NEKROLOGER

Gunnar Obel, 75 år
*Han kaldte sig ’filmkøbmand’, men var noget mere. Obel var en af en filmisk fribytter, som satsede ligeligt på kunst og kommers. Han kunne ikke nære sig for at støtte ambitiøse projekter af Lars von Trier, Jon Bang Carlsen og Claus Ploug og blev økonomisk godt og grundigt straffet for det. Men ofte lykkedes det han at tjene tabet på de kunstneriske karruseller ind på de kommercielle gynger.
Efter syv års skolegang startede han sin filmuddannelse som piccolo i det vestjyske og blev som 26-årig Danmarks yngste biografdirektør i Nørre Snede – og tre år efter også leder af Kino i Nykøbing Mors. Men den driftige mand ville også selv importere film, og det blev bl. a. til en givtig indførsel af spaghettiwesterns og skolepige-sexfilm, som kom til at finansiere importen af mere lødige sager som Skolimowskis Badeanstalten og Jan Halldoffs Stuegang.
Fra 1971 begyndte ’den jyske filmkonge’ også at producere film, igen med en blanding af idealisme og forretningssans. Han købte rettighederne til Leif Panduros romaner, og det kom der nogle populære film ud af – f. eks. Edward Flemings Rend mig i traditionerne og De uanstændige – som dog kunstnerisk er påfaldende ringere end Panduros tv-spil. Større ære har Obel af sin opbakning af Jon Bang Carlsen på debutspillefilmen Næste stop – paradis med Karen Lykkehus og Preben Lerdorff Rye som et aldrende elskerpar. Og han var manden, der finansierede Lars von Trier, da denne kastede sig ud sin billigfilm Epidemic. Obel var også medproducent af Triers Europa.
Satsningen på Jon Bang Carlsens debutspillefilm var i 1981 med til at udløse Obels første konkurs, og Bang Carlsen blev også Obel en dyr mand, da instruktørens amerikanske eventyr Time Out floppede i 1988. Ind imellem havde Obel dog haft et publikumshit med Rifbjerg-filmen Den kroniske uskyld.
Efter en periode i England var Obel i 1990’erne på jysk retræte i Løkken (mens sønnen Michael marcherede frem på den danske filmscene som producent af bl. a. Nattevagten.) Men Obel var endnu ikke helt ude af sagaen. F. eks. erhvervede han rettighederne til følgende bøger: Lise Nørgaards Volmer, Johannes V. Jensens Norne-Gæst og Erik Kjær Larsens Englemageren. Ingen af dem blev til film, men de tre titler illustrerer ganske godt Obels vidtfavnende og uforudsigelige smag.Pim.

Dean Riesner, 83
*»Go ahead, make my day.« En replik, som lagt i munden på Clint Eastwood har været med til at opbygge politimanden og myten Dirty Harry. Uden den replik ville Don Siegels populære Dirty Harry (1971) ikke være den samme film – om noget udtrykker de ord hele énmandshæren Harry Callahans firkantede verdenssyn og konfrontatoriske måde at gøre tingene på. Der er jo en grund til, at man har givet ham tilnavnet Dirty.
Det var manuskriptforfatteren Dean Riesner, der skrev den linie, og nu er han død, 83 år gammel.
Dirty Harry var Riesners anden film sammen med Don Siegel og Clint Eastwood, den første var storbywesternen Coogan’s Bluff (1969), i hvilken Eastwood brillierer som en stålsat Arizone-sheriff, der tager til New York for at finde en farlig forbryder.
Riesner var god til at give Eastwoods fåmælte og egensindige mandetyper skarpt og ikke uhumoristisk mæle, og sammen med Jo Heims skrev han også Clintens instruktørdebut, den på mange måder glimrende thriller Play Misty for Me (1971). Siden arbejdede Riesner også på Eastwoods første western som instruktør og hovedrolleindehaver, den barske En fremmed uden navn (1973), han skrev den tredje Dirty Harry-film, Dirty Harry renser ud og Siegels Charley Varrick (1973) med Walter Matthau i titelrollen.
»Dirty Harry og Charlie Varrick var ufuldkomne karakterer, men også heroiske. Dean var med til at bringe den form for karaktertegning ind i filmen,« har Riesners kollega Todd Farmer engang udtalt.
Dean Riesners far, Charles, var stumfilminstruktør og lavede film med både Marx Brothers, Abbott og Costello og Buster Keaton, og unge Dean – der blev født i 1918 –begyndte sin filmkarriere som fem-årig under navnet Dinky Dean, da en af familiens venner, Chaplin, gav knægten en rolle i en film.
I 1930’erne begyndte Dean Riesner i stedet at skrive manuskripter, og han debuterede i 1939 med b-filmen Code of the Secret Service, der havde Ronald Reagan i hovedrollen. Siden skrev han en af James Cagneys bedste roller i krigsfilmen The Fighting 69th (1940), og efter Anden Verdenskrig vandt Riesner en special-Oscar for den 61 minutter lange Bill and Coo (1947), som han selv både skrev og instruerede.
Riesner skrev adskillige filmmanuskripter og hjalp ukrediteret til på mange andre i løbet af sin 50 år lange karriere, som sluttede i begyndelsen af 1990’erne. Og han scorede et stort hit med tv-serien To brødre (1976-77), der havde Nick Nolte og Peter Strauss i hovedrollerne.
Men det er den håndfuld film, som Dean Riesner lavede sammen med Don Siegel og Clint Eastwood, vi vil huske ham for – ikke mindst de uforglemmelige replikker fra Dirty Harry: »I know what
you’re thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement, I’ve kinda lost track myself. But being as this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya punk?« CMC

Adelina Domingues, 114
*USA’s ældste kvinde, en indvandrer fra Cap Verde-øgruppen ud for Vestafrika, er død på et plejehjem i San Diego, Californien. Hun blev 114 år.
Adelina Domingues, som ifølge Guinness Book of Records var USA’s ældste kvinde, blev født 19. februar 1888. Hun ægtede en hvalfanger og i 1907 emigrerede de begge til USA.
Hun sov stille ind på Brighton Place-plejehjemmet i Spring Valley, skriver San Diego Union-Tribune.
Hun hverken røg eller drak alkohol, havde ikke brug for hverken høreapparat eller briller, og betragtede religion som den bedste medicin, skriver avisen.
Den tidligere syerske boede i egen lejlighed indtil hun var 107. Hun overlevede alle sine fire børn.
Adeline Dominques var den næstældste kvinde i verden. Kun japaneren Kamato Hongo, født i september 1887, er ældre.ritzau/DPA

Peter Willemoës, 75
*Tonemester Peter Willemoës, København, er død.
Efter en opvækst dels i Italien, dels på Birkerød Kost- og Statsskole, begyndte han at studere musikvidenskab ved universiteterne i København og Heidelberg, men interessen for musikvidenskab og film kastede ham ud i arbejdet med akustik, musik og lydregistrering.
Med primitiv teknik indspillede han plader med klassisk musik fra 1950, samme år, hvor han debuterede som tonemester hos Bent Fabricius Bjerres nystartede Metronome.
I 1960 leverede Willemoës lyden til Astrid Henning-Jensen-filmen Paw, og efter en studierejse til USA blev han cheftekniker for det franske grammofonselskab Erato.
I 1980 fik han stilling som lydproducer i Danmarks Radios Kor- og Orkesterafdeling, hvor han blev værdsat for at skabe et klart klangbillede.
Efter pensioneringen fra fortsatte som lydproducer og tonemester på freelance-basis.Inf