Læsetid: 8 min.

En ny guldalder

Tegneserien befinder sig i disse år i en rivende udvikling. Tidens tegneserier er prægede af en markant bredde i emnevalget, en lyst til at eksperimentere og et kunstnerisk ambitionsniveau, der er uden sidestykke i mediets historie. Tegneserien er med et lille århundredes forsinkelse for alvor ved at træde i karakter som alsidigt medie og kunstform
23. august 2002

(2. sektion)

Tegneseriehold
Efter i en årrække at have oplevet en stigende populær udgrænsning i forhold til andre, mere umiddelbart fængende underholdningsmedier som internet, computerspil, tv og film, er tegneserien nu ved at finde sig til rette i en ny rolle; hvor mediets oplagsmæssige storhedstid knyttede sig til de fransk-belgiske børnetegneserier og Andeby-universet, er det nu voksentegneserien, der sætter den kreative dagsorden med dertil passende oplag. Dette skyldes mere end noget andet, at tidens tegneserieskabere har udvidet deres udtryksmæssige palet og, i forlængelse af tidligere generationers banebrydende skikkelser som Robert Crumb, Moebius og Jacques Tardi, har brudt med det rendyrkede arketypiske udtryk, der i over et århundrede på godt og ondt har været mediets grundform og koncentrerer sig om at skildre virkeligheden i al dens nuancerede mangfoldighed.
Den stigende interesse for mediet blandt litterært interesserede mennesker har betydet, at tegneserien som kulturprodukt ligger tættere på bogen end nogensinde før. En lang række af tidens bedste tegneserier udgives af traditionelle bogforlag som Seuil i Frankrig eller Pantheon Books i USA og ligesom det ses med bøger, gøres der meget ud af præsentationen af dem som indbydende, fysiske objekter, hvis lige ikke kan fås ad digital vej. Markante og nybrydende serieskabere som Art Spiegelman (Maus), Peter Blegvad (Leviathan) og Anke Feuchtenberger (Das Haus) beklæder indflydelsesrige stillinger som bladtegnere, skribenter og billedredaktører på toneangivende kulturorganer som The New Yorker, The Independent og Frankfurter Allgemeine Zeitung. Tegneserier vinder i stigende grad litterære priser og er sågar begyndt at indgå synteser med litteraturen, som det bl.a. ses med den Pulitzerprisvindende roman af Michael Chabon, The Amazing Adventures of Kavalier and Clay (2000), der handler om to tegneserieskabere. I filmverden er man også begyndt at få øjnene op for mediet som andet end blot lukrativ franchise, hvorfor kvalitetsfilm baseret på gode tegneserier er begyndt at dukke op – seneste skud på stammen er Sam ’American Beauty’ Mendes’ The Road to Perdition, som er baseret på en tegneserie af Max Allan Collins og Richard Rayner.
Herhjemme har tegneserien i de seneste år befundet sig i en alvorlig krise. Salgstallene er faldet drastisk, og tegneserieforlagenes udgivelsespolitik har været præget af en sørgelig mangel på visioner, hvorfor kun forsvindende få af de gode tegneserier, der i udlandet har revitaliseret mediet, er tilgængelige på dansk. Noget er der imidlertid ved at ske: Jakob Martin Strid formåede på basis af sin forfriskende anarkistiske stribe i Politiken sidste år at blive et household name i det meste af landet og viste dermed, hvor stærkt mediet, på trods af sin mere spektakulære digitale konkurrenter, kan brænde igennem, når det lægges i de rette hænder. Forlaget Politisk Revy har taget tråden op fra de udenlandske bogforlag og udgiver fra tid til anden kvalitetstegneserier, og et dansk kritisk tidsskrift om mediet, Rackham, der søger at fremme og udbrede interessen for tegneserien her til lands.

Den moderne, nytænkende tegneserie karakteriseres ved en utrolig alsidighed. Det er således umiddelbart svært at danne sig et fyldestgørende overblik, men ved nærmere granskning aftegner visse tendenser sig. Mange af serierne rummer, hvad man, i mangel af bedre, kan beskrive som ’litterære’ kvaliteter. Ikke alene behandler de emner, man traditionelt forbinder med finlitteraturen – de gør det også på en måde, der minder om litteraturens. Et prominent eksempel er Chris Wares historie om Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth (1993-2000), som sidste år blev tildelt den britiske avis The Guardians ’Book of the Year Award’ foran diverse skøn- og faglitterære titler.
Wares over 300 sider lange tegneserie er imidlertid om noget bevis på, at tidens fremsynede serieskabere ikke bare kopierer litteraturens strategier, men i høj grad er bevidste om, at de arbejder i et narrativt billedmedie. Tegneserien, der beskriver den ensomme, moderbundne Jimmys pludselige møde med den fader, han aldrig har kendt, er en sand tour de force i billedfortællingens muligheder. Ved at betjene sig af en forsimplet, nærmest ikonisk tegnestil, genkommende ledemotiver i ikonografi og layout og allegoriske fantasiforløb, fremmanes en nærmest ulideligt knugende følelse af fremmedgørelse, der grænser til det misantropiske i sin nådesløshed. Denne trøstesløshed holdes imidlertid i skak af en stadig antydning af håb, en dør der står på klem ind til en forløsning, der måske vil nås.
Som en naturlig konsekvens af bruddet med den arketypiske fortælling, forholder en lang række af tidens serier sig meget nært til virkeligheden på den ene eller anden måde. De bedste af serierne viser således, at tegneserien på sine egne præmisser er lige så egnet til at udfolde sig i det naturalistisk-realistiske rum som andre fortællende medier. Andetsteds her i avisen beskrives journalisten Joe Saccos arbejde, der om noget forholder sig nært til en levet virkelighed, men også på andre fronter skabes der tegneserier, der forholder sig direkte til den verden, vi lever i.
I den grundigt researchede historiske fiktion From Hell (1989-96) tager den britiske serieforfatter
Alan Moore sammen med den australske tegner Eddie Campbell udgangspunkt i victoriatidens England og Jack the Ripper-mordene til en udforskning af den forestillingsverden, der opstod i slutningen af 1800-tallet og på godt og ondt kom til at forme det 20. århundrede. Glem alt om sidste års rædselsfulde filmatisering med Johnny Depp i hovedrollen – tegneserien ikke bare rummer, men indfrier med sin både grafiske og litterære udforskning af kønnet, kroppen og ånden ambitioner, der kun alt for sjældent ses udfoldet inden for litteraturen eller filmen. En intet mindre end monumental bedrift.
Anderledes underspillet er amerikanske Daniel Clowes’ værker. Disse beskæftiger sig overvejende med at beskrive, hvorledes enhver situation, ligemeget hvor banal den er, kan antage eksistentiel karakter. Hans kendteste og foreløbig mest fuldendte værk, Ghost World (1993-96), der også fik sin (ganske vellykkede) filmatisering sidste år, fortæller historien om venskabet mellem to teenagepiger, hvorledes de opbygger en fandenivoldsk, ironisk ’os og dem’-holdning til omverdenen, og hvordan deres venskab krakelerer, fordi de har så vidt forskellige ambitioner med deres liv. Serien, der er bygget op om en række enkeltstående situationer, præges af en skarp sans for naturlig dialog og et blik for det tankevækkende i hverdagen. Clowes er en mester i antydningens kunst og formår gennem diverse på én og samme tid banale og absurde optrin og samtaler mellem pigerne subtilt at gøre den tilsyneladende stærkt ironiske fortælling til en universelt anfægtende og dybt rørende historie om at finde sin plads i livet.

En genre, i hvilken der måske mere end nogen anden i dag bliver produceret grænseoverskridende tegneserier, er selvbiografien. Den måske mest hudløse af slagsen er Fabrice Neauds tegneseriedagbog Journal (1996 – i dag). Neaud er homoseksuel og bosat i den sydfranske by Angoulême og lever et på alle måder normalt liv, som han genfortæller i tegneserieform. Ikke desto mindre er Journal en af de seneste års mest følelsesladede og voldsomme tegneserier overhovedet. Dette skyldes den nærmest skræmmende ærlighed, hvormed Neaud skildrer sit livtag med kunsten, sin seksualitet og – især – sit følelsesliv. Med en udviklet sans for billedsprogets allegoriske muligheder samt en åbenlyst fotobaseret gengivelse af de involvererede, sætter Neaud sin kærlighed og den smerte og vrede, den forvolder ham, i scene med et sådant nærvær, at det fordrer øjeblikkelig indlevelse. Den måde, hvormed han kan beskrive den elektriske følelse af et tilfældigt farvelkys fra en elsket, eller sensualiteten, hvormed der gøres rede for den attråedes stubbede hals- og kæbeparti, er bevægende på et helt basalt niveau.
Franske David B er mere selektiv, men ikke mindre ærlig i beskrivelsen af sine barndoms- og ungdomsår i det endnu ufuldendte storværk L’ascension du haut mal (1996 – i dag). Gennem foreløbig fem bind fortæller han historien om sin storebroders alvorlige epilepsi og den måde, hvorpå den påvirkede hans familie og ham selv, mens han voksede op. Den styrke, hvormed han beskriver den uhelbredelige sygdoms tærende effekt på ham selv, sine forældre, sin søster og ikke mindst sin bror, er af en sådan karakter, at den inden for mediet kun kan sammenlignes med Spiegelmans rystende Holocaust- og familieskildring Maus (1980-1991). Serien er imidlertid ikke udelukkende en beskrivelse af et lidelsesforløb – det er også en slægtssaga, et tidsbillede på særligt 70’ernes ’alternativt’ orienterede Frankrig og en skildring af sin skabers indtræden i de voksnes rækker. Serien er skildret i et fabulerende billedsprog, der søger at fortætte erindringer og abstrakte forestillinger i enkel, symbolsk billedform, mens den ledsagende, meget nøgterne og neutrale tekst fastholder den håndgribelige virkelighed.
Med en lignende sans for billedsprogets fabulerende muligheder, men langt mere intuitiv i sin tilgang til mediet er tyske Anke Feuchtenberger, der til dagligt bla. tegner for Frankfurter Allgemeine, hvortil hun bla. har produceret Das Haus (2000), der har avisspaltens vertikalitet som sit format. Serien er en ikke-narrativ sammenstilling af tegnede objekter, der sættes i relation til forskellige af kroppens dele og ender med at blive en slags lyrik i tegneserieform. Feuchtenberger er fra Østberlin og har derfor – i modsætning til snart sagt alle andre serieskabere – aldrig læst tegneserier som barn. Samtidig er hun uddannet billedkunstner med erfaring inden for en lang række andre medier. Disse faktorer er medvirkende til, at hendes serier ikke ligner noget andet inden for mediet. Hendes tegninger er yderst følsomme i udtrykket, og historierne unddrager sig konsekvent det rationelle. Der er ganske enkelt tale om serier af stor originalitet, en slags ’ur-billedfortællinger’.
I samme randområde mellem bevidst og ubevidst arbejder også amerikanske Jim Woodring – en af mediets mest særprægede skikkelser. Med afsæt i tegneseriens stærke tradition for det arketypiske og den forenklede, klare ikonografi iscenesætter han i sit hovedværk om cartoon-dyret Frank (1992 – i dag) små ordløse, lignelsesagtige forløb, der på foruroligende vis pirker til fornuftens forsøg på at skabe mening med det oplevede. Tegneserier, der fra tid til anden synes at bibringe momentan indsigt.
Alle de nævnte værker hører til blandt det ypperste i branchen for tiden. De karakteriseres ved en stærk egenidentitet og et imponerende fuldendt udtryk, der ikke står tilbage for det bedste, andre medier har at byde på i dag. Endvidere synes udbuddet af interessante serier i øjeblikket at stige år for år. Med dette in mente synes der at være god grund til at tale om tidens tegneserielandskab som en gryende guldalder for mediet.

*Mathias Wivel er medredaktør af tegneserietidsskriftet Rackham

*De fleste af de nævnte værker kan bestilles hos danske tegneserieforhandlere, på www.fantagraphics.com eller på www.amazon.com/.de/.fr/.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu