Læsetid: 5 min.

Pinslerne forbi

Vagn Lundbyes nye, store roman gennemskriver barndommens traumer og udvider dem til globale konflikter
23. august 2002

Roman
En langdistanceløber skal huske at spare kræfter til spurten. Og en længdespringer skal, når han træner, lade, som om resultatet var inderlig ligegyldigt – ellers får han aldrig lært at lægge omhu i hver detalje.
Begge disse indsigter fra atletikkens verden demonstrerer Vagn Lundbyes nye bog – et langdistanceløb på jagt efter en personlig skæbne og en omhyggelig kortlægning af hvert lille moment i et tigerspring bagud i tid.
Romanen tager sit udgangspunkt i en virkelig hændelse. Under en Tasmaniensrejse i 1997 blev forfatteren ramt af en tigerslange, der faldt ned i hovedet på ham. Alene i junglen konfronteret med slangen og døden lod han sit hele liv passere revy, uvist som det nemlig var, om dyrets gifttænder havde ramt ham. Skulle han dø eller leve?
Fortællekonstruktionen bliver nu den, at Vagn Lundbye, eller Emil som han kaldes, beretter og bekender for slangen, siddende just på det sted, hvor de sidste tasmanske indfødte overlevede, inden de måtte bukke under for de bleges overmagt. Rekonstruktionen af den personlige biografi iscenesættes som et helingsarbejde af global anti-imperialistisk karakter!

Under forandring
Hvor meget der er sandt, og hvor meget der er det rene digt, det kan vi ikke vide. Selv bruger Emil det udtryk, at han må ’opfinde’ sit liv. Biografiens sandhed ligger ikke på forhånd fast: »Verden ændrer sig hele tiden.« Om fortiden kan ingen spå. Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.
Født i København 22. nov. 1933 burde Vagn Lundbye ifølge islandsk overtro være disponeret for et langt og lykkeligt liv. Han kaldes med titlens ord Trefoldighedsbarn, kan vente at fødselsdatoens magiske tal vil garantere en lysende skæbne.
I virkelighedens verden er prognosen anderledes dyster. Faderen, der lever som sælger og drikker umådeholdent, tyranniserer sin kone og fire børn. Han fremstår i bogens tilbageblik som kolerisk psykopat, lunefuld og labil, dybt udspekuleret i sin ondskab, når han f.eks. hælder mad ud over sønnen og derefter propper føde i halsen på sin hustru, så hun er ved at kvæles. En juleaften, som moder og børn tilbringer hos hendes familie i København, ryger der med ét en brosten ind gennem ruden. Ude på gaden ses den røde Chevrolet suse bort.
Drengen opdager tidligt, at han som modvægt til hele menagen har sporten, naturen og fantasien. Han træner på stadion, men leger også indianer i skoven. Engang vil han være forfatter – og vise, »at vi skal være gode ved hinanden. Og glade for hver dag, der går godt. Og at intet er, som det ser ud til at være.« I Emils univers vil det gode sejre til sidst, retfærdigheden ske fyldest.
På fiktionsplanet lykkes dette ved, at drengen som 16-årig slår den forhadte fader ihjel. Men denne version af historien, den der afslutter romanen, skal holdes op imod den udgave, indledningen kolporterer, nemlig at faderen dør i fred i april 1968 på Odense Sygehus med sønnen ved sin side.

Altings sammenhæng
Ingenting er, hvad det synes at være. Og virkeligheden har flere planer. Et menneskes liv består af dets egen verden. Den anden verden, udenom, er familiens verden. Den tredje folkets verden, den fjerde verden naturen. Uden om dem igen ligger »den femte verden«, som nås i døden, men som »mennesket en gang imellem strejfer, mens det lever. Den verden, som vore drømme foregår i, den verden, hvor der sker
alt det, vi aldrig lærer at forstå.«
Ud fra en sådan opfattelse kan Vagn Lundbye udvide sin historie og gøre den total, global. Faderens systematiske undertrykkelse af hustru og børn sidestilles direkte med den tyske besættelse af Danmark, og det patriarkalske tyranni paralleliseres bastant med de hvide bosætteres udryddelse af Tasmaniens oprindelige befolkning.
Forfatterens efterhånden velkendte kortlægningsforhippethed og sammenhængspostuleringsmani fornægter sig sandelig ikke. Men hvor han i de to omgange »alvidende fortællinger« (1986 og 1999) såvel som i den store Anholt-trilogi (1978-82) benyttede sig af knirkende konstruktioner og ikke gik af vejen for knastør fortænkthed, virker Trefoldighedsbarn først og fremmest som en ærlig, nøgen og ægte bog, hvis jævnføringer til de omgivende verdeners historie nok mere er litterære vehikler, der skal gøre det muligt overhovedet at fortælle historien inde fra et mørke, end de er forsøg på autoritativt at tildele historiens dele fælles betydning.

Skønhed eller sandhed?
Et sted, hvor Emil og hans lillesøster skal begrave en kat ovre i skoven, siger han, at når de kommer til skatten, giver det et ryk i katten. »Det rimer,« siger Aase alvorligt. »Derfor passer det.« Men hvis det forholdt sig så enkelt, at udsagns sproglige udtryk leverede garanti for deres dybe sandhed, kunne menneskeheden sikkert klare sig med aforismer og vrøvlevers.
Det kan vi ikke. Vi har brug for litterære langdistanceløb, hvor en fortælling skrives igennem i alle sine momenter. For mit eget vedkommende glæder jeg mig over Vagn Lundbyes nye bog, ikke så meget på grund af dens frejdige synteser, som fordi den med sin analyse af barndommens tid gør et stykke gravearbejde helt igennem færdigt.
På baggrund af hans gennemførte sanddruhed kan det i øvrigt undre, når forfatteren påstår, at Skovbakken i 1942 havde en stangspringer, der kunne nå op over fem meter. Det var ellers i stålstængernes tid. Vagn Lundbye må huske forkert.
Til gengæld husker han sikkert rigtigt, når det foresvæver ham, at hans egen skæbne hænger sammen med – kongehusets! Som lille dreng mødte han Christian X og Dronning Alexandrine nede ved Århusbugten. Som voksen snakkede han med en slange på den fjerne ø, hvorfra vor nuværende kronprins formentlig har scoret en dronning. Sammentræf af den art må og skal have en betydning, hvis man hedder Vagn Lundbye.
Det bør man mest trække på skuldrene af. Og i stedet prøve at bevare sansen for proportioner. Det vigtige og ægte velgørende ved Vagn Lundbyes stort anlagte værk er nemlig ikke dets fikse ideer, men den kendsgerning, at han har givet gyldig kunstnerisk form til følgende indsigt:
»Jeg tror, at alle mennesker kommer ud for frygtelige oplevelser. Når de gør det, skal de holde fast i de gode oplevelser og tænke på barndommen og det, som de gamle dengang fortalte. En dag er pinslerne forbi. Det varer aldrig ved, og når et plaget menneske kommer ud på den anden side, så åbner sindet sig før eller siden igen.«
Det budskab lader sig vel læse som en sammenfatning af alt det, forfatteren har samlet kræfter til at sige. Men som resultat har det kun vægt i kraft af den sproglige omhu, der er lagt i tilløbet, afsættet, springet, landingen.

*Vagn Lundbye: Trefoldighedsbarn. 407 s., 349 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her