Læsetid: 3 min.

Når uhyrer uddrives

Halle Berry og Billy Bob Thornton er med til at gøre sydstatshistorien Monster’s Ball til en af årets hidtil bedste film
30. august 2002

(2. sektion)

Ny film
En god slutning kan gøre forskellen mellem det agtværdige og det sublime. Monster’s Ball har en slutning, som anmelderen vist egentlig ikke må omtale, men alligevel: to mennesker sætter sig ud på trappen foran et hus for at spise is. Hun får tilbudt en lille skefuld chokoladeis af ham, og i den måde, hendes ellers stivnede ansigt lyser op i et smil, er der en verden til forskel for ham og os. Hele filmens mening, alle dens temaer og konflikter, ligger koncentreret i det lille banale øjeblik – i den fremstrakte ske med is og dette diskrete smil.
Filmen har brugt næsten to timer på at nå frem til det bevægende øjeblik, og passagevis kan man synes, den tager sig rigeligt god tid. Men den unge instruktør Marc Forster har lagt en klog strategi for denne sydstatshistorie om racisme, dødsstraf, nedarvede familietragedier og – først og fremmest – sjælefrelse. Forster lægger en dæmper på det drama, der ellers let kunne udvikle sig sentimentalt og oppustet. For det er ikke så få katastrofer, han og de to manuskriptforfattere udsætter deres personer for. Vi skal igennem henrettelse i den elektriske stol, pludseligt selvmord og en trafikal døds-ulykke, før vi når ud på trappen foran huset, den fremstrakte ske og det lille smil.
Historien udspiller sig i Georgias fattige egne, hvor der er langt mellem huse og mennesker – og hvor ensomheden råder. Den sorte dreng Tyrell får til skoleopgave at lave en tegning med temaet »ensomhed« og tegner sin dødsdømte far i hans fængselscelle. Men Tyrell kunne også have tegnet hovedpersonen Hank, som er fængselsbetjent netop der, hvor drengens far er indsat og venter på den elektriske stol.
Hank bor sammen med sin gamle, svagelige, racistiske far, lever i hans skygge, og han kan selv ligne en racist. Men er der ikke bare tale om et grimt genskin fra faderen? Hank er gået i stå i attituder, der afspejler faderens dybt forstokkede tænkemåde. Og han fører på tragisk vis faderens tyranniske opdragelse over på sin egen søn, der også er fængselsbetjent, men ikke så mandigt ufølsom, som Hank kunne ønske det.
Hank er inde i en ond cirkel af vold og tilknappet frustration, og der skal en katastrofe til at rive ham løs. Sønnen egnede sig ikke til at være fængselsbetjent med dødscelle-overvågning – men gør Hank det egentlig selv? Er han ikke bare i jobbet, fordi hans egen far også var det?
Et nødvendigt opbrud er på vej, en menneskelig udvikling, hvor servitricen Leticia – enken efter den mand, Hank var med til at overvåge – kommer til at spille den afgørende rolle.

Stilhed og storm
Filmen har sin styrke i den seje udforskning af et miljø og mentalitet, der virker hentet ud af en ubesmykket amerikansk virkelighed. Heri kan den minde om mesterstykket In the Bedroom, der også hæver sig over genrebegrænsninger og uforfærdet ser sine penible konflikter lige i øjnene.
Man oplever dødsstraffens nedværdigelse, som i dette tilfælde mindre rammer den dødsdømte (Tyrells far har en stille værdighed, som stammer fra erkendt skyld) end bødlerne, der skal få alt til at glide, men ikke magter det. Man oplever en racisme, der spreder sig som atavistiske ringe i vandet til en nyere tid, som i virkeligheden har sat sig ud over den. Og man oplever, hvordan ensomme fædres synder (eller i et enkelt tilfælde: talenter) nedarves til sønnerne i en mandeverden, der er ved at rådne op indefra.
Alt sammen fremstillet med en egen uforstyrrelig boren, der pludselig kan bryde ud i nervesønderslidende drama.

Realistisk erotik
Filmen får et løft af to mesterpræstationer i hovedrollerne. Billy Bob Thornton, der nu efter Coen-brødrenes The Man Who Wasn’t There mere og mere fremtræder som en af amerikansk films centrale skuespillere, yder et formidabelt underspil som den indesluttede, mumlende Hank, der pludselig kan flamme op og blive farlig. En nowhere man som hos Coen-brødrene, men med en basal menneskelig anstændighed, som gradvis sætter sig igennem.
Hans erotiske scener med Halle Berrys glamourforladte servitrice har netop den kernefulde realisme, man sjældent ser på film. Og Halle Berry viser både stort mod og talent i sin Oscar-belønnede rolle, hvad enten hun slår løs på sin fede søn, fordi hun elsker ham, eller hun giver sig hen til den erotik, der viser sig livsvigtig.

*Monster’s Ball. Instruktion: Marc Forster. Manuskript: Milo Addica og Will Rokos. Amerikansk (Grand, Dagmar, Palds, Empire, Kinopalæet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her