Inspirationens veje
Karin Birgitte Lund har slået ordet inspiration op. Mens hendes mand, komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen laver teen fortæller hun, at det betyder guddommelig indgivelse. Det havde jeg, trods min odysse gennem inspirationens krinkelkroge, ikke opdaget.
For Karin Birgitte Lunds eget vedkommende er det tilfældigheder, der udøver den guddommelige tiltrækning, fortæller hun.
Motivet i sig selv er ikke det interessante for hende, siger hun, det er farver og en mulig komposition i tilfældigheden, hun kigger efter.
»Jeg går altid rundt med mentale briller med nærlinser. Jeg tror, jeg ser anderledes end andre. Jeg leder altid efter spor i gaderne, på mure og porte og i baggårde. Det kan være en nøgle, der har ridset i en mur eller bare en afskalning. På sådan en afskallet mur kan der være op til 10 lag farver.«
»Jeg er optaget af motiver, der er opstået tilfældigt motiver, som måske er et udsnit af noget helt andet.«
Antikke skulpturer
Det følger af Karin Birgitte Lunds motivvalg, at hun er »pisket til at bruge fotos«, for hun finder motiverne »de mest umulige steder«. Derfor går hun så godt som altid rundt med to kameraer, ét til sort-hvid og ét til farve. »Som en slags hukommelse«.
»Jeg vækker opmærksomhed, når jeg står og fotograferer lige ind i en bar mur, og jeg har også været ud for at blive skældt ud og jaget væk,« griner hun.
»Men bliver det for påfaldende, må Pelle stille op som dækmotiv. Hvis motivet for eksempel befinder sig inde bag folks vinduer.«
En af Karin Birgitte Lunds motivkredse er antikke skulpturer, og det er egentlig hendes interesse for antikken, der har fået religionshistorikeren Per Bilde til at sende stafetten videre til hende.
Men Karin Birgitte Lunds interesse er af en særlig art, for også her er det tilfældigheden, hun søger.
I hendes atelier står således et kolossalt billede i hendes karakteristiske douce farver. Det ligner en abstraktion over lys og skygge, men er, fortæller hun, et udsnit af Marcus Aurelius rytterstatue på Capitolium-højen i Rom. Når man får det at vide, kan man godt få øje på det nederste af saddelen og et stykke af hestens lår. Men det er ikke noget man ville opdage af sig selv.
Og det er da heller ikke det historiske Antikken, der optager Karin Birgitte Lund. Hun interesserer sig mest for de skulpturer, der er forvitrede. Sådan som man kan finde dem i Villa Giulia i Rom, stablet sammen i et hjørne af haven, hulter til bulter. Allerhelst tegner hun dem bagfra.
»Hvis for eksempel en arm, er faldet af, så er der sådan nogle huller efter jernstiveren, og de er interessante. Jeg er optaget af det stadium, hvor tingene har fået skrammer.«
»Se disse elskelige gamle løver,« udbryder hun og viser et fotografi fra Villa Giulia.
Naturen og teknikken
De nævnte løver er af forvitret marmor, men faktisk er Karin Birgitte Lund netop i denne tid for første gang begyndt at interessere sig for naturmotiver. Hun forbereder en stor udstilling på Faaborg Museum, hvor Anna Sybergs blomsterbilleder udgør en del af museets samling. Og de har inspireret Karin Birgitte Lund til naturstudier.
Der er dog et stykke vej fra Anna Sybergs potteplanter og chrysantemum til Karin Birgitte Lunds første natur-motiv, som forestiller krabber set i en rejeruse på Samsø.
»Min interesse for naturen er opstået på grund af disse krabber, men det har givet mig lyst til at fortsætte en serie,« fortæller hun og viser et foto fyldt med sild. »Dem glæder jeg mig til at tegne.«
»Landskaber kan jeg derimod ikke lave: Jeg zoomer ind, jeg kan ikke overskue et landskab og jeg har heller ikke lyst.«
Bittesmå streger
Det tager Karin Birgitte Lund tre år at stable en udstilling på benene. Og studerer man hendes teknik, forstår man hvorfor. Hendes blyantsarsenal er formentlig uden sidestykke, hun har eksempelvis alene i grå nuancer over 100 forskellige blyanter. Og ligeså i andre farver og altid i nedtonede nuancer. Disse anvender hun på meget store flader flere kvadratmeter som hun bearbejder med en tegneteknik, bestående af lutter bittesmå streger.
»Tit er jeg ved at blive sindssyg,« sukker hun.
»Jeg er en tålmodig sjæl,« tilføjer hun så, da jeg nævner, hvordan kvinder i gamle dage også havde tålmodighed til at brodere på en dug i flere år. »Jeg tænder for radioen og hører P1, imens jeg tegner.«
Udover den tidsrøvende teknik, tager det også tid at bygge udstillingen op, for også den gennemarbejdes nøje. Karin Birgitte Lund rekvirerer en plan over rummene samt fotos af hele udstillingsområdet og tegner præcist op, hvad der skal placeres nøjagtigt hvor. Desuden agter hun også selv at lave rammerne til sine billeder, tegnet på garanteret syrefrit papir, så de ikke gulner.
»Jeg kan ligge vågen ved tanken om, at mine ting ikke bliver behandlet ordentligt!«.
Motivet bestemmer
Før Karin Birgitte Lund begyndte med blyantstegning, var hun grafiker. Men hendes sangersøsters teatergarderobe i Göteborg, fyldt med gamle sko, rober, snørestøvler, hatte og dragter fascinerede hende og her duede grafikken ikke. Så begyndte hun at tegne.
»Nogle billeder er oplagt grafiske, men der er også motiver som for eksempel nogle forvitrede freskoer fra Palestrina, der må males i tempera. Så det bliver næste skridt,« mener Karin Birgitte Lund.
Karin Birgitte Lund er uddannet hos blandt andre Palle Nielsen, hvor hun ligesom alle andre akademielever blev sat til at tegne croquis.
»Men jeg kunne næsten ikke holde det ud. Det kedede mig at se på en krop. Jeg var bestemt ikke nogen mønsterelev. Når Palle Nielsen så mine tegninger, rystede han på hovedet og gav sig til at tegne dem over rettede dem.«
»Men han havde jo ret. Og jeg tegner stadig ikke mennesker.«
Hvorfor ikke?
»Der er ikke disse spor, strukturer, tilfældigheder.«
Men vel nok forfald? Det virker som om forfaldet interesserer dig specielt?
»Det er vel ikke forfaldet som sådan. Det er det smukke ved det og også det foruroligende, der fascinerer mig. Såvel Rom som de italienske byer i en 100 kilometers omkreds af byen er efterhånden gennemrestaureret, og de dør fuldstændig med deres nye skodder og mure, hvor patinaen er sprayet på.«
»Der er noget gådefuldt ved forfald, det er måske det, der fænger mig. Der er spor efter noget, som er forsvundet.«
*Dette er det sjette interview i stafet-serien om inspiration. Det foregående var med religionshistorikeren Per Bilde. Tidligere interviews i serien stod i Information den 27., 31. juli, 3.-4., 7. og 13. august. Serien er hermed afsluttet
