Læsetid: 3 min.

På gloende pæle

Jeppe Aakjær på hjemmebane
7. august 2002

Ny bog
Daugbjerg dås er kendt for sine kalkgruber og alle de sagn og røverhistorier, der knytter sig til dem. Blicher kunne fortælle dem og Jeppe Aakjær. Sidstnævnte drog som 17-18-årig foderkarl på den fædrene gård rundt i hver eneste fritime og snakkede med de gamle i Fjends Herred og fik dem til at kramme ud med alle deres fortællinger. Tre hundred sider blev det til, som han sendte Evald Tang Kristensen, der med tak tog imod og blandede dem op med sine egne optegnelser. Manuskriptbunken blev liggende i Folkemindesamlingen. 40 år senere fik Aakjær lyst til selv at gøre noget ved sagen og gav sig til at genfortælle nogle af dem i sit jyske folkemål til en cyklus kaldet Po fir glowend Pæl, der udkom 1923. Han gav historierne en ramme, lidt a la E Bindstouw. Der er pinseblus på Daugbjerg Daas, og mens de unge danser og morer sig, går de gamle afsides med deres dram i hånden for at lægge sig i en kreds og give deres bedste historier til bedste. Der er bl.a. Johannes, som vi kender fra Af å kan man gammel Jehannes hans Bivelskistaari,og Jens Dalum, der også kan mange af disse stedsagn om bjergfolk, gengangere, skiftinger, elverfolk og de lidt sjældnere skikkelige hyldefolk, samt nisser og alle dem, der kommer ud for usædvanlige hændelser med den halvt skjulte verden.
Mange af os er nu ikke fortrolige med de gamle dialekter og endnu mindre med den uvante ortografi, så forlaget Hovedland har gjort os den tjeneste at udgive en tosproget udgave ligesom førhen med »Bivelskistaarien«. Poul Einer Hansen har genfortalt sagnene såkaldt ’udialektisk’, hvad der er en løjerlig betegnelse for hans kolorerede håndsrækning på normaldansk. Det er jo blevet skik at genfortælle selv ikke-dialektale klassikere som H.C. Andersen og den sandt dialektiske Kierkegaard.

Mere kunst end folklore
Det var et spørgsmål om takt og tone at omgås de underjordiske, der nok kunne finde på at fraternisere, men gerne beholdt deres hemmeligheder, som nu bjergmanden ved Daugbjerg, som holdt på sit guld. Tre mænd forsøgte at grave det op og stødte da også med spaden mod en stor kobberkedel fuld af ene guldstykker. Da gælder det om ikke at vise sin undren - dårligt gengivet med ’man skal sgutte give folk noget at undre sige over’. For da en af dem pludselig tror at se hele Daugbjerg brænde og råber »Åh nej, du milde skaber!« så forsvinder troldtøjet. Og det samme sker igen for tre stoddere, der tror de har lugtet fidusen.
Sagnene er sjældent særlig dybsindige, som eventyrene kan være, de konstaterer, at livet har flere dimensioner; affinder sig med, at nu f.eks. bjergmanden bjergede det, der var hans, endnu en gang – og jeg tænker næsten, han også har fået lov til at beholde det siden. »Det tinker a wal«, som fortælleren Johannes siger. Sagnene har beholdt deres guld især ved deres tone, som Aakjær fint har genskabt, ikke ved at individualisere, som han siger i forordet, men ved en sprogfarve, der holder den talende nede i den sommernatsvaghed, den måneskinsdunkelhed, hvori det hele tænkes fortalt hin nat ved pinsebålet. Mere kunst end folklore, i modsætning til Tang Kristensen, der umagede sig med at levendegøre de enkelte fortællere i deres ejendommelighed. De mærkelige hændelser har deres fascination.
Som regel lykkes det at slippe ud af fremedhedens ondskab, f.eks. ved at den modige og lærde præst kan jage genspensterne bort, eller man holder de aftaler, man indgår med uvæsenerne, som man jo kan være heldig at give en hjælpende hånd, som i den store finale, hvor færgemanden som tak for, at han blev hjulpet fra København og hjem til Salling nu har sejlet tunge byrder over til Fur i nattens mulm og mørke.
Kvitteringen er, at han med bjergmandens hue nede over øjnene endelig ser, at han har bjerget hele slægten af bjergmænd, smådjævle og gårdbonisser fra egnen på denne side af fjorden med dens kirkeklokker og meget andet, de ikke trivedes ved, over til den anden side, ja altså til Fur, til en gammel oldefar, de havde dér i Rødsten.Og sådan fil Jeppe Aakjær skilt sig ved sit hverv. Roald Als har illustreret historierne med nøgtern sans for det groteske.

*Jeppe Aakjær: Po fir glowend Pæl/På fire gloende pæle. Ved Poul Einer Hansen. Ill. Roald Als. 205 s. 198 kr. Hovedland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu