Læsetid: 6 min.

’Pludselig eksploderer forestillingen….

….i et mægtigt tempo-ryk. Det er som at se det Brasilianske landshold spille’. Skuespilleren og dramatikeren Jens Albinus om intense oplevelser fra tysk teater
16. august 2002

(2. sektion)

Indefra
Egentlig begynder det i Berlin 1996. Jeg er med min kone inde og se noget teater. Det begynder klokken 11 om aftenen og slutter klokken syv om morgenen. Der er ingen stolesæder. Man sidder eller halvt ligger på gulvet. Det er Hebbels Niebelungen-ring, et stort tysk national-epos, nærmest som ...nå, ja de fleste kender det jo nok fra Wagners opera, men det her er det dramatiske forlæg, som tyskerne har samme forhold til som vi har til ja, hvad? Elverhøj? Guldhornene?
Ingen af os har nogensinde set noget lignende.
Lange monolog-passager veksler med ind-og-ud-af-døre-farce, som igen veksler med noget der bedst kan beskrives som verbale (og nogen gange korporlige) overfald på publikum, som igen veksler med. ....
Stilarterne er stærkt vekslende, men fælles for spillet i de forskellige stilarter er at det er stærkt direkte, og det, der sker på scenen, sker helt konkret. Det er rollerne, men det er osse skuespillerne inde i rollerne, som frit kan veksle mellem at tale som sig selv, eller som roller. Og selv om den almindelige teatralske illusion på den måde så at sige hele tiden er brudt, suges vi alligevel (eller desto stærkere) ind i situationerne, fordi skuespillernes situation, deroppe på scenen, minder så meget om vores egen situation nede i salen, sat i forskellige situationer, som vi egentlig kun kan gå til med skepsis, med vantro. Skuespillerne er meget blandede. Nogle ligner det, jeg senere finder ud af de osse er: Tidligere havne-arbejdere fra DDR. Tunge ældre herrer med nogen ordentlige ølbasser og tunge, ugraciøse gangarter. Der er også nogen med fra den gruppe af hjemløse, som også spiller deres egne forestillinger (og nogen gange overnatter) i det store teaterhus’ foyer.
Men de bærende af skuespillerne tilhører den tyske super-liga. Sophie Rois, f.eks., som er bare en af dem jeg genkender. Ikke hvemsomhelst. Kendte respekterede ansigter med masser af priser, film og main-stream-tv-produktioner i bagagen.
Her kaster hun sig sammen med de øvrige medvirkende frygtløst ud i suverænt timede farce-forløb, improviserede publikums-henvendelser, vekslende med detaljeret koreograferede sang-og dans-numre. Synger tre-stemmig MTV-pop det ene øjeblik, og kaster sig i næste øjeblik ud i suverænt mestrede klassiske monologer. Publikum er ellevilde, hujer, og pifter. Nogle er ikke, de går. Og bliver straks involverede i forestillingen. Lange Herbert Fritsch , sidst i 40’erne, og en anden af husets profiler, spurter op på rækkerne, spø’r hvad fanden der er galt? Er det noget med ham personligt? Finder de rollen forkert spillet? Vil måske hellere selv? Han, Fritsch overlader gerne scenen o.s.v.

Fritschs vrede virker uforstilt. De skal ikke tro, at hans skepsis er mindre end deres, men hvad skal man så gøre? Lortet skal vel spilles? Det er jo vores national-epos? Eller hvad? Fritsch bli’r en rum tid ude blandt publikum – også længe efter at ’den umiddelbare underholdningseffekt’ har fortaget sig. Det er i det hele taget karakterisktisk for Fritschs spillestil. Her er en skuespiller, som ikke haster fra moment til moment, men derimod en fyr, som på bedste avantgarde-vis udtømmer hvert øjeblik helt. Og jeg mener: helt. På et tidspunkt falder min kone i søvn. I don’t blame her. Folk går. Men for dem der bliver, indtræder også denne sære, overskridende kult-stemning, som folk der har overværet meget lange kultur-arrangementer vil kunne nikke genkendende til.
Så er forløbet pludselig igang igen, og i samme øjeblik går det over stok og sten. Veltimet, uhyre veldisciplineret, overraskende, sprudlende. Folk siver ind i lokalet igen. Stemningen stiger. Hjemmefra har jeg ideer med mig om, at det enkelte øjeblik på scenen danner grundlag for det næste. At en forkert spillet første akt ødelægger grundlaget for 4. akt, og at de aftener der begynder helt urytmisk, som regel også har svært ved at finde tilbage i rytmen. Jeg smider et par af mine hjemmefra medbragte ideer over bord.
Klokken syv om morgenen står vi foran det store skrummel af en teater-bygning på Rosa Luxembourg-Platz, ser på hinanden, fortumlede. Hvad var nu det?

Forestillingen, finder jeg senere ud af, er instrueret af en Frank Castorf. Ham har jeg aldrig hørt om. Hans teater hedder Volks-bühne. I Danmark hørte man mest om noget der hed Schau-Bühne, dengang jeg var elev i 80’ene. Senere når jeg genbesøger Berlin tager jeg også derover og ser forestillinger. Det minder en del om Dramaten i Stockholm. Eller måske osse lidt om Kgs. Nytorv på en god dag. Dér går Stina Ekblad, dér kommer Erland Josephson, og dér... dér kommer jo vores egen Ghita Nørby… Jeg ser f.eks. Goethes Stella:
Det udsolgte hus tier andægtigt stille, da lyset dæmpes. Så går lyset op på scenen, en lang dramatisk skygge ligger hen over scenen. Langsomt, uendeligt langsomt skrider Jutta Lampe henover brædderne. Samler koncentrationen maksimalt om sig, løfter sit ansigt mod lyset, taler med sin fantastisk vel-modulerede stemme. Det minder på mange måder om at se Reenberg gøre entre.
»Scenen er et helligt sted,« lyder det for mit 1980’er opdragede Peter Brook-inficerede indre teater-øre.
Næste aften sidder jeg igen på Rosa Luxembourg Platz. Castorfs version af Caligula. Stykket er i gang allerede inden der er ro på tilskuerpladserne. En kvinde sidder på et lokum midt på scenen og taler i telefon.
»Scenen er ikke et helligt sted. Scenen er bare et sted«.

Tilbage i Danmark spiller jeg Munks Egelykke på Det Kgl. Til pressemødet er der mødt seks-syv mennesker op. Åolitiken, Danmarks førende kulturavis, har sendt en erhvervspraktikant.
Jeg taler op og ned ad stolper om det komplekse og modsætningsfulde hos Munk.
Erhvervspraktikanten gaber. Jeg tænker på Fritsch i ’96 og har stor lyst til at spørge om hun hellere selv vil fylde nationalscenen med noget? Eller skal vi lukke lortet? Hvorfor skal du eje hele skepsisen, hele mistroen? tænker jeg. Hvordan gør man hele mistroen mod teatret til en medspiller og ikke en modspiller?
Erhvervspraktikanten går hjem og skriver noget om heltindens kjole.
Det er en naturlov at kunsten altid går i retning af en ny realisme, som afslører den hidtige realisme som urealistisk. Det er osse en naturlov, at de som på et tidspunkt har formuleret en realisme, gældende for deres tid, og formuleret i opbrud mod det, som gik forud for dem, som regel har svært ved at forstå en ny realisme.
En sådan ny realisme har med Castorf brudt løs over hele Europa. Den har meget at gøre med en centraleuropæisk tradition for konflikt-kultur, og muligvis derfor den er vanskelig at introducere i de skandinaviske lande. Fremfor alt Danmark med vores bondebevægelsestraditioner og udprægede konsensuskultur. (Castorf har faktisk gæsteinstrueret på Stadsteater i Stockholm, men mig bekendt uden den store gennemslagskraft.)

I 2001 ser jeg for første gang en forstilling af schweizeren Stefan Bachmann. Bekendtskabet er endnu en gang nyt og skyldes det Kongelige, som har ønsket at hente den mand til Danmark. Forestillingen jeg ser er en version af Tankred Dorsts mærkeligt vammelt-humanistiske 80’er-new-age-ting Merlin, og i begyndelsen ser der heller ikke ud til at ske det store.
Forestillingen spiller i tre store sektioner tre forskellige steder i huset, hver med sin markant forskellige spillestil. Men der er en ting jeg må medgive. Forestillingen er uden tyskernes markant aggressive intellektualisme, den er faktisk meget enkel, glasklar, og legende let at forstå. Nærmest barnlig.
Pludselig eksploderer forestillingen i et mægtigt tempo-ryk. Det
er som at se det Brasilianske landshold spille. Først sker der ikke
en skid rigtig længe. Og så: Tempo-ryk. I Danmark er det sjældent at
forestillinger har nogen form for
dynamik. De fleste forestillinger ruller hen over scenen i jævn mezzoforte.
Til sidst løfter taget sig. En sublimt formmæssigt stram slut-sekvens i teatrets sidste rum lader forestillingen langsomt klinge ud.
Det her er muligvis noget at hente til Danmark, tænker jeg. Som en kulturimport og som et løft og inspirationskilde for skuespillere og teaterelskere i Danmark.
The rest is history, som man siger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her