Læsetid: 6 min.

Opgøret udeblev

De færreste lande har endnu fået belyst koldkrigsårene i en større undersøgelse. Norge er en undtagelse og Danmark måske på vej til at blive det
30. august 2002

(2. sektion)

Europæisk debat
Norge er til dato det land, der har haft den mest gennemgribende kulegravning af koldkrigsperioden og fremhæves derfor som godt eksempel. I 1996 fremlagde den såkaldte Lund-Kommission sin rapport om efterretningstjenesternes virke i årene fra Anden Verdenskrig og frem. Her blev det afsløret, at efterretningstjenesten gennem 40 år systematisk udspionerede omkring 20.000 nordmænd, som havde været i kontakt med venstreorienterede miljøer.
Afsløringen kom som et chok, og de fleste partier tog kraftigt afstand fra efterretningstjenestens metoder. Kun Arbeiderpartiet fastholdt, at overvågningen af kommunisternes virke havde været nødvendig.
Undersøgelsen fik konsekvenser for enkeltpersoner. Justitsminister Grete Faremo måtte træde tilbage, fordi Politiets Overvåkningstjeneste (POT) havde overvåget medlemmer af Lund-Kommissionen, mens arbejdet stod på. Samme episode kostede POT-chef Olav Østergaard posten.
En direkte konsekvens af skandalen blev, at det Norske Stortings Kontroll- og konstitusjonkomite fik beføjelser til at foretage selvstændige undersøgelser for at sikre Stortingets kontrol med forvaltningen. Derudover blev der åbnet op for, at privat personer, der var blevet ulovligt registreret, fik adgang til deres egen sagsmappe i POT’s arkiver.

Men Norge er en undtagelse. Selv om man kunne tro, at Tyskland på grund af sin historie og sin geografiske placering havde et særligt behov for at få belyst sin fortid, er debatten om den vesttyske venstrefløjs aktiviteter stort set udeblevet.
Det er der flere grunde til, men den væsentligste er nok, at det ikke som i andre vestlige lande er muligt at pege på et »os« og »dem«. Det genforenede Tyskland er så at sige både og.
Efter at Stasi-arkiverne blev åbnet, har det mest gennemgribende opgør med fortiden handlet om taberne fra det tidligere DDR, hvor en lang række politi- og militærfolk, embedsmænd og til dels også journalister blev fyret. En del af dem er blevet straffet med fængsel, andre med lavere pension.
»I tiden efter murens fald satsede man 120 procent på at klarlægge, hvad der var sket i DDR. Østtyskerne ønskede simpelthen først og fremmest at få skrevet deres egen historie,« vurderer Tage Baumann, der dækker Tysklandsstoffet for DR’s P1.
En anden grund til, at opgøret med de kommunistiske grupperinger i det tidligere Vesttyskland er udeblevet, kan være, at disse bevægelser ikke var synderligt indflydelsesrige.
For de færreste vesttyskere virkede DDR tillokkende, og selv glødende socialister glædede sig hemmeligt til at komme hjem efter besøget i den »reelt eksisterende socialisme.«
Det betød, at de som udgangspunkt lagde afstand til DDR, hvilket sikkert også hang sammen med deres personlige oplevelser med regimet, oplevelser som ingen øst-propaganda kunne udviske: Grænsevagterne ved transitmotorvejen mellem Vesttyskland og Vestberlin gjorde ingen forskel på vesttyskere og socialistiske vesttyskere.
De få kommunistiske grupperinger havde ingen gode vækstbetingelser i vest – indbyggerne var for skeptiske, og selv traditionelle indflydelsesmuligheder via bl.a. fagforeningerne var begrænsede – dem havde socialdemokraterne for længst sat sig på.
At fredsbevægelsen voksede sig så stor, skyldtes snarere landets geografiske placering midt i en mulig atom-slagmark end kommunistisk organisationstalent.
Nogen kontakt med DDR må der dog have været, selv om det stadig ikke er belyst i en bredere offentlighed. Disse oplysninger vil muligvis komme frem efterhånden.
»Der er ganske vist dukket nogle ting op undervejs, blandt andet om Joschka Fischers fortid, men der er ikke sket nogen samlet kortlægning. Men det er helt sikkert, at der findes nogle oplysninger i arkiverne, som ikke er kommet frem endnu. Og de vil komme frem på et tidspunkt,« vurderer Tage Baumann.
Det forudsætter dog, at der er vilje til at rippe op i fortiden. I dag – 13 år efter Murens fald – oplever de overlevende reformkommunister (PDS) fra den østlige del af landet et ideologisk tøbrud; og selv om partiet overvåges af efterretningstjenesterne, er de fleste enige om, at PDS har en legitim plads i nutidens demokratiske samfund –faktisk sidder partiet med en del af magten i delstaterne Berlin og Mecklenburg-Vorpommern.

Heller ikke i Frankrig er der blevet gennemført en undersøgelse af venstrefløjens gøren og laden i efterkrigstiden. Ifølge lektor Henrik Prebensen fra Romansk Institut ved Københavns Universitet er der to grunde til det.
»For det første er der ikke en tradition for den type undersøgelser i Frankrig. For det andet har man ikke følt behovet. Man skal huske på, at kommunistpartiet i Frankrig jo ikke er helt dødt, selv om det er gået tilbage. Det er et parti, som stadig har en vis repræsentation. Og historisk har man ikke haft et paranoidt forhold til kommunismen. Det kan illustreres bedst ved, at de indtil sidste valg var en del af den venstreunion, der dannede regering,« forklarer Henrik Prebensen.
Den forklaring underbygger Béatrice Gurrey, som er politisk redaktør på dagbladet Le Monde.
»Man skal bestemt ikke afskrive kommunistpartiet endnu. Og mere overordnet kan man sige, at den yderste venstrefløj stadig spiller en vigtig rolle i fransk politik. Og disse bevægelser har et godt tag i landets intellektuelle elite,« forklarer hun.
Kommunismens særrolle i fransk politik og åndsliv har dog ikke forhindret, at eksempelvis den tidligere socialistiske premierminister Lionel Jospin måtte stå til regnskab for sine trotskistiske tilbøjeligheder i ungdomsårene. Og det har i særdeleshed ikke forhindret højrepopulisten Jean-Marie Le Pen i at minde om, at kommunisterne jo stadig ikke har været igennem en Nürnberg-proces. Men »processen« er ikke kommet af den grund.
Det nærmeste, man er kommet, er selvstændige historikergruppers skriverier, der til gengæld har fremkaldt en livlig debat.
Sidste gang beskyldningerne føg var i 1997, da murstensværket Le Livre Noir du Communisme – Kommunismens sorte bog – udkom.
I det opsigtsvækkende forord fremførte historikeren Stéphane Courtois, at stalinismen havde krævet langt flere menneskeliv end nazismen. Det lå i luften, at også vestlige kommunister bar et medansvar.
Bogen udløste et ramaskrig fra den venstreintellektuelle elite med en byge af artikler, debatindlæg og udsendelser i både radio og tv til følge.
Debatten illustrerer, at opgøret med kommunismens fortid stadig i den grad kan få sindene i kog. Som dagbladet Le Monde skrev i 1997:
»I et land hvor kommunismen har samlet op mod 30 procent af stemmerne så sent som i 1946, og hvor tre medlemmer af kommunistpartiet sidder i regeringen, er spørgsmålet om kommunismen og det kommunistiske systems væsen en glød, der altid kan blæses liv i.«

Storbritannien har også en større kulegravning af venstrefløjens aktiviteter under Den Kolde Krig til gode.
»Der har aldrig været en offentlig undersøgelse med en offentlig rapport, men der har været ad hoc undersøgelser, hvis der eksempelvis er dukket en spionskandale op,« forklarer David Carlton fra Warwick University.
Der har typisk været tale om, at en agent fra Sovjetunionen hoppede af og fremlagde sin viden for offentligheden, hvilket har medført en offentlig debat. Igennem tiden har medlemmer af Labour, fagforeningerne, CND (Campaign for Nuclear Disarmament) eller sågar medlemmer af Underhuset været i søgelyset. Disse sager har været i medierne og har også ført til spørgsmål i Underhuset, men det er aldrig blevet til en større kortlægning af venstrefløjens aktiviteter.
I sidste uge kom det dog frem, at efterretningstjenesten MI5, der står for den indre sikkerhed, vil have skrevet sin historie.
Tanken er, at en historiker skal gives ubegrænset adgang til alle MI5-arkiver. Dermed kan det ikke udelukkes, at også kommunisternes gøren og laden kommer frem i lyset. Arbejdet er dog stadig kun i den absolut indledende fase.
»De trawler i øjeblikket rundt for at finde en historiker til opgaven, og det kommer nok til at tage fem-ti år at skrive den,« vurderer David Carlton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her