Læsetid: 7 min.

Orientens cowboys

Europæiske politikere har ofte store vanskeligheder med at forstå det sammensatte Israel. Det har mange israelere også
7. august 2002

Tro & Filosofi
Da Israel for to år siden trak sine tropper ud og samtidig nedlagde den såkaldte sydlibanesiske sikkerhedszone, følte mange israelere sig skamfulde.
De fleste mennesker kunne se at skridtet var nødvendigt, for den fortsatte tilstedeværelse nord for grænsen blev ved med at koste soldater livet uden at man så resultater i form af sikkerhed og ro
i grænseregionen. Men at stikke halen mellem benene på den måde og luske ud af det libanesiske morads i ly af nattemørket var mere end de fleste israelere kunne få over deres samvittighed og nationale stolthed.
Nu sidder landet i et lignende dilemma over for palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben, hvor prisen for at blive siddende er endnu blodigere, og alligevel gør man ikke, hvad man i Europa betragter som sund fornuft: at komme ud, og det hellere i dag end i morgen.
Men Israel magter ikke at hugge den gordiske knude over, hvilket mange europæiske politikere har svært ved at forstå, fordi løsningen i deres øjne synes så såre enkel, og fordi der her er tale om et land, der sædvanligvis betragtes som vestligt.
Den store tænker i israelsk
religionsfilosofi, nu afdøde Ye-shayahu Leibowitz, mente imidlertid slet ikke at Israel er noget vestligt samfund, men en karikatur på et vestligt samfund. Heri ligger nøglen til israelernes selvforståelse, som kan hjælpe med at forklare paradokset.
Israelere opfatter sig selv som europæere. De første indvandrere, som opbyggede det, der i 1948 skulle blive til staten Israel kom fra Øst- og Centaleuropa, og lige siden har man levet i opfattelsen af at udgøre et lille stykke Europa midt i Mellemøsten. Politisk, økonomisk, kulturelt og på mange andre felter mener man at høre til på den anden side af Middelhavet, hvilket følelsen af at høre med i det eksklusivt europæiske årlige Melodi Grand Prix kun er et lille eksempel på.
Men dette er kun tynd fernis, for i hverdagen taler israelere et sprog, som europæere for længst har lagt bag sig. Dette handler om magt, styrke og modig handlekraft. I tidens politiske klima i Israel er en hyppigt hørt kommentar på gadeplan, at »arabere forstår kun magt«. Dette er naturligvis en grov forenkling, men det viser sig hurtigt at dette magtens sprog
også finder vej til de højere politiske lag, omend i mere forfinet
udformning.
Dette er opstået som følge af en følelse af at være under eksisten-tiel trussel og konstant belejring, hvilket er træk vi finder helt tilbage i den tidligste zionistiske tænkning for omkring 100 år siden.
Vladimir Jabotinsky, der var zio-
nistleder i Odessa og anses for at være faderen til den såkaldte
revisionistiske zionisme, der er idégrundlaget for Ariel Sharons Likud-parti, mente allerede dengang at en jødisk stat i området ville komme til at leve bag en ’jernvæg’. Uanset hvordan man ville bære sig ad, ville jøderne alle dage forblive et fremmedlegeme, hævdede han.

Langt hen ad vejen fik Jabotinsky ret, og dette bekræfter i dag selv mange liberalt
indstillede israelere, som sætter deres stemme fjernt fra Likuds
nationalistiske budskaber.
Til dette kommer arven fra
krigens jødeforfølgelser og holocaust, som har tilført den zionistiske tænkning opfattelsen af at stå alene, afskåret fra at kunne have fuld tillid til nogen nok så nær
politisk partner.
Herved er opstået en politisk kultur, hvor man handler først og spørger bagefter, hvilket lægger Israel tættere på USA end på Europa, og hvilket også forklarer hvorfor George W. Bush og Ariel Sharon tilsyneladende kommer
så godt ud af det med hinanden. Kritikere har ofte lidt nedladende kaldt Bush en cowboy fra Texas, og på samme vis kan Sharon også være en art cowboy, som synes at have taget en klassisk John Wayne-replik – en mand må gøre hvad en mand må gøre – til sig. Hans
forældre var handlekraftige pionerer og jordbrugere, selv tilbringer han helst fritiden på sin ranch
i Negevørkenen og kommer
dermed til at stå for noget ærke-
israelsk, som selv hans kritikere ikke kan lade være med at holde af.
Trods aldersforskellen er Israel og USA også opstået på samme måde, ved at pionerer drog mod henholdsvis vest og øst. Men hvor de amerikanske nybyggere var individualister, drog jøderne ud i flok og grundlagde befæstede kibbutzer. Og hvor de førstes individualisme gav dem plads til at tænke som de ville, blev zionismen en slags institutionaliseret pioner-ånd, hvilket blev både dens styrke og fald.
Da kibbutzernes klassiske arbejderzionisme nemlig begyndte at gå på hæld – begyndende med jordskredsvalget, som i 1977 førte Likud til magten, og fremskyn-
det af den økonomiske krise i 80’erne – var der nemlig ikke ret meget til at træde i stedet. Den herskende arbejderzionisme havde opdyrket kollektivismen som ideal, hvilket gjorde mennesket stærkt i flok, men handlingslammet, når de individuelle krav meldte sig.
Det gjorde de, og fordi samfundet var så ideologisk dårligt rustet til at tage imod udviklingen, førte den til ny splittelse, som fjernede hele foretagendet yderligere fra pionerernes europæiske tankesæt. Den sekulære befolkning begravede sig selv i materialisme, mens bosætterne prøvede at løbe med rollen som den nye tids pionerer, og imens slog religionen og orientalismen igennem for fuld kraft.

Tomrummet blev nemlig for en stor dels vedkommende udfyldt af sefarder – jøder fra Nordafrika og resten af Mellemøsten. Først gennem Likud og siden gennem deres egen protestbevægelse, det ultraortodokse parti Shas, skaffede denne befolkningsgruppe sig en kolossal indflydelse, der hurtigt plantede
Israels ene ben i Orienten, dog uden at landet automatisk fik udstedt nogen adgangsbillet hertil.
Men indadtil er resultatet tydeligt. Kun i tre af den vestlige verdens lande ansætter eksperter familien som centralt bærende element – dette er Italien, Japan og
Israel. Tre vidt forskellige forklaringer ligger til grund, men for
Israels vedkommende er fænomenet relativt nyt, fra efter 1977, og introducerer Orientens hierarkiske familiemønster i et demokrati af vestligt tilsnit. Dette forhold har bredt sig til store dele af samfundet. Da således en mand af den klassiske zionismes skole, daværende præsident, Ezer Weizman, for et par år siden kom under anklage for at have modtaget uberettigede pengebeløb, måtte landets formelle overhoved stille for en undersøgelseskommission og valgte at nedlægge embedet, da anklagerne blev for voldsomme. De viste sig efterfølgende temmeligt usikre. Kort efter kom Shas-hierarkiets topfigur, rabbiner Ovadia Yosef, under lignende anklager, som partiet tilbageviste med konstateringen af, at deres åndelige overhoved skam var hævet over den slags jordiske
anliggender. Der skete intet yderligere.
Israel er på mange måder et fungerende demokrati, men flere forhold gør landet både usædvanligt og uforståeligt, hvilket ikke mindst gælder for europæiske
betragtere. Det virker en kende for billigt at forklare Israels fremfærd med det jødiske øje-for-øje-og-tand-for-tand, hvor den kristne verden foretrækker at vende den anden kind til. Men det ligner alligevel en tanke, når en bosætterleder foreslår netop denne bibelske handlemåde som gengældelse for et terrorangreb. Næppe nogen anden konflikt noget andet sted på jorden er kendetegnet ved så dyb, gensidig mistro, og næppe noget andet sted forekommer reaktionsmønstrene så fornuftsstridige, set på baggrund af en formelt vestlig tænkemåde.
I populær opfattelse beskrives Israel ofte som »en bro mellem øst og vest«. Dette er på sin vis stadig sandt, men det er en bro, som ikke fører nogen vegne, for både øst og vest er indeholdt i landet, uden at der er umiddelbar forbindelse til termernes respektive slægtninge udenfor. Jabotinskys jernvæg er stadig en realitet for de fleste
israelere, hvilket er en af grundene til Sharons fortsatte popularitet, men dertil skal siges, at med
Al Aqsa-intifadaen er begreberne kommet voldsomt i opløsning. Der skal gøres noget, men med lærestykket fra Sydlibanon og
Israels hele selvforståelse i mente, synes alle løsninger lidet attrak-
tive. At beholde de besatte om-
råder vil hurtigt føre til at den jødiske befolkning kommer i mindretal, og omvendt vil etnisk udrensning af palæstinenserne føre til internationalt stormvejr. At trække sig tilbage til grænsen fra 1967 vil efter gængs opfattelse føre til en jernvæg, som er umulig at forsvare, og samtlige vestlige forslag har, i israelske øjne, kun
afsløret uvidenhed om lokale
forhold.
Vestlige politikere skal med andre ord tage andre briller på for at forstå et land, som står dybt splittet mellem øst og vest uden at høre rigtigt til noget sted, samtidig med at dets borgere befinder sig i en konflikt, de helst så sig fritaget fra, mens de i en absurd dualitet ønsker ’fjenden’ bekæmpet med hård hånd.
Europæiske synspunkter opleves som håbløst bløde i denne delte situation, som med et mere jordnært eksempel kan beskrives med en yderst almindelig, to ord lang afslutning på en israelsk
telefonsamtale. Det første ord er arabisk og det andet amerikansk- engelsk.
Yalla, bye!

*Hans Henrik Fafner er Informa-tions korrespondent i Mellemøsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her