Læsetid: 4 min.

Når musik bringer lykke

En intens koncert under ledelse af den forhåbentligt kommende chefdirigent
1. august 2002

Koncert
LONDON – »Crap« råber den vrede publikummer ud i Royal Albert Hall. »Skal jeg skære det ud i pap: C-r-a-p«. Manden tilføjer nogle tillægsord, som ikke egner sig til offentliggørelse. Emnet er Nørgårds 6. Symfoni. En anden publikummer har forsvaret værket ved at klappe energisk efter den britiske førsteopførelse med Radiosymfoniorkestret under Thomas Dausgaard.
Den vrede mand fnyser videre: »Så syng da en af de små, dejlige melodier fra værket!« Intet svar. For hvis succeskriteriet er at man skal kunne nynne med, er værket mislykket. Nørgård vil faktisk det modsatte, han vil flertydighed, finde ind til noget andet og mere end det (stil)sikre. Det betyder en konstant søgen efter det værk, der endegyldigt kan gøre komponisten hel og lykkelig.
»Hvis jeg bare bliver færdig med dette værk, bliver jeg helt sikkert lykkelig resten af mit liv.« Sådan sagde Nørgård ved en pre concert talk om sit arbejde. Sådan har han det hver gang, men han bliver aldrig helt lykkelig alligevel. Derfor må han på den igen.

Luk øjnene
Den vrede publikummer ville uden tvivl bryde sig mere om eksempelvis Nørgårds Babette-musik, som er mere imødekommende. Den 6. Symfoni er en monolit. En frygtindgydende sag, som ikke åbner sig umiddelbart. Dausgaard er inde på det i sin artikel om 6. Symfoni i bogen Mangfoldighedsmusik, som netop er udkommet på Gyldendal:
»I 6. Symfonis tilfælde præsenterer det åbnede partitur en mangfoldighed af begivenheder, detaljer, sammenhænge for den, der læser det. Man kan hver gang man starter forfra, opdage nye facetter. Som lytter kan det faktisk være sværere at orientere sig ...«
Nørgård kan ikke sælges som easy listening, lige så lidt som Birtwistle, Nono, Boulez og Stockhausen kan det. Raffinementerne ligger på andre planer. Det rent klanglige for eksempel. 2. satsen af Nørgårds 6. Symfoni kan man lytte til med lukkede øjne og opleve som ren filmmusik.
Dette er interessant: Når vi oplever film sammen med musik, behøver musikken ikke være tonal med melodier. Trækker man den ikke-nynbare musik væk fra filmen og ind i koncertsalen er den lige pludselig avantgardistisk og uforståelig.
Et godt råd er derfor: Luk øjnene i og luk ørerne op. Lad den indre film køre for fuld udblæsning. Da Nørgårds symfoni blev opført i Tivoli i lørdags var publikum mere indstillet på at være lyttende i stedet for melodi-forventende. Og tætheden i klangen og voldsomheden i udtrykket virkede bedre Tivoli, hvor man blev væltet omkuld. I Royal Albert Halls enorme rum skal der en hær af dommedagsbasuner til for at opnå samme virkning.

Alle gode gange tre
Sidste gang vi var sammen med Radiosymfoniorkestret i Royal Albert Hall – dengang som nu er pressekorpset inviteret af orkestret – var i 1995, hvor Yuri Bashmet skulle uropføre Poul Ruders’ Bratschkoncert. Det gik ikke så godt, faktisk var det en skandaløs dårlig forberedelse fra solistens side, som ganske enkelt ikke kunne spille musikken, hvorefter symfoniorkestret brød samarbejdet med Bashmet.
Denne gang mødte orkestret op med violinisten Nikolaj Znaider, der spillede Nielsens Violinkoncert. Orkester og musiker gentog succesen fra Tivoli-koncerten i lørdags: Kritikeren må give op, der er ikke mere at komme efter – alt er rigtigt, detaljerigdommen imponerende, humoren umiskendelig, total symbiose mellem solist, dirigent og orkester. Selv den vrede publikummer måtte overgive sig og klappe energisk.
Det er tredje gang Radiosymfoniorkestret er i Royal Albert Hall, første gang var i 1992. Orkestret er bedre spillende end nogensinde og står på tærsklen til at gå op i næste division. Den træner som kan bringe holdet op i superligaen hedder Thomas Dausgaard. Efter Segerstam, Schirmer og Albrecht er Dausgaard den optimale mand på chefdirigentposten.
Da den nuværende chefdirigent blev udnævnt sagde orkesterchef Per Erik Veng: »Profileringsmæssigt tager orkestret et kvantespring med udnævnelsen af den store tyske dirigentpersonlighed. Albrecht rykker orkestret op i en international dimension.«
Fin drøm og udgangsreplik, men man må tillade sig at spørge: Hvordan synes du selv det er gået? Dausgaard derimod kan gøre drømmen til virkelighed, hvilket den ambitiøse ledelse uden tvivl er vidende om. Derfor gælder det om at tilknytte den danske maestro inden han forsvinder og bliver umulig at hale hjem. Alene arbejdet med Nørgårds 6. Symfoni vidner om en vilje til indsigt og loyalitet over for komponisten, som bør skabe respekt om Dausgaards person. Han afsluttede koncerten med Brahms’ 1. Symfoni, som lover godt for det fremtidige arbejde med orkestret. Et orkesterpianissimo med Dausgaard er helt dernede hvor man kan høre en knappenål ramme gulvet. For eksempel. Detaljen kan nydes over alt, fra Brahms-opførelsen huskes ikke mindst det accellerende pizzicato-sted, der ellers så let ’snubler’ i farten.
Men når alt kommer til alt er man først og fremmest lykkelig over orkesterformationen fordi man fornemmer at den rigtige kemi er til stede mellem dirigent og orkester. Der er tale en gensidig respekt, som er altafgørende. Fremtiden ser lykkelig ud. Måske.

*Radiosymfoniorkestret under Thomas Dausgaard. Solist: Nikolaj Znaider. Værker af Nørgård, Nielsen og Brahms. Royal Albert Hall tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her