Læsetid: 3 min.

På Herrens mark

Er korncirkler – gigantiske, geometriske tegn afsat i kornmarker – menneskeskabte, et vejrfænomen eller budskaber fra udenjordiske væsener?
2. august 2002

(2. sektion)

Kornmærker
Det må være et på én gang skræmmende og bjergtagende syn – at slentre en tur ud på sin mark, hvor kornet står højt og frodigt og så opdage, at nogen eller noget har sat deres gigantiske aftryk lige midt i ens afgrøder.
De fleste mennesker vil nok gøre, som Mel Gibsons Grahan Hess, far, fader og farmer i M. Night Shyamalans film Signs, der har amerikansk premiere i dag, og overbevise sig selv om, at det bare er drengestreger.
Men hvad nu, hvis de såkaldte korncirkler ikke er menneskeskabte, spekulerer filmen og Gibson videre. Hvad nu, hvis de fint formede tegn i overstørrelse, der er sat med allerstørste nænsomhed for ikke at knække, men bare bøje kornstråene, i virkeligheden er budskaber fra væsener fra det ydre rum – budskaber til os eller væsenerne imellem?
Hvad Shyamalans film ender med, skal ikke afsløres her, men vender man sig i stedet mod vores egen verden, vil man opdage, at de ofte meget iøjnefaldende, næsten kunstneriske korncirkler ingenlunde er et fremmed, endsige sjældent fænomen.

Fup eller fakta
På internettet findes adskillige hjemmesider dedikeret til korncirkler og de mange, både fantastiske og mere rimelige, teorier om, hvor cirklerne stammer fra.
Den første kendte korncirkel er fra 1600-tallet og er afbilledet på et træsnit sammen med den djævel, som man dengang formodede havde lavet den. Men det er først helt op i 1970’erne, at korncirkler begynder at dukke op i et antal, som kalder på den brede offentligheds interesse. De manifesterer sig i form af cirkler, hvor store områder med kornstrå enten er bøjet med eller mod uret, og i 1990 udvikler korncirklerne sig til også at bestå af vinkler og rette linjer, og deres geometriske og matematiske sammensætning bliver stadig mere avanceret og uigennemskuelig.
Nemmere er det heller ikke blevet med sikkerhed at fastslå, hvordan korncirklerne bliver til. Teorierne går fra vind og vejr over jordenergier og aliens til Guds hånd og militære eksperimenter. Og så er der selvfølgelig de mange, faktisk langt de fleste, der mener, at det hele bare er fup og svindel – lavet i nattens mulm og mørke af et par mænd med en passer og ski på fødderne.
Set med deres øjne skyldes udviklingen i kvaliteten og kompleksiteten af korncirklerne, at de mennesker, der laver dem, bliver bedre og bedre til det.
Den dansk-amerikanske korncirkelforsker Jonah Ohavy, der rejser land og rige og verden rundt for at studere de mystiske cirkler, kan ifølge eget udsagn hurtigt afsløre, om en cirkel er fup eller den ægte vare.
Som han sidste år skrev i et debatindlæg i Jyllands-Posten, så »kan enhver trampe noget korn ned i en cirkel. Og det er overkommeligt at lave en tegning med en passer og en lineal eller en computer (...) Fidusen er at få kornet til at ligge så eksakt, systematisk og sirligt, som det gør i de formodede ægte korncirkler med de imponerende kunstneriske vendinger, man finder der.« Derfor, skriver Ohavy videre, vil man måske nok fra luften kunne narres af en menneskeskabt korncirkel, men kommer man tæt på, så vil unøjagtighederne afsløre sig.
Ohavy tror selv på udenjordisk indblanding, når det kommer til de ægte korncirkler, men han vil ikke afsløre sin teori, før han har håndgribelige beviser.

Fantasifuldt
Der findes en hård kerne af korncirkelforskere, der deler Jonah Ohavys opfattelse af fænomenet, men også en lige så beslutsom opposition, der afviser korncirklerne som andet end menneskeskabte. Det er stadig ikke lykkedes korncirkelfanatikerne at fremlægge uangribelige, videnskabelige undersøgelser, som understøtter deres teorier, lyder deres angreb.
»At feje det hele væk som fup er beroligende, men kræver, at man ignorerer fakta,« slutter Jonah Ohavy sit debatindlæg og rører dermed ved den nysgerrighed og for tiden omsiggribende fascination af det ukendte og overnaturlige, som ikke kun har givet tv-serien X-Files, men også TV2 Zulus docusoap om Åndernes magt vind i sejlene.
Det er da også en spændende tanke, der om noget appellerer til fantasien, hvis disse naturens kunstværker skulle vise sig at være ekstraterrestriel kommunikation – advarsler om en forestående invasion, et forsøg på at sige, »vi kommer med fred« eller intern E.T.-mail med en besked om, at her er der gode råvarer at hente.
Hvis det er sandt, melder spørgsmålet sig om, hvad vi så vil gøre ved det. Til efteråret har Signs dansk premiere, og måske Mel Gibson har nogle gode råd at dele ud af.

Gå selv på opdagelse i korncirkelfænomenet på www.circleconnector.com, www.cropcircles.co.uk og www.paradigmshift.com

Mere om snigpremiere på Signs og medfølgende korncirkelforedrag på www.biozonen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu