Læsetid: 3 min.

Plakat provokerer i Vollsmose

Handlende og beboergrupper har boykottet plakaten med budskabet om, at udlændingene ikke må lade ’os’ alene med ’danskerne’. Debat skaber den alligevel
6. august 2002

Plakaten er næsten usynlig i Vollsmose-bebyggelsen i det østlige Odense. Alligevel har den vakt voldsomme følelser hos nogle af beboerne.
Kunstnergruppen Superflex’ orangefarvede plakat med teksten Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes indgår i relativ ubemærkethed i en aktuel kunstudstilling i Vollsmose.
Plakaten er svær at få øje på, eftersom de handlende i indkøbscentret Center Øst har sagt nej til at have den hængende, ligesom afdelingsbestyrelser i de lokale afdelinger af de almennyttige boligselskaber har sagt nej til at hænge plakaten op i beboerlokalerne.
Ifølge konsulent i Vollsmosesekretariatet Mette Ellekjær hænger plakaten kun i sekretariatets butik i Center Øst.
Ikke desto mindre har den stort set fraværende plakat skabt en del debat, som mandag kom til udtryk i Fyens Stiftstidende under overskriften »Kunst-plakat forarger i Vollsmose«. Plakaten virker ifølge avisen »voldsomt på de danske Vollsmose-borgere«.

Ikke kunst
Det var Tove Lillemøller, beboer i Granparken i Vollsmose, der henvendte sig til Fyens Stiftstidende, efter at hun havde set plakaten på det lokale bibliotek.
»Jeg kan ikke se, det er kunst. Det er en tekst på en plakat. Og man kan ikke se, hvor den kommer fra. Når vi laver vores beboerblad, Granposten, skal der stå, hvem der er ansvarlig, og hvem der har trykt det,« siger Tove Lillemøller til Information.
Hun føler, at plakaten stempler hende som »farlig« og »umulig at være sammen med« og føler sig hængt ud på en ufin måde.
Inger Aagaard sagde som afdelingsformand i Egeparken nej til at hænge plakaten op i beboerhuset.
Hun understreger, at hun selv er modstander af den højredrejning, som plakaten er en protest imod. Men hun frygter, at plakaten kan give de få tilhængere af Dansk Folkeparti i Vollsmose vind i sejlene:
»Vi skal ikke stå model til, at plakaten bliver vand på deres mølle,« siger Inger Aagaard.
– Skal man være mere forsigtig med, hvad man udstiller i Vollsmose end andre steder?
»Principielt nej. Men måske lige med den plakat, fordi den kan opfattes negativt,« siger Inger Aagaard til Information.

Negative reaktioner
Bjørnstjerne Christiansen er et af tre medlemmer af kunstnergruppen Superflex. Han fortæller, at plakaterne har skabt en del negative reaktioner.
Blandt andet på Nørrebro i København, hvor Superflex er blevet truet med politianmeldelse for racisme.
»Hvis man er sur over, at Danmark er ved at udvikle sig til en bredere etnisk samfund, og hvis man er stolt over at være dansker, kan man føle sig provokeret. Men plakaten siger ikke, at danskerne ikke er gode nok. Den siger bare, at det ikke er nok kun at være dansk eller at have et Danmark, som kun er for danskere,« siger Bjørnstjerne Christiansen.
Billedhuggeren Elisabeth Toubro har fungeret som kunstnerisk konsulent for udstillingen. I samarbejde med Brandts Klædefabrik stod hun for udvælgelsen af de kunstnere, der skulle inviteres.
Hun står ved invitationen til Superflex, men tilføjer, at også Superflex har noget at lære:
»Debatten om indvandring og danskhed er en kæmpe proces, som er utrolig nuanceret og utrolig vigtig af tage, og som ikke er sort og hvid. Derfor må Superflex selvfølgelig også lære, at det ikke er alle danskere i Vollsmose, der er højreekstremister,« siger Elisabeth Toubro.
Det bekymrer hende ikke, at plakaten kun kan ses ganske få steder i Vollsmose.
»Man kender også til maleriudstillinger, som er blevet lukket, og som kun har eksisteret i den omtale, der har været. Det er ikke ukendt, at kunstværker har levet i hemmelighed og haft stor betydning alligevel,« siger Elisabeth Toubro.

*Kunstudstillingen i Vollsmose varer frem til 22. september. Læs mere på:
www.skulptur.odense.dk/eventyrhaven.php

Mere om Superflex på:
www.superflex.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu