Læsetid: 6 min.

På jagtefter Hamlet

På fredag er der premiere på en Hamlet-forestilling, som ikke lader den aflyste Hamlet-forestilling på Det Kongelige noget efter. Vi har talt med den Singapore-kinesiske instruktør, som har valgt at udelade Hamlet af sit stykke
12. august 2002

Teater
Af en kineser at være er han usædvanlig høj og selv for en internationalt berømmet instruktør at være er han usædvanlig travl: Intellektuelt uniformeret i sort fra top til tå rejser den Singapore-kinesiske instruktør Ong Keng Sen verden rundt – året rundt som teaterinstruktør, operainstruktør, foredragsholder og festivalkurator – alene det har været hans opgaver i første halvår af 2002. Netop nu er han i Danmark for at iscenesætte sin helt egen version af Shakespeares Hamlet på Kronborg, som ikke lader Det Kongelige Teaters nu aflyste Hamlet-forestilling meget efter: ikke blot spilles Gertrud af en mand (Pichet Klunchun, klassisk thai danser), Genfærdet af en kvindelig butoh-danser (Carlotta Ikeda fra Ariadone), Ofelia af en popstjerne (Dicte), rollerne som Polonius, Rosenkrantz og Gyldenstjerne slået sammen til én kvinderolle (Ann Crosset) og Laertes af en kvindelig kampsportsdanser (Aida Redza fra Malaysia), men selve titelrollen som den unge prins med de svære overvejelser er helt udeladt.

Retten til Hamlet
– Ong Keng Sen, hvor blev Hamlet af?
»Når man som instruktør sætter sig for at lave Shakespeare, så skal man have en rigtig god grund til at gøre det, og det følte jeg egentlig ikke at jeg havde. Det eneste jeg ikke havde lyst til var at se endnu en Hamlet gå i krig med ’at være eller ikke at være’ eller stå og hulke over Ofelias grav. Men da vi fik muligheden for at bruge hele Kronborg Slot til forestillingen, begyndte det at tage form i mit hoved, og for mig som ikke-europæisk instruktør med et hold asiatiske-amerikanske-svenske og danske performere på det sted, som oprindeligt havde inspireret Shakespeare til sit stykke, opstod spørgsmålet om hvem Hamlet egentlig er for alle os med så vidt forskellig kulturel, religiøs og geografisk baggrund. Hvem har ’ret’ til Hamlet, Danmark eller England? Har en asiat ’ret’ til at indtage den danske kulturarv og tilføre den en fremmed kultur? Og kan Hamlet kun være dansker?
For os i Asien kunne han måske være den unge kinesiske student der stod foran tanksene på Den Himmelske Freds Plads i 1989, eller den fængslede, tidligere vicepræsident Anwar Ibrahim i Malaysia, men han kunne også være et barn i Vesten, som insisterer på genbrug derhjemme eller en dyrerettighedsforkæmper.
Fravær skaber ofte mere opmærksomhed end nærvær, og ved praktisk talt at suge Hamlets nærvær ud af figuren, kunne vi skabe et vakuum, et negativt rum, som ville bane vejen for en redefinition af figuren og stykket.«

Skæbnen styrer
– I Shakespeares stykke er der en scene hvor Hamlet instruerer en skuespillertrup til at opføre mordet på hans far, her har du valgt at lade den kinesiske avantgarde filminstruktør Wu Wenguang vise en film om en bøsse, der er blevet anholdt for at have sex på et toilet – er det et bud på en Hamlet??
»Det kunne det godt være! Men stykket-i-stykket er også et spejl, som Hamlet holder op for os, hvor vi kan se ting om os selv, som vi måske ikke er så interesserede i at blive konfronteret med – som f.eks. at acceptere seksuelle minoriteter. Samtidig er det også en film, som vinder umiddelbar genklang i mit eget liv: jeg kender alt til det dilemma der ligger i at være bøsse i et restriktivt samfund – mange af mine venner har valgt at forlade Singapore, men jeg bliver boende på trods af de afsavn det medfører. Forholdene er de samme i Kina, og for de fleste mennesker er der ikke tale om et valg, det er skæbnen, der styrer deres liv, lige så vel som skæbnen styrer Hamlets. Men folk vil nok være noget vantro over filmindslaget og stille en masse spørgsmål – og det er fint med mig; det er vel dybest set det det hele handler om!«
Ong Keng Sen har tidligere besøgt Danmark – i 1999 – med sin meget roste Lear-forestilling, som var en gendigtning af endnu et Shakespeare stykke, Kong Lear. Her var der tale om en æstetisk interkulturel opsætning, hvor den ældste datter, Goneril, blev spillet af en Peking Opera-skuespiller, Lear selv af en No-skuespiller og de øvrige roller besat af dansere fra Indonesien, Thailand og Japan. Teksten blev fremført på skuespillernes egne sprog og dansene i hver deres stilart. Det blev Ong Keng Sens internationale gennembrud som interkulturalist.

Tværkulturel kunst
»Tværkulturel kunst har eksisteret altid – det blev bare smart at tale om det efter Peter Brook havde lavet sin meget omtalte forestilling, Mahabharata. Men tværkulturel kunst er jo meget mere end det – da Ann Crosset, f.eks. (som spiller rollen som Polonius, Rosenkrantz og Gyldenstjerne, red.) kom til Danmark fra USA for at danse, så var det interkulturalisme, men det var jo ikke noget man skrev om! Først med Peter Brook begyndte alle at fokusere på disse stort anlagte forestillinger, hvor det interkulturelle aspekt blev hele omdrejningspunktet i projektet.«
»For Brook var det et spørgsmål om at genoplive det indiske teater som ét harmonisk hele af en enfoldighed, som ikke længere eksisterer – hvis den nogensinde har eksisteret – men som årene er gået, er der fra flere sider gjort bestræbelser på at omformulere den interkulturelle kunst. Lear var et svar på Mahabharata, hvor blandingen af de mange sprog og stilarter blev til en række af konstante brud forestillingen igennem.«
»Det var som at sidde med en fjernbetjening og skifte mellem de forskellige landes kanaler: Her var der noh på japansk, så opera på kinesisk og dér indonesisk gamelan. Men det viste sig at det var muligt at skabe et tværkulturelt værk hvor hver kunstform kunne både bevare deres integritet på deres egne præmisser og samtidig være en del af en helhed.«

Globalisering et faktum
»I Search:Hamlet går jeg den stik modsatte vej: i stedet for at udvælge mig en kunstform at arbejde med som f.eks. Noh eller Peking Opera, vælger jeg den kunstner, som jeg synes passer ind i billedet og som så har en specifik kunstnerisk baggrund at arbejde udfra. Og det har vi jo opdaget i vores arbejde med Hamlet: det handler ikke om kulturforskelle, men de valg som hver enkelt kunstner foretager udfra sin egen kunstneriske opfattelse og ikke som repræsentant for en kunstform.«
– Samtidig er du jo meget optaget af at være med til at bevare de forskellige klassiske kunstformer som findes i Asien?
»Jeg er mest optaget af at udvikle et sammenhængende hele hvor det er muligt at skabe et rum for de klassiske dansere til at videreudvikle deres kunstform. F.eks. er jeg meget interesseret i Khon, klassisk thai dans, men mest som et udgangspunkt for Pichet (Klunchun, mandlig danser i dæmon-roller - spiller Gertrud i Search:Hamlet, red.) til at skabe en ny form.«
– Men hvis vi ikke bestræber os på at tage vare på de klassiske former, kan vi ende med et anonymt globalt kunstudtryk – og det ønsker vi vel heller ikke?
»Jeg bryder mig ikke om at tale om tingene på den måde. Globalisering er et faktum vi må forholde os til; det er en proces der har været i gang i århundreder og som stadig sker. Vi må tage imod den og udvikle en kritisk sans overfor udviklingen, så vi konstant er på rede med hvad der bliver prioriteret og at balancerne er i orden. Og her kommer vi ind til benet i mit arbejde: At skabe et sammenhængende hele mellem Asien og Vesten og udglatte modsætningerne mellem global og lokal. Således skulle det være muligt at nå et universalt sprog med forankring i vores lokale miljø.«

*Search: Hamlet spiller på Kronborg fra d. 16. til d. 24. august kl. 20. www.hamletsommer.dk. Instr.: Ong Keng Sen, Scenogr.: Justin Hill, Kost.: Koji Hamai.

*Første del af forestillingen former sig som en vandring rundt på slottet – husk derfor gode sko!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her