Læsetid: 0 min.

’Palæstinensere, dem fjerner man da’

Med et system i ryggen, hvor militære ordrer vejer tungere end domstolenes kendelser, bulldozer den israelske hær huse og marker i Gazastriben
27. august 2002

Udsat
DET NORDLIGE GAZA – »Det område derude, hvor der er stykker af sorte gummislanger, der stritter op af sandet, er en mark, der er blevet ødelagt. Gummiet er resterne af vandingsanlæggene,« siger Johanne Djurhuus, mens hun peger fra bilen ud over en gold, bakket sandørken.
Bag den flere hundrede meter brede stribe ørken titter en lille klynge bygninger op, og man kan skimte lysmaster og ledningsnetværket bag det lille indhegnede område. I udkanten af området rejser høje udkigstårne sig og fylder luftrummet sammen med tårnene fra industriområdet i den israelske by Ashqelon.
Men den lille klynge bygninger er ikke en del af Ashqelon by. Det er bosættelsen Dugit, der huser seks israelske familier og et ukendt antal soldater og militært isenkram. Sporene i sandet vidner om patruljeringer med jeeps og kampvogne.
»Derude bor der ingen palæstinensere længere,« forklarer Johanne Djurhuus, der de seneste måneder har arbejdet på et projekt for UN OCHA – Office for the Coordination of Humanitarian Affairs.

Tungt bevæbnede
Som en del af et tre mand stort team har hun gennemtrevlet Gazastriben for at finde ud af, hvilke behov befolkningen, der lever tæt på bosættelser og deres tilknyttede bypass-veje, har. Den første delrapport, der dækker det nordlige Gaza, er nu lige på trapperne.
I dag, hvor vi kører i en palæstinensisk registreret bil, holder vi os i god afstand fra de imaginære mure, der adskiller en lille gruppe isolerede palæstinensiske bønder fra resten af striben – mure, som hvis man krydser dem, vil udløse advarselsskud, eller det der er værre, fra de tre tungt bevæbnede bosættelser.
I december sidste år blev tre drenge dræbt af skud fra en kampvogn, da de efter mørkets frembrud, bevægede sig ind på området.
»Alle palæstinensere, der er naboer til de isrælske bosættelser og veje, er pålagt udgangsforbud efter mørkets frembrud, og det har de været i over et år.«
»I sidste uge var der en gammel kone, som under hedebølgen havde taget sin madras og lagt sig ud for at sove. Hun havde åbenbart bevæget sig i søvne, og så skød de og dræbte hende,« fortæller Djurhuus.
Før intifadaen boede der omkring 3.000 palæstinensere i området, der var et frodigt landbrugsområde med citruslunde og grøntsagsmarker. Selv forholdet til bosætterne var nogenlunde godt.
Der var ikke hegn mellem de palæstinensiske områder og bosættelserne, og bosætterne levede af at sælge fiskerettighederne i ’deres’ område til palæstinensiske fiskere.
Efter al-Aqsa intifadaen brød ud i september 2000 ændrede alt sig. Militæret rykkede ind, og for at kunne beskytte bosætterne, begyndte israelerne at rydde en sikkerhedszone på palæstinensisk jord.
Konsekvensen blev, at de palæstinensere, der boede mellem 200 og 500 meter fra bosættelserne, fik bulldozet først deres marker og sidenhen deres huse.
24 af de flere end 600 huse, der er blevet ødelagt i Gazastriben i løbet af intifadaen, lå i dette område, og omkring 1.000 mennesker er flyttet som resultat af husødelæggelserne og de barske levevilkår, der følger med, når man er nabo til det israelske militær.
Levevilkår, der udover ødelagte marker betyder udgangsforbud og forbud mod at modtage besøg. Her må palæstinensiske biler ikke komme, mens kampvogne og jeeps derimod dagligt patruljerer.

Uprovokerede skyderier
Her forekommer daglige uprovokerede skyderier mod huse og personer, og p.g.a. uroen i området er det stort set umuligt at få lægehjælp.
Ind imellem besætter militæret enkelte huse med krav om, at mindst et medlem af husstanden altid er hjemme for at sikre, at soldaterne ikke bliver angrebet af militante palæstinensere.
For nylig besluttede israelerne at bygge endnu en bypass-vej i den eksisterende sikkerhedszone, hvilket betyder, at der nu er nye huse, der ligger så tæt på bosætterne, at de udgør en sikkerhedsrisiko og dermed må fjernes.
»Systemet i husødelæggelser er, at de først ødelægger markerne omkring husene, og på et eller andet tidspunkt så står huset helt tåbeligt midt ude i sandørkenen, hvor man jo kan se, at det er da helt forkert, at der skal ligge et hus der. Derefter kommer soldaterne og meddeler, at nu skal de huse rives ned, og beboerne skal være venlige at forlade husene inden for tre eller seks timer eller nogle gange 24 timer,« fortæller Johanne Djurhuus.
Når folk har fået den første meddelelse om, at de skal forlade deres huse, begynder en besværlig øvelse, hvor de så at sige besætter deres eget hus for at undgå, at israelerne bulldozer det, og det udsætter som regel nedrivningerne, fortæller hun.

Ingen retssikkerhed
Ifølge den Fjerde Geneve-konvention er det en krigsforbrydelse at ødelægge eller tilegne sig civiles ejendom – med mindre det »retfærdiggøres af den militære nødvendighed«.
At det var tænkt som et lovligt argument for at beskytte bosættere er imidlertid usandsynligt, da bosættelserne i sig selv er overtrædelser af International Folkeret. Men retten til at fortolke konventionerne er i sidste ende alene det israelske militærs.
»I de sager, vi har kunnet følge, har retssager betydet en udsættelse af processen. I de tilfælle, hvor retten har sagt nej til, at militæret kan rive huset ned, er der efterfølgende kommet en ordre fra militæret, der vurderer, at det konkrete hus udgør så stor en sikkerhedsrisiko, så selv om højesteret har sagt, at huset skal blive liggede, beordres det fjernet. I den her sammenhæng ligger sikkerhed over retssikkerhed,« siger Johanne Djurhuus, der mener, at disse menneskers retssikkerhed er ikke-eksisterende.
»Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste rettighed. Hvis israelerne siger, at nu er det ikke længere sådan, så er det ikke længere sådan. Disse mennesker har de muligheder – det er ikke engang rettigheder – dagen byder på. Israelerne har hals- og håndsret over huse og jorde. Deres ord er lov. Palæstinenserne befinder sig i et retsligt vaccum.«
Ifølge Oslo-aftalen er det De Palæstinensiske Sikkerhedsstyrker opgave at sørge for befolkningens sikkerhed, men efter bombardementerne af sikkerhedsstyrkernes bygninger i løbet af intifadaen er der ikke meget hjælp at hente der.
»De palæstinensiske myndigheder er ikke længere i grænsezonerne. Jeg kan jo se, at de har været der, for ned langs den grønne linje (grænsen til Israel, red.) ser vi den ene grusbunke efter den anden, som er en tidligere palæstinensisk grænsestation. De palæstinensiske myndigheder har ingen myndighed i disse områder længere.«.
Heller ikke FN kan gøre noget for at forhindre husødelæggelserne. FN-organisationen i området, UNRWA, har kun mandat til at sørge for nødhjælp og til at administrere flygtningelejrene.
»Der er ikke nogen, der har mandat til at beskytte de her folk. Det ville klassisk være UNHCR’s rolle, men UNHCR er ikke her.«
»Der er så vidt jeg kan se tre løsninger på problemet. Den ene er at fjerne israelerne, den anden er at fjerne palæstinenserne, og den tredje er at lægge et internationalt filter mellem de to parter. Så ville de jo kunne bo der og have en vis beskyttelse i henhold til de regler og normer, der findes i de internationale konventioner. Det ser ikke ud til, at man kan fjerne israelerne. Det ser heller ikke ud til, at der kan skabes en international bufferzone. Sådan, som det er nu, har israelerne fået lov til at vælge løsningen.«

FAKTA
Udsatte rettigheder
*Den første delrapport om Nordgaza fra UN OCHA om de mest udsatte befolkningsgrupper i Gazastriben understregede, at der er et behov for at sikre befolkningens:
Ret til at eje ejendom og jord
Ret til fri bevægelighed på egen egendom
Ret til fri bevægelighed på offentlige veje og steder
Ret til akut lægehjælp
Børns ret til at færdes trygt mellem skole og hjem

*Konsekvenserne af den nuværende situation er:
Restriktioner på bevægelsesfrihed og konfiskation af land har betydet indkomsttab per husstand på 70-80 procent
Tilfældige skyderier og tab af transportmuligheder har medvirket til en kraftigt nedgang i børns fremmøde i skolerne samt i deres evne til indlæring

*Kilde: Interim Report from Survey on highly exposed population of the Gaza Strip, UN OCHR, August 2002

*Mette Jørgensen er informationsmedarbejder hos Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder i Gaza By

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her