Læsetid: 3 min.

Ud af papkassen

En bevilling fra Velux Fonden gør Seeberg-arkivet og Arkiv for ny litteratur tilgængeligt for en bredere skare. Der er gode chancer for, at arbejdet med arkiverne vil bringe nye dokumenter for dagen
21. august 2002

Litteratur
I årevis har forfatteren Peter Seebergs arkiv samlet støv i nogle kasser på Hald Hovedgaard, hvor også Arkiv for ny litteratur har stået gemt af vejen bag tremmer i et aflåst kælderrum.
Det bliver der nu rådet bod på, takket være en bevilling på to millioner kroner fra Velux Fonden. Syddansk Universitet, Statsbiblioteket i Århus og Arkiv for ny litteratur er gået sammen om et projekt, der skal sikre, at disse arkiver bliver sorteret og derefter gjort tilgængelige.
Professor Anne-Marie Mai leder projektet, der netop er gået i gang. Hun ser frem til, at der om tre år bliver lukket op for skattekammeret.
»For mig, der interesserer mig for nyere dansk litteratur, er det lidt ligesom en Alladins hule, der nu bliver lukket op. Det er den fornemmelse, jeg har, fordi der ligger så mange spændende ting,« fortæller en begejstret Anne-Marie Mai.

En guldgrube
Peter Seebergs arkiv indeholder korrekturer, særtryk, korrespondance, opgaver, samt artikler af og om forfatteren. Derudover findes der museums- og arkæologisager med tilhørende korrespondance samt opgaver fra studietiden og fotos. Arkivet har allerede bevist, at det indeholder en guldgrube af informationer om forfatteren. Det var blandt andet her, litteraten Marianne Juhl fandt meget af det materiale, hun brugte, i forbindelse med sin roste biografi om forfatteren.
Det var i øvrigt Peter Seeberg selv, der ønskede, at hans arkiv skulle opbevares på Hald Hovedgaard.
»Han havde nogle tanker om et levende kulturmiljø og et mødested for forskere og forfattere. Det er noget af det, der har gjort, at han har sagt: de papirer bør være her. Det ønske prøver vi at respektere med den her opgave,« forklarer Anne-Marie Mai.
Arkiv for ny litteratur består først og fremmest af en stadig voksende båndsamling, som skal sikres for eftertiden. Blandt andet er det planen, at båndene skal digitaliseres. Desuden findes der materialet om forlaget Arena i form af manuskripter og korrespondance. Der ligger også sager om internationale projekter, blandt andet om en række franske forfattere. Herudover indholder arkivet dokumenter om danske forfattere, blandt andet Ole Sarvig,
Niels Egebak og K.E. Hermann.

Ny viden
Den selvejende institution Hald Hovedgaard lægger lokaler til arkivet, og midlerne fra Velux Fonden skal derfor gå til aflønning af personale, der skal arkivere og bearbejde materialet. Eventuelt spændende nyfund vil allerede undervejs i arkiveringsfasen blive offentliggjort.
»Nogle af de ting, vi støder på, vil der blive skrevet om på forskellig måde i form af nogle litterære studier,« forklarer Anne-Marie Mai.
Men ingen ved præcis, hvad der gemmer sig i papkasserne
»Man ved jo noget om, hvad der ligger, men der er ingen, der er helt i bund med det. Men der ligger mange spændende ting, for eksempel korrespondance omkring Dan Turèlls deltagelse i arkivet og omkring hans udgivelser,« siger Anne-Marie Mai.

Fremtidssikring
Ud over den arkivering, som på længere sigt skal gøre materialet tilgængeligt, bliver et vigtigt mål at sikre, at samlingerne bevares intakt for eftertiden.
»Det, der er vigtigt, er, at vi sikrer at materialet opbevares forsvarligt. Det betyder blandt andet, at det sker under brandsikrede forhold, således at det ikke går til. Og så betyder det, at vi skal sikre, at der ikke er noget, der forsvinder. Derfor ved vi heller ikke helt endnu, under hvilken form, adgangen til arkiverne skal ske. I første omgang vil materialet være tilgængeligt på Hald Hovedgaard, men det kunne måske også udlånes til forskningsbibliotekerne, hvor man så kunne sidde med det på læsesalen.«
Under alle omstændigheder er arkivernes tid i papkasser i bunden af en kælder nu endegyldigt forbi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her