var det så magtpåliggende for Bachmann at reducere Ofelias historie til en gimmick, hvor hun ikke bliver vanvittig som følge af, hvad der sker med hende, men hele tiden går i en anden takt?
Måske fordi moderne kunstnere er blevet fremmede for godhed som normalt fænomen, de tror tilsyneladende, man kun kan være god, hvis man er sinke eller skør. Lars von Trier sagde
det i dokumentarfilmen om Dogme-brødrene, De lutrede, der blev sendt tirsdag aften: »Mongoler er engle. De er simpelt hen sendt fra himlen med det gode.«
Måske ligner det absolut gode, selvopofrelsen i yderste forstand, i omverdenens øjne dumhed eller vanvid, jvf. Dostojevskijs Idioten og Bess i Triers Breaking The Waves.
Men sådan er godheden
ikke altid, og det er moralsk underslæb at placere den udenfor normaliteten: Hvad med den unge mand, som sidste år rejste fra Korea til Danmark for at lade sig tappe for knoglemarv til en leukæmi-ramt biologisk søster, der som helt lille var bortadopteret til Danmark? Eller den mand, som i forrige uge fiskede en fremmed lille dreng op af det sorte vand i et havnebassin?
De syntes begge to, det var helt naturligt.

Den moderne romantisering af psykisk handicappede minder om den galskabs-romantik, man dyrkede for 20-30 år siden: For at være god, må man leve udenfor virkeligheden.
Som mongoler og engle.
Men godheden hører som ondskaben hjemme i normalområdet – som handlemuligheder, vi har. At gøre godheden marginal er da netop at ofre det gode menneske.

*Den tragiske historie om Hamlet, prins af Danmark, oversat af Edvard Lembcke, bearbejdet af Henning Krabbe (Lindhardt og Ringhof 1985)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu