Læsetid: 1 min.

Pressekort

2. august 2002

(2. sektion)

*Der er koldt på toppen. Først stoppede Bob Pittman som chef for verdens største mediegigant, amerikanske AOL Time Warner. Officielt af hensyn til familien. Så blev Jean Marie Messier, nu forhenværende direktør i verdens næststørste mediekoncern, franske Vivendi, smidt på porten. I denne uge blev Thomas Middelhoff fyret fra tyske Bertelsmann, der bl.a. ejer forlaget Random House og tv-stationen RTL. De tre giganter lider alle af uprofitabelt vokseværk. Den berømmelige synergieffekt udebliver.

*Problemerne i Bertelsmann kan også ramme musikglade internetbrugere. Bertelsmann ejer nemlig internetprogrammet Napster, der lader internetbrugere dele musikfiler over nettet. Napster, der i sine bedste dage havde 80 millioner registrerede brugere, var den nu fyrede direktørs hjertebarn, og symboliserede på mange måde hans forsøg på at forny Bertelsmanns forretningsområder. New York Times skriver, at Napster uden Thomas Middelhoff formentlig vil blive lukket. Napster har nemlig været en dyr fornøjelse for Bertelsmann. Som hos AOL Time Warner har det vist sig svært, at tjene penge på internettet.

*Apropos AOL Time Warner: Det amerikanske justitsministerium har indledt en efterforskning af selskabets regnskabspraksis. AOL er allerede ved at blive undersøgt af det amerikanske børstilsyn efter, at Washington Post for to uger siden afslørede, at AOL pyntede på regnskaberne. I følge BBC har AOL bekræftet, at undersøgelsen er i gang og finder det helt naturligt, at justitsministeriet også går ind i undersøgelsen. Flinke mennesker.

*At dømmer efter ugens Pressekort, står det for tiden endog meget skidt til i medieverdenen. Også i England er der problemer. Den britiske mediekoncern Pearson, der bl.a. udgiver Financial Times, tegner et dystert billede af gruppens indtjeningsmuligheder. Det er annoncekronerne det er galt med, fortæller Pearsons chef, Majorie Scardino, der ikke har formået at indfri de løfter hun stillede ved sin tiltrædelse i 1997. »Vi nåede ikke målet af en enkelt grund – annonceindtægter. Pludseligt var vi inde i en nedgangsperiode af hidtil usete dimensioner,« har Scardino forklaret til Reuters. Endnu en fyring i sigte?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu