Læsetid: 5 min.

Når sandheden fosser

24. august 2002

Intermetzo
Statsministeren var redebon med kaffetår, blødt brød, og Dannebrogsflag i begge ører, da Dansk Folkepartis to siamesiske tidehvervsmullaher dukkede op på hans kontor og særaftalte (endnu) en undersøgelse af venstrefløjens kollektive og individuelle skyld i formodede koldkrigsgerninger. I betragtning af Fogh Rasmussens sans for mådehold med penge, der for hans indre husmandshørelse engang fossede ud af statskassen, har denne det offentliges fjende nr. 1 endnu engang udvist ansvarbevidsthed på feltet. Den bebudede undersøgelse kan nemlig spare sig arbejdet med en konklusion. En sådan har statsministeren og de to livsglade fætre for længst onduleret. Nu skal de bare have professor Jensen til at tage sig af brødarbejdet. Langballe kremtede lystent, som om han var den nye chef for Se og Hør: med navne og adresser! Professor Jensen er ikke uinteresseret, har han ladet forstå, blot han slipper for det juridiske og må koncentrere sig om Historien. En sådan aftale om et forskningsprojekt med indbygget slutkapitel er under alle omstændigheder en nem måde at slippe om ved andre fagfolks vurdering af grundlag, kommissorium og relevans. Man kunne jo – uanset al klædelig betagelse over enhver form for historiegranskning – spørge om det sidste, relevansen, i forhold til så meget andet der i disse år forsømmes i forskningen. Herom er det selvfølgelig svært at udtale sig, når man ikke ved, hvem der skal forske, hvor langt ud og dybt ned, og i hvilke mere eller mindre ligegyldige detaljer enevoldsundersøgelsen vil gå. Det afventer vi i spænding. Rifbjerg har været ude med bekendelser i tide. Sikkert klogt inden komiteen for udansk virksomhed med McKrarup for bordenden og heksebålet tændt i præstegårdshaven ruller sig ud. Statsministeren har i den forbindelse demonstreret sin sædvanlige smagfuldhed og selvlærde sans for filosofien og sprogets nuancer. Det skete allerede, da den mediebevidste fundamentalliberalist erklærede en sådan undersøgelse af netop denne periode i nyere dansk historie som pendant til sandhedskommissionen. Ulykkeligt at sorte sydafrikanere som regel ikke forstår dansk. Samme grundbegreb, sandheden, anvendte pastor Langballe i radioen, inden journalisterne tog deres (dyre) tøj og gik hjem. Vistnok ikke på grund af Langballe, skønt færre end Nissen ville have fortænkt dem heri; der må dog være grænser, for hvad man skal holde mikrofonen. I overkomprimeret stemmepragt som en indeklemt fis i en hornlygte meddelte Langballe undersøgelsens mål som sandheden. Når den slags folk med en sag begynder at tale om sandheden, skal man erfaringsvis søge dækning. I øvrigt bliver det interessant at se i hvilken indfatning undersøgelsen af aktive datidige venstrefløjsfolk med navne og adresser kommer til at indgå. Vil en undersøgelse af disse mennesker og de kulturradikale, eller hvad man skal kalde folk, der ikke var organiserede i DKP og/eller spionerede for DDR, samtidig beskæftige sig højrefløjens meritter i samme åremål? Ikke så lidt af venstrefløjsaktiviteten skal torden og lynild ses på baggrund af blandt andet borgerlighedens påfaldende, forbløffende og skammelige passivitet over for alskens urimeligheder – vel at mærke i hele verden. Såmænd også diktaturerne i øst. Der var ikke megen gang i demonstrationerne på højrefløjen. Hvad angik den anden side, sagde Krarup og Langballe vist ikke mange kvæk til fascisterne Franco, de græske oberster og senere Pinochet. Det ville jo også i pastorernes øjne være den rene skinbarlige gerningsretfærdighed således at protestere mod de menneskelige vilkår og forsøge at hævde noget så afskyeligt som menneskerettighederne. Og så skal man huske at Franco, græker-obersterne, Salazar, Pinochet m.fl. alle var gode kristne. Det gør en forskel, om andre mennesker bliver tævet i rette Guds navn eller bare tævet når man sådan befinder sig kronisk i tidehvervsbestemt sandhedsselvsving.

Bekendelserne må vi hellere få overstået nu. Klummisten, hvis revolutionære initiativer altid har været afstemt efter spisetiderne, kender ellers mange kommunister, skønt den gamle garde nu er ved at forlade skuepladsen. Der er dog også visse yngre personer, der siden murens fald er blevet alt muligt dyrt ved drivisen. Der er ... og ... og ... for slet ikke at tale om ...! Nogen gange tror man det er løgn, når man ser hvad sådan nogle gamle kapitallogikere driver det til. Én blev ..., en anden ... og en tredje ... du gode! Enkelte af dem kan man mærke har lært og husket lektien i DKP. De kan det gylle. Ved døv stædighed og brutalitet håndterer de enhver situation og tager røven på de sagtmodige. Sådan som de i sin tid lærte hjemme i cellen, og uden at de af den grund hjemsøges om natten. Desværre er de typer ikke begrænset til gamle DKP’ere. Statsministeren har som bekendt ikke været medlem af DKP, så skal han
i hvert fald være gået meget stille med dørene. Alligevel lavede han nok så nydeligt kreativ bogføring, da han som yngre var skatteminister, og vildledte Folketinget, så det sang. Ganske vist fik han nok så nænsomt tørret det værste af på embedsmændene, men var dog den ansvarlige og måtte skrubbe ned fra posten 18. november 1992. Nogen har måske glemt det, men en senere så berømt Farum-borgmester, årgangsrødvinsekvilibrist og selv kreativ the one and only Peter Brixtofte afløste ham. Som skatteminister!
I dagene umiddelbart efter Foghs afgang samt ifølge sund retsbevidsthed ude-lukkelse fra nogensinde at blive statsminister var klummisten – i embeds medfør som Statens fucking Filmkonsulent – i fucking Øst-Berlin, hvor han i boghandlen ved Alexanderplatz hos ekspeditricen der lignede Bismarcks farbror med overskæg og det hele, købte Heinrich Heines samlede digte til spotpris. I virkeligheden var det en hemmelig udveksling. Det bør fortælles i dag, inden afsløringerne fra McKrarup og retfærdighedsgerningernes overmand Jesper Langballe fyger trindt om land: Hvor Heine før havde stået på statsboghandlens reol, anbragte klummisten nemlig i dølgsmål et eksemplar af kommissiondomstolsbetænkningen om Fogh Rasmussens kreative bogføring med udvalgte bogstaver prikket ud i kode. Dechifreret var disse en vejledning for DDR’s totaktstanks i at nå færgen til Gedser. Nogen måtte jo komme fædrelandet til undsætning, når ministrene på den måde løj og lavede kreativ bogføring og fyrede alt hvad der var af skattesagkyndige, så skattesnyderiet blandt venner kunne florere frit. Læste man imidlertid den hemmelige kode bagfra stod der: Peter Brixtofte er årgangsrødvinsskabsdranker og, sådan som han styrer Farum, vistnok også kommunist!
Russerne skulle jo gerne vide, hvem de i en snæver vending kunne regne med. Hvorvidt Heines erhvervede digte også indeholdt hemmelige koder er ikke godt at vide, eftersom siderne efter første gennembladring faldt ud af den tarvelige statsfremstillede bog og blæste væk i østenvinden. Mere er der sådan set ikke at fortælle. Ikke i denne omgang. Men hvis McKrarup viser instrumenterne, kommer der meget mere. Det bliver om ... og ... og ... for slet ikke at tale om ...!

Til slut: Se og Hør har fået ny chefredaktør. Den driftige mand har engang været statsministerens spindoktor. Det siger mest om statsministeren. Siden har manden været politisk redaktør på B.T. Det siger meget om B.T. og B.T.’s politiske redaktører. Nu altså chef for Se og Hør. Det siger alt om Ser og Hør. Det hele siger noget om Danmark og danske værdier. I hvert fald i pressen og omegn. Så vil man alligevel hellere omgås folk som ... og ... og ... for slet ikke at tale om ...!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her