Læsetid: 5 min.

Fra nej til ja

Lars Movin og Møller Rasmussen har lavet en gribende film om Dan Turèll, deres åndelige storebror, forbillede og inspirationskilde
10. august 2002

Dokumentar
Filmen åbner med en parafrasering af Dan Turèlls digt, »Jeg sku´ ha´ været taxachuffør«, her vendt på hovedet, så en taxachauffør på arbejde messer: »Jeg sku´ ha været digter«, men bortset fra denne iscenesatte gimmick er filmen sammensat dels af arkivstof, også hidtil uset materiale fra barndommen, dels af diverse interviews med kolleger, åndsfæller, familie og venner. Et stort materiale, som det ikke kan have været let at vælge og vrage i.
Der skrides kronologisk frem gennem liv og værk, og det er dejligt at starte med familiealbummet og møde Dans mor, Inge Turèll: »Jeg læste, og jeg læste mange historier for ham. Og så en dag sagde han, at han bedre ku’ tænke sig selv at læse dem...og det endte med at han læste før han kom i skole.« Travlt havde han. Nu han kun havde 47 år at gøre godt med.
Selv siger han: »Da jeg kom ud af skolen, blev jeg flyttemand, senere blev jeg jord-og betonarbejder, og så blev jeg løberklipper i Daells Varehus, så blev jeg ansat på et kemisk laboratorium, så blev jeg snedkerarbejder, så blev jeg postbud, derefter var jeg telegrafbud, en overgang var jeg vognvasker, så var jeg korrekturlæser, og jeg har også været vinduespudser, men i alle de tilfælde havde jeg chefer. Jeg ku ikke li’ det«.
Så tænder Peter Laugesen sin pibe og fortæller om de undergrundsting de tidligt rodede med: »…men der var pludselig et hul, hvor det kunne komme op, og det hul dér blev til Dan, det udnyttede han i den grad…«.
Dan udgav en strøm af publikationer og fortæller i tv’s Lørdagshjørnet i 1979, at først da han efter 35 bøger begyndte at bruge sort lak på neglene, blev han ’opdaget’ og taget alvorligt. Modsat læsende folk som islændinge og irere skal danskerne »ha´ et incitament, noget li’r«. Det fik vi så.

Det platte og vulgære
»Han skrev hver dag. Ligesom vi andre har hår, der vokser ud og negle, der vokser ud, så voksede der tekster ud af ham«, fortæller Kristen Bjørnkjær, der ligesom Dan sidst i 60’erne kunne lide det platte og vulgære, andre kunstnere vrængede ad. Dan vrængede ad den populære Leif Panduro og de kulturradikale. »Men Anders And, det var i orden«.
Asger Schnack tager fat i det store værk fra 1973, Sekvens af Majana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller, hvor Dans aftale med forlaget Arena slet og ret var, at der skulle udkomme en bog på 250 A4- sider. Hvad Dan ville fylde arkene med blev hans egen sag. Men udfyldt blev de. En »ustandselig skrift« er i gang. Alt slipper ind, høj poesi og trivielle registreringer, noget kører og kan ikke stoppes. Noget, Dan havde fælles med Peter Laugesen, som siger: »Hvis skriften standser, har den aldrig været der«. Det gælder om ikke at »overgive sig«. Til det normale sprog.
Suzanne Brøgger mødte Dan på Chelsea Hotel i New York. Det var hans første besøg i den by. Men han gik ikke ud. Sad bare og skrev. – Hvorfor? spurgte hun. Fordi han ikke regnede med at blive særlig gammel, svarede han.
Brøgger har fat i hans oprørske sigen nej og skråt op til det hele, indtil på et særligt tidspunkt i forfatterskabet, hvor han begynder at sige »ja«. Til alt det normale, til Vangede og damen i mejeriet.
I 1976 siger han i DR TV: »Alt, hvad der er skrevet og alt, hvad der er tænkt, og alt, hvad der er sunget, og alt, hvad der er malet og afbilledet, handler om de samme ting, de samme menneskelige bevægelser. Og der er noget uendeligt højrøvet og bedrevidende ved at påstå, at det ene plan skulle være større eller rigtigere eller sandere end det andet plan.(...) Der er ingen grund til at løbe fra, at der kun er et vist antal menneskelige fornemmelser, og de transmitterer sig på alle planer. Om nogen så vil kalde de planer højkulturelle eller lavkulturelle, og om nogen vil foretrække det ene eller det andet plan, det forekommer mig at være totalt ligegyldigt. (...) Jeg ville til enhver tid påtage mig at få alt det ud af Anders And, som en hvilken som helst professor ved Københavns Universitet vil påtage sig at få ud af Shakespeare.«

Sort og fortællende
Hvor Asger Schnack fremhæver Majana som hovedværket, slår Lars Bukdahl ned på Karma Cowboy, »en af de mest fantastiske bøger, der findes. Punktum!« – og ser hvordan den dels peger bagud mod det eksperimenterende og til tider sorte ved forfatterskabet, dels frem mod det rimede, anekdotiske og fortællende. Kenn André Stilling fortæller om tiden, da han skabte Café Dan Turèll i 1977, og så for sig Wessels Kro i gaden ved siden af, og hvordan det kunne have været flot med en længere række af sådanne oaser i den indre by, mens Dan går på Hovedbanegården i cotton coat og blød hat og siger: »Jeg har engang haft en masse synspunkter. Men jeg har mistet de fleste af dem. De er simpelthen forsvundet« – og fortsætter videre ud i Istedgade under en saxofonsolo: »Jeg vil leve, lige indtil jeg dør. Og det er ikke umuligt, at jeg vil skrive min egen gravskrift. Og i så fald skal teksten være henvendt til de forbipasserende, og så skal der stå: ’Der er ingen grund til at holde her‘«.
Filmen rummer en række stills: Dan som nyfødt, Dan som dreng, Dan med hornbriller, Dan ved Komet Bar, meget ung, Dan foran Café Dan Turèll, stadig meget ung.
Dette billede er taget af den ene af filmens bagmænd, Steen Møller Rasmussen, og dukker jævnligt op med en gribende effekt. Jeg tror, det er det bedste billede, der nogensinde er taget af Dan Turèll.

Kloge øjne
Men så blev han pludselig ældre. Tyndere. Med kloge, usentimentale øjne. Bag ham lå pludselig en stak kriminalromaner fra hans Morten Korch’ske Vesterbro. Med Raymond Chandler i baghovedet smed han en mand med en revolver ind i teksten. Sådan holdt han gryden i kog.
Den sidste digtsamling kalder han Cha-cha-cha. – »Jeg har fået kræft for at sige det lige ud. ’Syg’ er sådan et dejligt ord, det kan betyde hvad som helst, så lad os bare tage firbenet ved halen og sige kræft.«
Filmens sidste vidne er Dans kone Chili Turèll. Hun fortæller om hans egen lange ritualiserede hverdag og længslen i ham efter samme højt besungne hverdag. Hans rastløse energi og hans ’grænseløshed’ og instinktive fornemmelse af, at tiden var afmålt.
Man gennemsyres af sin egen gamle sorg over hans alt for tidlige død ved at se denne film. Her grines egentlig ikke.
Der er ligesom ikke noget at grine ad. Men morsomt er det alligevel at møde ham igen, at være sammen med dem, der kendte ham, at se så mange billeder.

*Lars Movin & Steen Møller Rasmussen: Onkel Danny -portræt af en karma cowboy. Plagiat Film. Distribution: Det danske Filminstitut. Vises på odense Film Festival på tirsdag og onsdag. Biografpremiere 23.august i Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus og Cafe Biografen, Odense.

*Anne Regitze Wivel er filminstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her