Læsetid: 5 min.

Naturens er og bør

Shakespeares naturalistiske ikke-fejltagelse i Grønnegaarden
2. august 2002

Frie ord
JAKOB Steen Olsen har allerede skrevet det her i bladet: »Skovdød? Ikke tale om. I hvert fald ikke på Grønnegårds Teatret. Her er så sandelig liv i skoven fra start til slut. Og liv i kludene. Instruktøren Madeleine Røn Juul skyr de tunge fortolkninger og satser i stedet alt på kærligheden. Hun gør Shakespeares berømte komedie Som man behager til det, den skal være: En fejende festlig og dynamisk hyldest til forelskelsen, hvor hjerterne kan få lov til at triumfere mellem alle forvekslingerne og forklædningerne, intrigerne og de falske identiteter.
Udgangspunktet er den velkendte replik: »Verden er en scene«. Vores anmelder er enig med næsten alle sine kolleger i, at det er noget nær den københavnske Grønnegårds måske hidtil mest vellykkede forestilling, og skønt det ikke vil sige så lidt, skal jeg bestemt ikke modsige de professionelle anmeldere: Vi mænd »og kvinderne bør sammen finde behag i spillet«, for nu straks at citere Shakespeare selv (i Niels Brunses uovertrufne oversættelse).
Citatet er at hente fra den epilog, som Grønnegaarden dog ikke anvender: »Hvis jeg var kvinde. ville jeg kysse alle dem af jer, der har skæg jeg kunne synes om, ansigter der faldt i min smag og en ånde der ikke var mig imod. Og jeg er sikker på, at alle de, der har smukke skæg eller smukke ansigter eller frisk ånde, at de, når jeg nu nejer og siger favel, vil takke for mit tilbud med deres bifald« – lader Shakespeare sin heltinde Rosalinde sige til sidst, som var det tvivlsomt, at hun er en kvinde: »Hvis jeg var en kvinde...«
Men det er netop, hvad livet i skoven handler om. Rosalinde er den, der udtrykkeligt flygter fra magtspillet til (Ardenner) skovens og naturens sandhed – for i sandhedens navn at klæde sig ud som manden Ganymedes og lade sin forelskede og elskede Orlando tilbede sig i denne mandsforklædning, som om hun virkelig var kvinden Rosalinde. Som om hun virkelig var – den hun er!
Når magtspillet forveksles med sandheden, og naturen i form af skovdød og andre forestående økologiske katastrofer endnu ikke slår til, må verden spilles som en scene og tolkes kunstnerisk for at den om muligt igen kan blive til naturlig virkelighed i modsætning til civilisationens kunstige uvirkelighed i magtspillets kulisser.
At kunne fremstille dette antropologiske (filosofiske, ontologiske, religiøse og hverdagslige) grundvilkår i al dets dialogiske tvetydighed og sandhed formår kun mestrene. Men når Goethe kaldte Shakespeare for »mestrenes mester« og »uden ende«, er det jo fordi ingen anden har kunnet præstere det mesterstykke (i også mange andre stykker end Som man behager) som i den grad en fejende festlig og dynamisk hyldest til forelskelsen, hvor hjerterne kan få lov til at triumfere mellem alle forvekslingerne og forklædningerne, intrigerne og de falske identiteter.
Og for at sætte trumf på triumfen lader han så til sidst Rosalinde, efter hun har smidt mandeklæderne og igen er blevet sig selv i kvindeklæder, træde frem og sige: »Hvis jeg var kvinde...« – vel vidende at på Shakespeares tid blev alle kvinderoller spillet af (unge) mænd, hvad alle tilskuerne vidste!
Altså: en mand ifører sig kvindeklæder og spiller Rosalinde, som ifører sig mandeklæder og spiller Ganymedes, som lader sin elskende tilbede sig som en kvinde, som til sidst vedkender sig, at hun spilles af en mand...
Det skal der en Shakespeare til ikke at brække halsen på, men tværtimod til at gøre til denne sommers mest hyldede lystspil.
Altsammen for at gøre det indlysende klart, at naturen har skabt mennesket forskelligt som mand og som kvinde! Hvilket måske kan kaldes en kun lille biologiske forskel, men sandelig en forskel, der virkelig gør en forskel.
For af den springer forelskelsens Eros, som mellem alle magtspillets forvekslinger og forklædninger, intriger og falske identiteter lader naturen genindsætte den sande virkelighed.

PÅ ingen måde foranlediger det Shakespeare til moralistiske fordømmelser af homoseksuelle og lesbiske forhold.
Tværtimod. Han benytter sit plot til at lyse også dem, cross-dressing, transvestitisme m.m. i naturens kuld og køn, når blot de udtrykker sand, af naturen fremkaldt forelskelse og ikke magtbegær: Ganymedes er netop den unge dreng, Jupiter
(Zeus) som en anden pæderast forelskede sig i og gjorde til mundskænk (!) for guderne på Olympen.
Og forholdet mellem Rosalinde og hendes hjerteveninde og kusine Celia har ikke blot mange lesbiske overtoner men undertones deraf hele stykket igennem. Hviket anslå særdeles kraftigt i stykkets første dialog mellem dem. Skønt det i Grønnegaard-opførelsen er stærkt forkortet er det dog, hvor Shakespeare allerede fra starten i kvindesnak udtrykker sin dybeste antropologi (filosofi osv.): De to kvinder modstiller verdens Fortuna i dens omskiftelige lykkespil om magt og afmagt med Naturens vekslende skæbne af sommervarme og vinterkulde og nu bliver modstillingen understreget af, at både Fortuna og Naturen er skrevet med stort begyndelsesbogstav:
»Lad os sidde og gøre nar af fru Fortuna,« hedder det i dialogen mellem de to ofre for hoffets magtspil, »for hendes gunst falder de mest forkerte steder«. De smukke gør hun sjældent dydige og de dydige gør hun sandt for dyden ikke smukke.
»Nej, nu blander du lykkens og Naturens bestilling sammen; fru Furtuna hersker over verdens gaver, ikke over hvad Naturen har dannet.«
Skønheden skal altså ikke hævde sig i verden ved at hæve sig over dens moral, men takke Naturen for dens gave, og grimheden skal ikke underlægge sig verden ved i særlig grad at underlægge sig dens dydige forskrifter som om den skyldte verden noget som helst.
»Naturen har givet os forstand til at lade hånt om verdens lykke,« lyder Shakespeares afgørende udsagn, ikke tilfældigt lagt i kvindemund.
Selve dialogen kulminerer med narren Prøvestens tilsyneladende forstyrrende ankomst og følgende replik:
»Måske er det i virkeligheden ikke lykken (magtverdenens Fortuna), men Naturen, der har fundet vores naturlige forstand for sløv til den slags sager og i sagens natur sendt narren herind for at skærpe vores tanker; for en nars naturlige sløvsind er forstandens lykkeligste slibesten.«
SIDEN understreget af Rosalindes fordrevne far og hertug ude i skoven: Vel bider naturens frost, måske også til døde, men den er ikke led i et magtspil, og derfor er naturen den store befrier. Den minder os både som
frost og som forelskelse om en verden, der ikke er af magt-afmagt-verdenen.
Sandheden om naturens er, hvor både frost og forelskelse går gennem alle magtfulde og afmægtige forklædninger, gør den til et kritisk bør over for al magt, der påberåber sig en bestemt moral som legitimation for uimodsigelig magtudøvelse.
Den moderne og nu alment antagne påstand om, at det er en »naturalistisk fejltagelse« at udlede et moralsk bør af naturens er, afslører Shakespeare – mere mesterligt end nogen anden i nyere tid som utilstrækkeligt. Der kan faktisk, hvis det behager, udledes et samfundskritisk bør af naturens er.
Måske derfor spilles Shakespeare nu som aldrig før. Han véd noget, mange leder efter. Især denne verdens ledere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu