Læsetid: 6 min.

Nedtælling til katastrofe

Den israelske fredsbevægelses ‘grand old man‘ Uri Avnery har forståelse for baggrunden for de palæstinensiske selvmordsbomber. Hvad er alternativet, spørger han?
16. august 2002

Forståelse
Førstemanden i den israelske fredsbevægelse Gush Shalom, den 78-årige Uri Avnery har en opsigtsvækkende forståelse for baggrunden for de blodige palæstinensiske selvmordsbomber.
Det tidligere Knesset-medlem og modtager af den alternative Nobelfredspris ser det som sin hovedopgave at forklare årsagerne til palæstinensernes afmagt og desperation.
Stillet over for en overlegen militærmagt og en regering, hvis perspektiv er at tilegne sig hele Palæstina, kæmper palæstinenserne for liv og ejendom – individuelt og som nation.
»Det er et faktum, at Israel aldrig har givet noget væk uden vold. Kun få nationer har gennem historien foræret noget væk uden vold. Det lader til at være den menneskelige natur, at man ikke giver noget væk, uden at man bliver tvunget til det.«
»Der findes palæstinensere, der mener, at volden bør være begrænset til at foregå i de besatte områder, og at den kun bør rettes mod bosættere og soldater. Det mener såvel Arafat som størstedelen af Fatah-bevægelsen, men flertallet af det palæstinensiske folk er uenige.«
»De mener i stedet, at volden bør rettes mod alt. Den israelske hærs overlegenhed er så enorm, at de ikke kan vinde over den. Derfor mener flertallet, at det eneste effektive våben, de har, er at slå til mod israelske befolkningscentre.«
»Mange af mine palæstinensiske venner har netop underskrevet en protest mod selvmordsangreb. Den første reaktion var: ’Ok, men hvad foreslår I i stedet?’«
»Lige nu støtter 80 procent af palæstinenserne selvmordsbomber. Ikke fordi de godt kan lide at slå folk ihjel, og ikke fordi de godt kan lide selvmord, men fordi de mener, at det er det eneste effektive våben, de har. Enhver, der vil stoppe de palæstinensiske selvmordsbomber, bliver nødt til at fortælle dem, hvilket alternativ de har.«
»At Bush raser over selvmordsbomberne er godt og fint, men hvad tilbyder han dem til gengæld? Intet.«

Bliver værre endnu
»Når der er krig med vold og grusomheder på begge sider, udløses raseri og frygt, og der skabes et klima, hvor det på overfladen, ser ud som om, fred er umuligt. Men neden under arbejder kræfter, som slutteligt vil virke for fred.«
»Det simple faktum er, at i denne konflikt findes ingen militære løsninger, og den overvældende israelske militære overlegenhed neutraliseres af den væbnede modstand. Derfor udspiller konflikten sig på en tragisk måde, men vi vil nå et punkt, hvor begge sider vil opdage, at vold ikke fører til en løsning. Men i øjeblikket har vi den værste situation siden 1948, og det bliver værre endnu«.
»Da jeg for nylig mødte Arafat, snakkede vi naturligvis om Sharon. På løjerlig vis tror jeg, at jeg er en af de få, der kender dem begge to ret godt. Jeg fortalte Arafat, at Sharon ønsker at slå ham ihjel, og at han ikke skulle have nogle illusioner omkring det.«
»Det er ikke et spørgsmål om at sende ham i eksil – han vil slå ham ihjel. Ingen drømmer om at deportere Arafat, for hvis han blev deporteret, ville han blive endnu mere farlig end under belejring i Ramallah.
»Jeg kender Sharons mentalitet. Han er stærkt utilfreds med, at det ikke lykkedes ham at slå Arafat ihjel i Beirut i 1982. Det eneste, der forhindrer ham i at slå Arafat ihjel lige nu, er USA’s veto.«
»Min første reaktion på præsident Bushs sidste tale (juni 2002,) var, at den kunne være en tilladelse til at slå Arafat ihjel. Aktuelt er jeg ikke sikker på, at amerikanerne ønsker det. Bush møder megen kritik over hele verden. Både fra hans europæiske allierede, men også fra arabiske regeringer.«

Arafat overlever
»Arafat har allerede overlevet otte eller ni israelske premierministre og otte eller ni amerikanske præsidenter. Med lidt held overlever han også Bush og Sharon. Selvfølgelig er han i dag i en farligere situation end nogensinde før. Den fysiske fare er meget tættere på.«
»Men ligegyldigt hvad der sker, vinder Sharon ikke denne krig, fordi den ikke kan vindes. Ikke fordi han mangler beslutsomhed – den kan kun vindes ved fysisk at drive 3,5 millioner palæstinensere ud af Palæstina. For at kunne gøre det, må man have en bestemt situation som den, der var i 1948, og denne situation forudser jeg ikke i øjeblikket.«
»Hvis amerikanerne siger god for det, europæerne ryster på hånden uden at gøre noget og de arabiske lande er magtesløse, kan det selvfølgelig være, at det sker. Mange i Israel mener, at det er den eneste løsning. Der er ministre i den israelske regering, som åbent prøver at udbrede denne opfattelse hver dag. Men jeg mener stadig, at det er usandsynligt.«
»Der findes ingen anden måde, hvorpå Sharon kan vinde denne krig mod palæstinenserne, for de har ikke mere at miste. De kæmper for deres liv, ikke kun som nation, men individuelt. Alle arabiske palæstinensere ved, hvad der skete med de flygtninge, som forlod deres hjem i 1948.«
»Jeg har siddet i timevis sammen med Sharon i mit hjem og i hans hjem, og jeg kender Sharon ekstremt godt. Jeg er en af de få personer, som virkelig kender ham. Derfor lavede Gush Shalom en stor annonce i aviserne den dag, hvor han kom til magten.«
»Annoncen havde kun en sætning: ’I dag starter nedtællingen til katastrofen’. Jeg vidste, at det ikke var en ny Sharon. Ikke en rar bedstefar, som ønsker fred. Ikke generalen, som mistede sine kammerater i kamp, og nu ønsker fred.«
»Sharon er fuldstændig anderledes end alle andre israelske politikere. Jeg havde ingen illusioner, og fortalte Arafat: dette er begyndelsen til en målrettet kamp for at tilintetgøre det palæstinensiske folk og annektere resten af Palæstina«.

Ville forhindre angreb
Uri Avnerys første personlige møde med Arafat fandt sted under Israels felttog i Libanon i 1982.
»Da den israelske hær havde omringet Vest-Beirut, krydsede jeg fronten og tog derover for at mødes offentligt med Arafat. Tanken var, at min mission skulle forhindre et israelsk angreb på Beirut.«
»Et angreb ville have været en stor katastrofe, fordi der var en halv million mennesker i Vest-Beirut. Allerede på vej tilbage hørte jeg, at israelske regeringsmedlemmer ville stille mig for retten, anklaget for højforræderi. Jeg forventede at blive arresteret ved grænsen, men blev det ikke.«
»Mødet med Arafat blev filmet af en tysk tv-hold. Jeg bragte en kopi af båndet med hjem til Israel, og samme dag blev det sendt på israelsk tv. Palæstinenserne kunne se, at der er mange slags israelere, og også nogle, som man kan slutte fred med.«
»I Israel begyndte opfattelsen af Arafat som manden, der ville smide os i havet, at ændres. Arafat er realist. Frem for alt er han et meget pragmatisk, realistisk menneske med en klar opfattelse af magtforholdet.«
Set med Avnerys øjne, er det billede, der er blevet tegnet af de forliste Camp David-forhandlinger i år 2000 fortegnet. Han afviser den vedholdende propaganda i israelske og vestlige medier, om at Israel skulle have fremsat et »generøst tilbud«:
»Det, Barak tilbød i Camp David var at annektere en stor, såkaldt bosættelsesblok, i Israel. Her bor 80 procent af bosætterne.«
»Det, han i første omgang forlangte var noget i retning af 12 procent af Vestbredden som blokke til bosættelserne. Samtidig ville han have fortsat kontrol over Jordan-dalen, hvilket er endnu 10 procent af Vestbredden. Dermed var han allerede oppe på 22 procent.«
»Ovenikøbet ville han beholde de annekterede jødiske kvarterer i Jerusalem, hvilket udgør endnu fem-seks procent. Selvfølgelig ville han også annektere den del af Det Døde Hav, som hører til Palæstina. Samlet efter palæstinensisk udregning, ønskede han at annektere 25 procent af Vestbredden.«
»Hvis man kigger på landkortet, kan man se, at Baraks tanke var at skabe et kort, hvor den fremtidige palæstinensiske stat er delt ind i tre, fire, fem, seks enklaver, som er afskåret fra hinanden af israelske bosættelsesblokke, inklusive bosætterveje, der skærer dybt ind i det palæstinensiske territorium og derved gør det til en øgruppe, der flyder i et hav, som udgøres af Israel, afskåret fra verden p.g.a. Israels kontrol«.
»De aktuelle perspektiver er ikke lyse, men en del af en meget lang kamp.«
»Mit perspektiv er mindst 50 år, måske 100 år. Den nuværende situation er endnu en fase af en igangværende kamp. På et tidspunkt vil den føre til enten gensidig udslettelse, hvilket er en mulighed, eller til gensidig fred, hvilket jeg håber er muligt«.

*Bjørn Meidell er lektor og forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her