Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

9. august 2002

Erik Gudmand-Høyer, 72
*Lektor Erik Gudmand-Høyer var ikke bare en af Informations tidligste og bestandigt vedholdende læsere; han var også en del af bladets historie. Så sent som januar i år fortalte han i et prosadigt her i avisen om sine oplevelser som stencilskriver, duplikatortrykker og udbringer af det illegale Information. Som abonnent var han en hyppig og fornøjelig læserbrevsskribent, stærkt optaget af samfundsdebatten, i de senere år med Anthony Giddens i bagagen. Fortiden inklusive den personlige optog ham stærkt, ikke sentimentalt, men stadigt borende for at forstå og afgøre sig med dens voldsomme indflydelse på hans nutid.
Gudmand-Høyer var uddannet som boghandler og stred sig i en årrække gennem de vanskelige vilkår for branchen i det Fårevejle, der blev hans geografiske skæbne, og hvorfra han udfoldede sin mangesidede aktivitet som litteraturmenneske, maler, selvbygger, væver og egns-historiker. Han supplerede tidligt sin indkomst som lærer, fra 1967 ved handelsskolen. Sine mange lærer-
eksaminer sluttede han som cand.mag. i dansk fra KUA i 1985, og det var som lektor han i 1991 tog afsked fra Handelsskolen i Kalundborg.
Af princip var Gudmand-Høyer pessimist, og i sine allersidste år tog han afsked med den kristendom, der havde engageret ham også som kirkegænger og menighedsrådsmedlem. Men i realiteten var han en gudsforgående livsnyder, der spredte glæde og fornøjelse, varme og venskab med rund hånd. I sine engagementer var han generøs og i sit mod uforfærdet.
Et godt indtryk af denne mand kunne Informations læsere få i de tre år hvor Peter Wivel fra 1987-90 kørte sin konkurrence ’Romancitat’ på side 2 i fredagstillægget ’Moderne Tider’. Med meget morsomme kommentarer og analyser fremsatte han sine gæt, og han vandt så mange flasker vin, at han på et tidspunkt holdt et kalas i Fårevejle med chefredaktøren og udvalgte medvindere, hvortil alle medbragte nye litterære gåder.
Uforfærdethed udviste han aldrig bedre end i sine sidste døgn, hvor han beordrede lægerne til at standse behandlingen af hans håbløse leukæmi og give ham hjælp til døden i et omfang
så passende, at han i god ro
og orden, ja næsten med et smil på læben, kunne nå at tage afsked med familie og venner.Flemming Behrendt

Archer John Porter Martin, 92
*For godt 60 år siden løb en revolution igennem kemien, biologien og lægevidenskaben. Den var drevet af en metode kaldet væskekromatografi, udviklet af Archer Martin, som hurtigt tillader at adskille komplicerede blan-dinger af molekyler i enkeltdele.
Kemikeren er med Primo Levi’s ord en murer, der har skiftet stenene ud med bitte-små usynlige størrelser kaldet molekyler, som alt består af. Kemikeren søger at samle disse små usynlige størrelser til nye ukendte bygninger, hvis egenskaber han kan undersøge. Med Archer Martin forholdt det sig omvendt. Han rev bygningsværkerne fra hinanden og undersøgte, hvordan de var bygget.
Det man kalder analytisk kemi.
Som biokemiker undersøgte Martin livets fantastiske værker – biomolekyler,
og i 1938 ønskede hans arbejdsgiver Wool Industries Research Association at kende aminosyresammensætningen af uldfibre. Aminosyrer er en nøglekomponent i alt levende, men var dengang utroligt svære at adskille, fordi de er så ens. Sammen med kollegaen Richard Synge byggede Martin videre på en glemt opdagelse fra 1903 af den russiske botaniker Mikhail Tsvett.
Ved at afsætte en lille dråbe på et stykke filterpapir, og derefter lade papiret suge en blanding af to passende væsker op gennem pletten, kunne de iagttage, hvordan pletten begyndte at vandre med væsken. Efter et kort stykke skilles pletten i flere pletter, nogle der ligger tæt på væskefronten og andre, der halter mere bagefter, og til sidst er alle blandingens dele fordelt i hver sin plet, så man endda kan bestemme de relative mængder af de forskellige pletter.
Et vidunderlig simpelt værktøj som f.eks. tillod Calvin at kortlægge klodens måske vigtigste biokemiske proces – planters syntese af stivelse fra kuldioxid, og banede vejen for Sangers løsning af insulinets struktur. Adskillige andre nobelpriser sprang fra dette ene værktøj og i 1952 delte Martin og Synge Nobelprisen i kemi.
»Intet er for meget besvær, hvis andre gør arbejdet,« kaldte Martin sit videnskabelige princip, der hjalp ham til den store opdagelse. Men det blev ikke til flere store opdagelser, og som 65-årig havde han produceret så få videnskabelige artikler, at University of Houston trods nobelprisen ikke forlængede hans ansættelse.rkj

Carmen Silvera, 80
*Mens hendes mand, René, fjollede rundt med de letpåklædte servitricer i ægteparrets café, fornøjede Edith Artois sig med at underholde de tyske soldater med sin rædselsfulde sang. Hun var helt og aldeles tonedøv, og René og de øvrige gæster fik for vane at putte ost i ørene for ikke at få ødelagt deres hørelse. Edith blev siden et uundværligt våben i hænderne på den franske modstandsbevægelse.
Det er utvivlsomt således, at de fleste mennesker vil huske den canadisk-fødte skuespillerinde Carmen Silvera, som nu er død, 80 år gammel – som en af hovedpersonerne i den populære, engelske komedieserie ’Allo ’Allo, der med René og Ediths café som udgangspunkt handlede om det altid indviklede og aldrig kedelige liv i en besat fransk landsby under Anden Verdenskrig.
Men Silveras flamboyante Edith, der i serien er lige så uvidende om sin mands utroskab – »you stupid woman,« som René yndede at vrisse
ad hende – som hun er om sine egne manglende sang-
evner, var kun en af skuespillerindens mange roller gennem et langt liv med tv, film og teater.
Som ganske ung flyttede Silvera med sin familie fra Canada til Birmingham, England, men da krigen brød ud, blev hun sendt tilbage igen og undgik med nød og næppe at blive slået ihjel på turen – en historie, hun yndede at fortælle.
Carmen Silvera begyndte at danse kun tre år gammel, og i Montreal tog hun ballet-timer hos det velrenommerede Ballet Russe og optrådte tilmed i tre af kompagniets forestillinger.
Efter krigen og tilbage i England skiftede hun, mod sin fars vilje, fag og uddannede sig til skuespiller, hvorefter hun gjorde karriere på teatrene i Londons West End.
I 1960’erne og 1970’erne medvirkede hun i forskellige tv-serier og tv-spil, og i 1984 fik Silvera så fast arbejde med rollen som Edith i ’Allo ’Allo.
Da serien stoppede i 1992, efter ni år og succes i 56 lande verden over, fortsatte hun med at lave tv og teater, ligesom hun stod bag en del velgørenhedsarbejde.
I det private var Carmen Silvera efter sigende lige så farvestrålende og underholdende en karakter som Edith Artois – hun elskede at spille poker om penge, og hun var god til at udpege sandsynlige vindere på travbanen. CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu