STÅR MAN i spidsen for en stor servicevirksomhed, der på grund af den teknologiske udvikling må se et konstant kundefrafald i øjnene, gælder det om at være både kreativ og innovativ. Direktøren for Post Danmark, Helge Israelsen, har på mange måder levet op til dette krav. Med nye tilbud og en fantasifuld udvidelse af postens forretningsområde har han formået at begrænse den tilbagegang, der i en større sammenhæng er ganske uundgåelig. Og nu er han så kommet med et nyt udspil, der på unik vis kan vise sig at rumme fordele for både hans ansatte og de kunder, de skal betjene.
Ledelsen af Post Danmark har ladet meddele, at den overvejer en ændring i reglerne for udbringelse af breve, postkort og andre former for portokrævende forsendelser. Stålsat står denne ledelse fast på tjenestens gamle ideal om, at posten skal ud, selv i hagl og regn og slud. Men det er jo ikke det samme, som at posten nødvendigvis også skal op. Og det er ud fra dén erkendelse, Post Danmark nu vil gennemføre endnu en bruger- og medarbejdervenlig fornyelse.
Den består i, at leveringen af post bliver standset til
alle boliger, der ligger højere end på tredjesal i en etageejendom. Den umiddelbare begrundelse er, at en sådan ændring kan modvirke nedslidning og arbejdsmiljøskader blandt postbudene. Så her er der allerede opnået den første, indlysende fordel.
Men der er mange flere, og Post Danmark er oven i købet så beskeden, at ledelsen ikke har gjort opmærksom som dem alle. Det fortjener den imidlertid,
ikke mindst fordi den minsandten er blevet kritiseret for sig forslag af Pårørendegruppen for svage ældre. Organisationens formand, Alice Wulff, sagde tirsdag til Kristeligt Dagblad, at den påtænkte reform vil være en klar forringelse for især mange ældre.
Med den kritik overser formanden imidlertid de positive aspekter, der er forbundet med den nye ordning. Den indebærer naturligvis at der opsættes individuelle postkasser i trappeopgangens stueetage. Det vil sige, at de af hendes medlemmer, der bor højere oppe end tredje sal, hver eneste dag skal tage trappen hele vejen ned og op igen. Med andre ord de vil få den moti0n, som mange ældre forsømmer, selv om de har brug for den.
Det kan undre, at Helge Israelsen ikke har medtaget dette aspekt i sin fremhævelse af de fordele, der ligger i den foreslåede ændring. Til gengæld har han ikke undladt at gøre opmærksom på det bidrag, Post Danmark hermed yder til at øge ligheden i det danske samfund.
Det forholder sig nemlig sådan, at de regler, der nu søges indført for samtlige etageejendomme i Danmark, allerede gælder for bygninger, der er opført efter 1974. Og det lyder jo unægtelig som en meget arbitrær forskelsbehandling. Hvorfor skal de mennesker, der bor højt oppe i moderne betonklodser også døje med dét problem?
De skal de, fordi det er mest hensigtsmæssigt for Post Danmark. Men nu kan beboerne i de nye etageejendomme i det mindste slippe af med den misundelsens orm, der måtte have gravet i dem, fordi medborgere i ældre ejendomme er blevet bedre behandlet.
De lighedsfremmende dimensioner i fornyelsen er imidlertid endnu mere vidtgående. Den kan nemlig også bidrage til at rette op på det skæve Danmark. Forekomsten af etageejendomme på mere end fire etager er særdeles behersket i de landkommuner, der lider under dårlige trafikforbindelser og svigtende offentlige serviceydelser. De vil nu opnå den indirekte fordel, at de fortsat får posten bragt til deres brevsprække, mens en god del af byboerne mister dette gode.
Spørgsmålet er dog, hvor længe de inviduelle postmodtagere vil få gavn af denne ydelse. For Post Danmark er som bekendt på konstant udkig efter nye effektiviseringer og forbedringer. Eksempelvis vil de danskere, der bor på fjerde sal eller højere, modtage et tilbud på, at de via en særlig abonnementsordning fortsat kan få leveret posten i deres egen brevsprække. Og det er jo et forbilledligt eksempel på, at det med de rette fornyelser er muligt at få både afstender og modtager til at betale for en forsendelse.
Til gengæld indebærer det, at der fortsat vil være visse problemer med nedslidning og arbejdsmiljøskader. Og derfor skal man næppe satse på, at den foreslåede ordning bliver særlig langvarig. Betydeligt mere effektivt ville det jo være, hvis postomdelingen helt blev nedlagt. Det er en ordning, der er kendt i ganske mange lande i Asien og Afrika, hvor borgerne selv må hente posten i deres dertil indrettede boks på posthuset. Når det kan lade sig gøre i f.eks. Nepal og Uganda, hvorfor skulle det så ikke også være muligt i Danmark?
Svaret kan muligvis ligge i, at vi for tiden har en trafikminister, der åbenbart er ganske uden forståelse for de store perspektiver i Post Danmarks udspil. Flemming Hansen har slået fast, at han vil forhindre enhver ændring, der standser udbringningen af post i en højde, der overstiger tredje sal. Som en god konservative politiker foretrækker ministeren, at tingene forbliver, som de er. Hvis Post Danmark lider af højdeskræk, er det efter Flemmning Hansens opfattelse virksomhedens eget problem.
Hvor ufølsom kan man være?
