’Vi er nødt til at fjerne Saddam’

Kommentar
Jordans Kong Abdullah har indtrængende advaret USA og Vesten imod at angribe
Irak militært – »det vil kunne åbne en Pandoras æske i Mellemøsten: Ulykkerne vil regne ned over os alle«, siger han. En anden fremtrædende kritisk røst – Storbritanniens kirkelige overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury Rowan Williams, anser det for både amoralsk og ulovligt at støtte USA i en forestående krig mod Saddam Husseins regime uden mandat fra FN. Udsigten til en sådan krig kommer desuden som en sand lækkerbidsken for enhver antiamerikanist, der her kan finde kærkommen anledning til at påtale hypermagtens »unilateralisme og magtfuldkommenhed«.

Fattigmands atombombe
Jeg vil imidlertid argumentere for det modsatte af ærkebiskoppen:
For mig at se befinder al illegalitet og moralsk uhyrlighed i denne sag sig på Saddam Husseins side. Den virkelige amoral og største fare vil være at tillade denne onde diktator at forblive ved magten i al overskuelig fremtid, så han kan fortsætte med at udvise foragt for FN og udgøre en stigende trussel for verden. Tony Blair har vist sig som en sand og modig statsmand ved konsekvent at støtte det amerikanske pres for et regimeskift i Irak.
Biologiske våben kaldes ofte den fattige mands atombombe. Saddam Hussein er den hersker, som gennem mere end to årtier har udfoldet de mest viljefaste og djævelske ulovlige bestræbelser for at få fingre i dem.
I 1980’erne under Iraks krig mod Iran brugte Saddam mere end 101.000 stykker kemisk ammunition. I 1988 lod han mindst 5.000
irakisk-kurdiske landsbyboere i Halabja dræbe med kemiske våben, fordi han mistænkte dem for at samarbejde med Iran.
Før Golf-krigen mentes Saddams regime kun at være tre år fra at have udviklet
atomvåben. Han ville have været endnu længere fremme, hvis ikke israelerne havde bombarderet Iraks atomreaktor i Osirak i 1981. Han havde allerede dengang massive lagre af kemiske og biologiske våben.

Langsigtede mål
Hans invasion og annektering af Kuwait i 1990 blev ledsaget af mord, tortur og plyndringer. Han iværksatte missilangreb på Saudi-Arabien og Israel og ville have invaderet førstnævnte, hvis ikke USA var til undsætning. Der er ingen tvivl om, at hans langsigtede mål er at sikre sig kontrol over de saudiske og kuwaitiske oliefelter med deres massive reserver. Dette vil sætte i en position, hvor han kan øve afpresning imod hele den industrialiserede verden.
Hans nederlag i 1991 skulle forestille at gøre en ende på hans evne til at true sine naboer. FN’s sikkerhedsrådsresolution 687 dekreterede, at Irak betingelsesløst og under internationalt tilsyn måtte acceptere, at alle dets masseødelæggelsesvåben blev uskadeliggjort. FN oprettede et særligt inspektørkorps, kendt som UNSCOM, med ret til at bevæge sig rundt overalt i Irak med henblik på at sikre sig, at alle ulovlige våben blev afleveret og ødelagt.
Indtil UNSCOM havde sikret sig, at Irak levede op til bestemmelserne i resolution 687, ville det være underlagt en international olieembargo. Irak skrev under på at overholde alle betingelser, men har i realiteten brugt de sidste 11 år på alle mulige krumspring for at vige uden om sine forpligtelser og trodse de international love. Saddam har vist sig at være langt mere interesseret i at fremstille og opmagasinere våben end i noget som helst andet. Den deraf følgende forarmelse af det irakiske folk er for ham kun en lille pris.
UNSCOM fandt og ødelagde store mængder illegale våben, herunder tusindvis af liter koncentreret miltbrand og botulinum, et af verdens giftigste stoffer. Men irakerne var ude af stand til at redegøre for, hvad der var blevet af hundredvis af kemiske våben, produktionsudstyr til kemisk krigsmateriel, flere langdistancemissiler og dertil hørende komponenter. Mest foruroligende var det, at inspektørerne ingen som helst tiltro havde til, at Irak havde nedlagt sit omfattende biologiske våbenprogram.

Udnyttede FN-splittelse
Igennem 1990’erne blev Saddam stadigt mere utålmodig og stridbar. Han udnyttede splittelsen i FN’s sikkerhedsråd – hvor Frankrig, Kina og Rusland var mere indstillet på kompromis end USA og Storbritannien – indtil han fremkaldte en række kriser i samarbejdet med inspektørerne i slutningen af 1997. USA og Storbritannien truede med at angribe. I februar 1998 satte FN’s generalsekretær hele sin autoritet ind og fløj til Bagdad for at prøve at få inspektionerne genoptaget.
Efter et personligt møde med Saddam troede han, at han havde fået en aftale i stand, men allerede før hans fly var landet på vej tilbage til New York, begyndte det irakiske regime i al hemmelighed at underminere denne.
Hen imod slutningen af 1998 måtte Annan erkende, at Saddam reelt havde revet aftalepapiret i stykker. I december 1998 resulterede denne krænkelse af international lov så omsider i den kortvarige amerikansk-britiske Operation Ørkenræv. Siden har ingen inspektør fået lov at sætte sine ben i landet, og der er al mulig grund til at formode, at Saddam har brugt den forløbne tid til uhindret at genopbygge sine våbenlagre.
I lyset af at truslen om en ny amerikansk militæraktion får større og større realitet, kom det ikke som nogen overraskelse, at Saddam fredag tilbød, at inspektørerne kunne vende tilbage – et logisk træk, hvorved han kan splitte sine fjender indbyrdes og mindske international støtte til
USA’s position. Men inspektørernes arbejdsbetingelser vil givet blive lige så håbløse som før. At besidde og kunne fremstille disse våben er simpelt hen alt for høj en prioritet for regimet.
Når man tager i betragtning, at Saddam altid har stukket den ene løgn efter den anden, er der al mulig grund til at frygte, at nye våbeninspektioner ikke vil kunne afvæbne ham. Hvordan skal vi bære os ad med at håndhæve international lov og eliminere den trussel, som Saddam står for, hvis ikke ved at gennemføre en militæraktion for at opnå et regimeskift?
Selvfølgelig er der vanskeligheder og risici forbundet med at angribe Saddam. Irak er ikke en sammenbrudt, afmægtig stat som Afghanistan. Det er et brutalt og hårdnakket diktatur, som terroriserer, torturerer og myrder sine modstandere. Det råder over en stor hær med en formodet elitestyrke, Republikanergarden. Regimets vilje til at overleve ved at slippe mere terror løs må ikke undervurderes.
Nervøsiteten blandt flere af USA’s europæiske allierede er stor. Indtil videre har kun Storbritannien tilbudt hjælp til at styrte Saddam.
Modviljen i Iraks nabolande er også en faktor, der må tages højde for. Den jordanske kong Abdullahs bekymringer er reelle, men glem ikke, at hans far, kong Hussein, støttede Saddam og var modstander af Golfkrigen 1990-91. Andre arabiske regimer vil glæde sig over at se Saddam forsvinde, men frygter selv at blive viklet ind i den nødvendige militære aktion – i al fald indtil den lykkes.
Dertil kommer så spørgsmålet, hvordan USA skal gribe det an militært. Der intet sidestykke til Nordalliancen i Afghanistan. Risikoen for at Saddam vil slå først og rette et ’forebyggende angreb’ mod Kuwait eller Israel under en amerikansk troppeopbygning må man også regne med. Men dette vil i så fald være udtryk for en fortvivlelsesstrategi for hans side, når man tager i betragtning, hvilken gengældelse dette med sikkerhed vil udløse. På plussiden står, at de irakiske væbnede styrker er langt svagere end i 1991. De fleste irakiske kampvogne er forældede, og luftvåbenet er næsten ikke-eksisterende.
Hvis der udbryder krig, vil irakere på alle niveauer forstå, at omkostningerne ved at holde på Saddam er alt for høje. Spørgsmålet er så: Hvem skal efterfølge ham? Hans umiddelbare afløser vil sandsynligvis komme fra militærets rækker. Dette er ikke nødvendigvis at begræde. Den første og vigtigste opgave er at skaffe Saddams regime af vejen. Når han falder, vil der blive dans i Bagdads gader, som der var der i Kabul, da USA satte Taleban på porten. Irakerne vil være befriet fra et grusomt mareridt.
Hertil kommer et uimodståeligt regionalt argument for at fjerne Saddam – den israelsk-palæstinensiske blindgyde. Mange er af den opfattelse, at vi ikke kan rydde Saddam af vejen, så længe den eksisterende krigstilstand varer ved. For mig at se gør det modsatte sig gældende: Så længe Saddam er ved magten, findes der intet realistisk håb for en løsning.
Saddam nærer stadig et brændende ønske om at ødelægge Israel. Ligesom andre arabiske regimer prædiker og praktiserer Irak antisemitisk had. Tariq Aziz, Iraks viceministerpræsident, der forhandlede med UNSCOM, betroede uden blusel dets leder, Richard Butler følgende: »Vi har fremstillet biovåben for at kunne tage os af jøder og persere.« Alligevel fortsætter vi med at bede Israel løbe risici for fred, mens den irakiske trussel får lov at stå ved magt. At fjerne Saddam ville give Israel større tiltro til udsigten til fredelig sameksistens med en palæstinensisk stat. Det vil også kunne dæmpe den antisemitiske ildhu i Syrien og andre naboer til Israel.
Mange kritikere af en krig mod Irak fremfører bekymringer ud fra de bedste motiver. Men når man tager uhyrets sande natur i betragtning er det konsekvenserne af at undlade at handle, der burde forfærde os.
Hvis den 11. september og USA’s reaktion på begivenheden aldrig var sket – så tænk på hvilken verden, vi stadig ville leve i: Taleban ville stadig være ved magten og i gang med at terrorisere afghanerne; al-Qaeda ville stadig uhindret kunne planlægge morderiske anslag. Det samme er tilfældet for Saddam i dag.
FN’s grundlæggende ansvar for at opretholde fred og sikkerhed bliver i dag undermineret af en diktator, om hvis ondsindede hensigt der ikke hersker den ringeste tvivl. At pacificere ham i det uendelige ved at svække FN – dette ville i sandhed være farligt og amoralsk.
Selv om det er at foretrække, at FN’s sikkerhedsråd vedtager en ny resolution, der bemyndiger til militær aktion mod Saddam Hussein, er dette i grunden ikke strengt nødvendigt. Saddam krænker jo allerede de eksisterende resolutioner, og artikel 51 i FN’s charter giver ret til selvforsvar imod alle de trusler, han stiller os overfor.
Endvidere ved vi, at Sikkerhedsrådet, som det politiske organ det er, ikke i alle tilfælde giver mulighed for et effektivt forsvar imod det onde.
Beslutningen om, hvordan vi skal skride ind over for Saddam Hussein, er alt andet end let. Men i mine øjne er den trussel, som han repræsenterer, utålelig og umulig at leve med længere. USA har ret – regimet i Irak må udskiftes. Og Tony Blair og resten af Europa ville gøre klogt i at støtte Washington helhjertet heri.

*William Shawcross er forfatter til flere bøger om konflikter og folkemord, bl. a. ’Deliver us from Evil: Warlords and Peacekeepers in a World of Endless Conflict’. Han er bestyrelsesmedlem i den multinationale organisation til forskning i forebyggelse af konflikter, International Crisis Group

© The Guardian og Information 2002

*Oversat af Niels Ivar Larsen